Red Pill - Look What This World Did To Us

Vi kender alle scenen. Morpheus præsenterer Neo for to piller og giver ham et valg: tager han den blå pille, vågner han i hvad end for en verden han tror er den rigtige. Tager han den røde pille vil han finde ud af, hvordan den virkelige verden ser ud; how deep the rabbit hole goes.

Detroit rapper Chris Orrick tog ligeledes imod den røde pille, i håb om at vågne op fra sin trivielle og mundane hverdag. Den røde pille havde dog ingen effekt, ud over at gøre det soleklart for Orrick, at den golde og døde hverdag han dagligt kæmper sig igennem er hans virkelighed. En virkelighed han ikke kan flygte fra. Ingen Morpheus, Trinity eller Mr. Smith, blot cigaretskoder og tomme flasker, der hober sig op i den triste lejlighed, et dårligt betalt skodjob og formålsløse køreture igennem Detroits trøstesløse gader. Kvart-livs-krisen er total, eksistensgrundlaget aldeles uklart og fremtidsudsigterne deprimerende vage. Orrick har dog truffet et valg: i stedet for at lade sig drukne i elendighed, har han taget tyren ved hornene og konfronteret selv samme for at skrive et ualmindelig nærtagende rapalbum. Kunstnernavnet er naturligvis Red Pill, og hans hensigt med Look What This World Did To Us er at give lytteren et ærligt og sandfærdigt indblik i sit mildest talt futile liv.

"There's some mornings that I want to cry / Feel like I'm mourning but nobody died" rapper Red Pill på "That's Okay", og linjer som disse er ganske typiske for albummets stemning. Med cementsko om fødderne sidder han fast i en tilværelse, hvor intet har potentiale til at bære frugt. "Now if you would've told me that this is where I'd be at 25 / I would've told you to go fuck yourself!" rapper han på "Rum & Coke", hvor det går op for ham, at hans liv allerede er en brølende fiasko kvartvejs inde. "I can't remember when's the last time that I felt alive / How can you when you don't love yourself" lyder det videre, og lytteren tvinges helt ind i Red Pills mest intime sfære. Med et mod og en frygtløshed som de færreste rappere tør udvise, stiller Orrick skarpt på sin egen livslede, og han gør det på en sådan måde, at det giver genklang i lytterens egen sårbarhed. De fleste vil med garanti kunne relatere til Red Pill's dårligdomme på et-eller-andet niveau. Alle, der engang har haft en drøm eller en ambition, som nu er ved at falme. Alle, der havde en forestilling om, at de havde opnået mere med deres liv på nuværende tidspunkt end det er tilfældet. Alle, hvis naive og godtroende syn på livet er ved at blive overhalet af livets barske realiteter. Alle, som savner dybde og mening i en monoton tilværelse. Red Pill er talerøret for enhver, der kan nikke bare lidt genkendende til nogle af disse.

"I sit and waste away in this apartment /
In this trendy little city where my girlfriend's car gets /
Stolen right outside where she parked it /
And all I do is get drunk and stare at this carpet /
Like....... I should probably vacuum"

Red Pill døjer med den ambivalente position at hige efter "noget mere" med sit liv, og samtidig føle sig forpligtet til at være taknemmelig for, at han trods alt ikke har det værre. Denne følelsesmæssige gråzone mellem at være miserabel og tvangs-tilfreds er formidabelt beskrevet, og Red Pill er en mester i at balancere mellem det melankolske og det selvironiske. Det er gråt, trist og deprimerende, men ikke uden humor:

"I hit the drive-through and I order fries /
A burger and I watch the server pour the ice /
Gotta imagine she's as poor as I /
I know she wonders if there's more to life /
She thinkgs about the future and she's mortified /
Tell's herself tonight she's getting organized /
Having a crisis at a quater life /
Onions on my quaterpunder.... didn't get my order right"

Midt i den tungsindige livskrise er der også plads til små, ligegyldige problemer, og beskrivelserne af disse gør, at man som lytter må trække på smilebåndet fra tid til anden: "I'm sick at looking at that coffee table covered in those past dues / And writing about that coffee table covered in those past dues" lyder det helt eminent, og man fornemmer, at Red Pill søger at acceptere sin status quo gennem humoren. Denne folder sig ud i fuld flor på "Leonard Letdown", der er én stor tour-de-force i komisk selv-afsky:

"I'm the kid getting held back in third grade /
The missing father on a ten year old's birthday /
The flat tire in the storm /
The internet going out while you're trying to watch porn /
(...) I'm the majority of movie sequels /
Actually I'm the majority of you people /
I'm the final episode of Lost /
The game freezing right before you beat the final boss"

Look What This World Did To Us er urimelig velskrevet. Red Pill går ikke op i komplicerede leveringer og halsbrækkende flows; det er ligetil formuleret, og den konsistente ro i hans fremføring er med til at holde ens opmærksomhed i et jerngreb. Produktionerne komplimenterer dette til perfektion. Der er generelt set få virkemidler i brug. Foruden de markante trommespor, sætter Red Pill sin lid til små, distinkte melodier, der støtter de forskellige numres narrativ. Resultatet er en ovenud behagelig lytteoplevelse, og der kan på nuværende tidspunkt ikke være tvivl om, at LWTWDTU er den plade jeg har lyttet mest til i år. Nok er de minimalt komponeret, men der er virkelig meget at komme efter i de subtile beats. Red Pill producerer selv fire numre, hvoraf "Rum & Coke" bærer et af en pladens bedste beats, side om side med L'Orange's mageløse "That's Okay", Hir-O's sublime "Drown" og Dayggs & Reed Eller's sorgmodige "Blus".

Red Pill's Mello Music debut er et af de mest uforfalskede og ærlige billeder af en mands grå og triste liv, og dét gør Look What This World Did To Us til en plade, der er fyldt med så meget ægthed og autenticitet, at man skal tilbage til en tidlig Slug for at finde noget, der minder om det. Bravo for et album.

Støt Red Pill direkte via hans bandcamp (han har vist brug for det!)

5/6 

- Jeppe Due Barslund

L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!

I 1988 udgav The Ultramagnetic Mc's milepælen Critical Beatdown, der, foruden at have haft uberegnelig indflydelse på hiphop-genren, blev introduktionen til en af alle tiders mest innovative, originale, skrubbeskøre og excentriske hiphop-personligheder: Kool Keith. Kool Keith har ret beset opfundet alter-ego rap; en "genre", der siden er blevet massivt befolket af fx MF DOOM, Quasimoto, Bobby Digital, Slim Shady og mange andre. 

Keith's alter-ego eventyr startede, da han i '96 udgav Dr. Octagonecologyst under aliasset Dr. Octagon; en tidsrejsende gynækolog og kirurg fra Jupiter, der var lige så inkompetent i sit erhverv som han var drevet af seksuelle lyster. En lige dele vanvittig og norm-transcenderende udgivelse, der blev hædret bredt. Mindre skørt blev det ikke på First Come, First Serve fra '99, hvor Keith rappede som seriemorderen Dr. Dooom. Senere introducerede han den rumrejsende Black Elvis, Keith Korg, Dr. Nogatco, Crazy Lou og Poppa Large, for at nævnte et par stykker fra hans vældige sortiment. De forskellige alter-egoer trængte endda ind i hinandens historier; Dr. Octagon og Dr. Dooom's årelange fejde er kultstatus værdig, ikke mindst fordi Dr. Dooom har formået at likvidere Dr. Octagon op til flere gange!

Hvem Kool Keith har maskeret sig som på sit (vist nok) 19. album, Time? Astonishing!, er ikke helt tydeligt. Bookletten afbilder en perpleks person, iklædt en primitiv, ja nærmest vagabondisk rumdragt. Han interagerer ikke med nogle af Keith's tidligere alter-egoer, men der er vist ingen tvivl om, at Time? Astonishing! er endnu et opus i Keith's rum-kontinuum. 

Ved roret i sit rumskib har Kool Keith medbragt producer-vidunderet L'Orange, der med sit Midas touch har guldbelagt adskillige projekter på måbende kort tid. Alene i 2015 har han produceret for Red Pill, Rapper Big Pooh og Mello Music's Persona -opsamling, foruden det aldeles fremragende fuldlængdes album The Night Took Us In Like Family med Jeremiah Jae. Trods sin travlhed formår han på nærmest ubegribelig vis at overgå sig selv med lydsiden til Time? Astonishing!, der, for mig at se, fejer alt andet af banen. 

Det står hurtigt klart for én, at dette hverken er et typisk Kool Keith eller et typisk L'Orange album. På det instrumentale åbningsnummer har L'Orange overdynget et slæbende trommespor med underfundige effekter og skærende lyde. Det er ikke nødvendigvis pænt, men det tjener absolut sit formål: nemlig at byde lytteren velkommen til et syret og på mange måder spacey univers. 

