Dødssejleren - s.b.

Har du hørt hva' de si'r, historierne går - om skibet der strejfed' i hundrede år. Med fulde sejl sat, om hele vor jord. Uden et eneste levende menneske ombord.

Foruden at være et sagnomspundet spøgelsesskib, dømt til at besejle verdens have til evig tid og varsle forlis og død, er Dødssejleren den nye koncept-gruppe fra Echo Out. Besætningen består af kaptajn Simon Solem, overstyrmand Fyrsten og 2. styrmand Christian Coppola. Tilsammen udgør de en suveræn trio, der med kompassets retningspil peget mod originalitetens land og udsøgt vellyd i sejlende, navigerer deres stolte skude ud i den tågede nat.

Dødssejleren slår hiphoppede toner an, bestemt, men deres univers udgøres i mindst lige så høj grad af blues, jazz, tango og folk. Ikke nok med, at alle disse genrer smeltes succesfuldt sammen i ét lydbillede; galejens mandskab får det samtidig til at ose af sørøveri og pirateri. Lyden af knagende master, galende havmåger og blid bølgebrus følger én hele vejen igennem, hvilket giver en stærk "til havs" følelse, men sørøver-stemningen kommer i særdeleshed til udtryk i produktionerne, hvor især Christian Coppolas harmonika spiller en betydelig rolle. Og det er i grunden sjovt, at et instrument, der blev opfundet et par århundreder efter piraternes gyldne æras ende, er blevet synonym med deres "lyd". Popularisering af pirat-kultur i form af bl.a. Sebastians Skatteøen, film som Goonierne, Djævleøen og Pirates of the Carribean, samt kult-spil som Monkey Island -serien, har legitimeret, at elementer, der på ingen logisk måde berører sørøver-universet, spiller den mest naturlige rolle i selv samme. Og på denne måde tiltaler Dødssejlerens univers lytterens reference-ramme på kløgtig vis og skaber en overbevisende og autentisk musikalsk sørøver-kulisse.

Overstyrmand Fyrsten (også kendt som Illusionisten) bidrager også til konceptets røde tråd med sine tekster. Fyrsten er måske ikke blandt landets dygtigste rappere når det kommer til flow og teknik, men det har heller aldrig været hans metier. Fyrsten er en lyrisk maler, der arbejder med mørke nuancer og som specialiserer sig i stemningsbilleder. Melankolien, ængsteligheden, den forliste kærlighed og de depressive tendenser præger paletten, og det har ofte resulteret i besnærende portrætter - hans Syngende Engel Angrende Djævel er et fortrinligt eksempel herpå. På Dødssejleren har han bibeholdt kernen af den stil han behersker, og den omsættes overraskende godt til sørøveruniverset. Han har dog skruet en del ned for den mørke-sorte pessimisme og kompenserer med rabaldrende sørøver-slagsang og koncept-relevant name-dropping. Vi kan fx kaste et blik på hans vers fra "Den Flyvende Hollænder":

"Nålen i kompasset snurrer rundt med grammofonen /
Vi slavebundt af havet, bag tågen brænder solen /
Træbenene tramper til de trodsige toner /
Og horisonten står i flammer trods de grålige toner /
Den sidste flaskepost, kastes ud i havet /
Med livstegn og længsel, mellem linjerne stod det skrevet /
At jeg ikk' stod til at redde /
Det' en sørgelig ballade - Så bered jer /
Det her er en død mands sladder /
Har dækket dækket med forbandede sjæle /
16 skæggede, blækkede, bevæbnede djævle /
Forgældet ind i helvede, vi' satans yngel /
Hør Sirenerne synge, endnu en nat ka' begynde /
Det stormer, det tordner, de gir' tegn om at standse /
Det regner, det sortner, det har brækket en mast /
Det rusker i skroget og han truer mig for oven /
Men jeg blir' stående bag roret, det blir' husket i morgen"

Verset illustrerer meget godt, hvordan Fyrsten holder sørøver-temaet tæt ind til kroppen og fastholder konceptets røde tråd, dog uden egentlig at sige noget konkret. Flowet synes måske en smule brudt på nærværende nummer, og Fyrsten lader til at gøre det unødvendig svært for sig selv, med en konstant insisteren på at udtale ende-t'er som t'er og ikke bløde d'er (fx "Har dækket dækket" og "Det blir' husket i morgen"), der ærlig talt umuliggør en flyden med ord. At Mund De Carlo, der ligger i landets top hvad angår flow, gæster to numre og leverer kølhalende rap med et flow, der tvinger de fleste andre til at gå planken ud, er i høj grad med til at understrege Fyrtens mangler. Dødssejleren er dog ikke en hiphop-gruppe og deres plade er ikke en rap-plade, så denne "mangel" virker ingenlunde som en mangel i det givne kontekst. Nej, det er ikke atom-spaltende lyrik eller teknik, men Fyrstens rap fungerer yderst fornemt som kompas for Dødssejleren, og det er trods alt et absolut essentielt element i enhver succesfuld færd.
     "Desperat" er det eneste nummer, hvor Fyrsten fejler. Her ringer han bl.a. til Niklas for at slippe for dikkedarer, og rapper senere om hvordan han stalker en pige på facebook. Vi er simpelthen for langt væk fra sørøver-universet, og det er lidt ærgerligt.