     Hvor L'Orange før har allieret sig med rappere, der helt naturligt komplimenterer hans produktionsstil, har Kool Keith uddelt specifikke ordrer, og det klæder i høj grad L'Orange at være "tvunget" til at skulle overføre sin signatur-lyd til et andet univers. Resultatet er en hiphop version af Figrin D'an and the Modal Nodes, og det lyder vidunderligt! L'Orange's kendetegnene jazz-elementer er at finde overalt, fra saxofoner og Barbershop-kor til klingende piano-loops. Som man ligeledes er blevet vandt til, er numrene limet sammen af dialog-bidder fra gamle 1930'er radioprogrammer, der viser sig at være uundværlige i descifreringen af Keith's alt andet end logiske og linære fortælling. Det nye i L'Oranges beats er et væld af samples, effekter og virkemidler, der ligger langt fra hans vanlige noir-påvirkede sfære. L'Orange anvender de nye musikalske inputs både bevidst og kløgtigt, som på "This New World", der blandt andet handler om teknologiens dominans i fremtiden, hvor han sampler vokalen fra en vis Fritz Lang inspireret soul-syngende andriode - genialt! Derudover har L'Orange listet et par nådesløse bangere ind på pladen, fx instrumentalstykket "Days I Used To Know", der nok er det vildeste stykke musik på ét minut, du kommer til at høre i år. 

Rent konceptuelt set er der flere mulige historier i spil. Keith leverer kun abstrakte fragmenter af en historie, og sammen med L'Orange's mange dialogkrummer, er det (vist) op til en selv at afgøre, hvilken fortælling, der udspiller sig. Der kan argumenteres for, at vores hovedperson både rejser fra Jorden og vender tilbage, men ligeså plausibelt er det, at vi er vidne til et mere tankeeksperimenterende meta-drama á lá Philip K. Dick's We Can Remember It For You Wholesale (nok bedre kendt i filmversionen Total Recall). Der er også den tredje mulighed, at hele rum- og tidsrejsen er én stor metafor for Kool Keith's opråb til hiphop-verdenen: "I må ikke sidde fast, kom videre!". - For mange rappere læner sig komfortabelt tilbage og gør en hel karriere ud af at tæske en død hest, istedet for at vove pelsen og udvikle sig selv og genren. Dette er Keith godt og grundigt træt af, og beslutter med sig selv: "I don't want to live on this planet any more". Med et distinkt flow, uortodokse rimstrukturer og en generelt autodidakt tilgang til at rappe, sætter Keith kurs mod rummet. 

På "The Green Ray" hører vi om et mærkværdigt tankelæser- apparatur. På "Twenty Fifty Three" zapper hovedpersonen sig tilsyneladende frem i tiden til år 2053. På "The Wanderer" vandrer han rundt på en fremmed plant, og på "I Need Out of This World" og "Upwards. To Space!" stjæler han en rumraket og flyver tilbage i tiden. Der sker naturligvis meget mere undervejs, men det synes jeg, at I selv skal give jer i kast med. 

     Under sin rumfærd samler L'Orange og Kool Keith en række intergalaktiske blaffere op, bl.a. Mr. Lif, J-Live, Open Mike Eagle, Blu og MindsOne, der alle leverer uovertruffen rap til turen. MC Paul Barman skal også nævnes. Han bidrager med et mere spoken word præget input på "Suspended Animation" interluded, der synes at ligge i forlængelse af hans spoken word prægede bidrag "Meet Cleofis Randolph the Patriarch" til Deltron 3030 rumeventyret. 

Kool Keith har alle dage været mærkelig - på den bedst tænkelige måde forstås. Time? Astonishing! er bestemt ingen undtagelse. Trods sin åbenlyse mærkelighed er det alligevel et sygeligt medrivende album. Det er som en snørklet labyrint, og hver gang man lytter til albummet erfarer man, at man kan nå labyrintens midte ad forskellige veje. Med en spilletid på 33 min. er det en kort affære (hvilket vel egentlig er det eneste minus), men jeg skulle da lige hilse og sige, at L'Orange og Kool Keith udnytter hvert sekund fuldt ud. Gedigen rap, fænomenale beats, utrolig detaljerigdom, bjergtagende og drilsk historie, velplacerede gæster og en fed indpakning - årets album for mig.

Køb Time? Astonishing! via Mello Music Group HER

eller via Underground Hip Hop HER

5/6