Jeg udnævnte indledningsvis Simon Solem som Dødssejlerens kaptajn, og det er der en god grund til - han er rent ud sagt showets store stjerne. Han har produceret stort set alt, spiller næsten samtlige instrumenter - fra guitarer og klaver til trommer, perkussion og kazoo, og så synger, crooner, råber og skråler han sig igennem pladen til den helt store, yderst imponerende guldmedalje. Jeg kender ingen, der kan bruge sin stemme som Simon Solem - splitte mine bramsejl det er beundringsværdigt, det han kan. På "Sørøver Blues" og "Flaskepost" synger han med silkeblød røst, imens han på "Desperat" lyder som en djævle-besat pirat på badesalte. Han mestrer alt imellem de to modpoler og bruger rundhåndet sin vokal som fast element i sine produktioner. Dertil kommer det i høj grad til udtryk, at det er sangeren der har produceret: han går totalt i ét med sin musik. At høre ham croone hånd i hånd med musikken på fx "Så Langt Så Godt" er rendyrket blær, og når han "synger duet" med Christian Coppolas harmonika på "Det Gynger" og især på slut-stykket på "Flaskeposten", opstår der pure magi.
     At Simon Solem tilmed er en fremragende musiker, gør nærmest hele affæren lattervækkende! Fra milde jazz-toner på "Sørøver Blues", folkekære harmonier á lá Søren Kragh Jacobsen på "Flaskeposten" og forførende flamenco-guitar og tango-toner på "Den Sidste Tango", til Tom Waits'k fanden-i-voldskhed på "Desperat" og straight-up beat-drevet nakkebrækken på "Den Flyvende Hollænder", der naturligvis glider over i Peter Thorups nummer af samme navn fra Sebastians Skatteøen. For endegyldigt at slå fast, hvor latterligt meget overskud han besidder, imiterer Simon Solem Peter Thorups stemme til perfektion i starten af [Dødssejlerens] "Den Flyvende Hollænder", så man tror det er et scratchet vokalsample - vanvittigt!
     På "Poison Heidi" har Dødssejleren fået udefrakommende producer-hjælp fra Yogi, hvilket resulterer i pladen mest hiphoppede skæring, da Yogi hviler på en mere traditionel struktur. Coppolas harmonika er stadig med i fuld vigør, og Simon Solem spiller fortsat instrumenterne og leverer omkvæd, så nummeret passer stadig perfekt ind.

At Dødssejleren frit kan bruge et stykke af Sebastians Skatteøen (der i øvrigt er det bedste danske album nogensinde udgivet i min optik) og yde det retfærdighed og få det til at give mening på en og samme tid, siger for mig, personligt, en del om hvor vellykket et projekt Dødssejleren er.
     Et minus kunne være, at der er rigtig meget syngen, råben og skrålen, der i sit omfang kunne tyde på, at der er gået lidt på kompromis med plade-oplevelsen for live-oplevelsens skyld. "Styrbord, Bagbord! Styrbord, Bagbord!" på "Den Flyvende Hollænder", "En og To og Tre og Fire, Vi lander på bunden til vandet stiger!" på "Det Gynger", "Hey! Hey! Hey! Hey!" på "Poison Heidi" og meget, meget mere. På den anden side giver det faktisk utrolig god mening, at der på en plade, der er centreret omkring pirateri, er godt gang i festen. Det var højst sandsynligt ikke kedeligt at være til havs som sørøver, så det skal det da heller ikke være ombord på Dødssejleren.

Dødssejleren er ikke årets bedste hiphop-udgivelse, til det foregår der for meget andet end hiphop. Til gengæld er det nok den bedste danske plade udgivet i år, uagtet genre. Konceptet er genialt og veludført, og som musikalsk oplevelse er Dødssejleren ganske simpelt hamrende fed!

Ind imellem ka' livet ha' en led smag, men som den sømand jeg er kæmper jeg videre - rom blev ikk' drukket på én dag

5/6

- Jeppe Barslund