Da jeg for fire år siden anmeldte Intuition's Girls Like Me skrev jeg, at jeg ingenting vidste om ham. Og noget tyder på, at han har det bedst med at holde sig under radaren, for jeg har ikke hørt en lyd fra ham i de fire år der er gået til nu, hvor han sammen med sin producer Equalibrum har udgivet et selvbetitlet album (herfra I&E). Det har måske noget at gøre med, at han for det første virker komplet ligeglad med hvor langt han er kommet og kan komme med sin musik. "I'm half way to "has been", but yet I never was" rapper han uden at fortrække en mine på "Weight Is Gone". For det andet tyder noget på, at han ikke har den store tiltro til sig selv. På "Old Enough" lyder det tungsindigt: "I'm unpaid and infamous / Played a thousand shows, not a one made a difference / Hmm, maybe I'm doing it wrong / But you can find me at your local dive doing this song". Senere, på "Ruins", rapper han kort og godt: "All I leave is ruins".
Intuition opererer på nærværende album i grænselandet mellem Slug's knivskarpe sortsynethed og Mac Lethal's vittige pessimisme, og det er dermed sikkert at sige, at der er sket en hel del siden Girls Like Me, hvor Intuition rendte rundt i LA's varme med hånden i buksen og fløjtede efter damer. I&E er ingenlunde en "tung" eller deprimerende affære, Intuition's perspektiv er bare skiftet fra livsnyderen der rappede med sine rap-venner til den mere voksne og modne mand, der har været nogle ting igennem, der har ændret hans syn på verden. Hans far blev diagnosticeret med alzheimers få år efter Girls Like Me, hvilket resulterede i det fantastisk stærke nummer "Imagine", som nogen måske kan huske fra et par år tilbage (der er at finde på I&E), hvor Intuition rapper:
"....I'm not angry /
Nah wait, im angry as fuck /
But im not angry at you, man, im angry at luck /
Im angry that me and family and you had to be stuck /
Watching the man that you were blow like granules of dust"
Virkeligheden har rystet Intuitions syn på verden, og på flere numre lader han til at fundere over livet generelt, fremfor at rappe om sit her-og-nu. Han rapper fx:
"Shit, it's funny how the time flies /
And how it never quite feels like the time's right /
It's real life over rap life /
And that's fine I just hit my prime /
And I started back in nine-nine /
Damn, ninety-nine, what the fuck? /
I aged gracefully /
It's probably cause I never felt the need to play make-believe /
Been honest to a fault and pace patiently /
If nothing ever comes, I'm still grateful where it's taken me /
Cause even if it all just ends /
I still met a couple gents that I can call best friends"
Taknemmeligheden han her adresserer synes inderligt oprigtig, og trods sin status som ukendt rapper efter halvandet årti med rap lader ikke til at gå Intuition på. På et nummer som "Make Better" lader han optimismen stråle igennem og forsikrer os samtidig om, at han kan varme sig med visheden om, at han aldrig har holdt sig tilbage fra at forsøge:
"Don't measure success by the rest, it's less presAnnotatesure /
To dive into it headfirst, and ride for what you exert /
It hurts less to just hurt, don't avoid it /
The product of the pain tends to make for more enjoyment /
It's something that you'll toil with growing past your pride /
So fail hard and fail fast knowing that you tried"
"Make Better" er ligeledes et godt eksempel på Intuitions hemmelige våben, for ikke nok med, at han skriver sublimt og har et hamrende fedt og komplet ubesværet flow, så kan han også synge. Ikke med en super-sangers vokal, men rigelig til at kunne strø melodiske indslag over flere tracks, og når lyrikken er så meget i orden som den er, kan man tillade sig det meste på sang-fronten.
Ansvarlig for pladens beats er Equalibrum, der producerede det meste på både Girls Like Me og I Ruined These Songs For You, dog uden at have sit navn på coveret. På I&E står han egenhændigt for lyden (ligesom der ingen rap-gæster er), og det gør han ganske fremragende. Hans produktioner er meget små i slaget, men stadig uhyre effektive. Se bare hvor meget lyd og stemning han får frem med lidt down-tempo bluesguitar på numre som "Weight Is Gone" og "Ain't the Blues". På "1st Day of Summer" og "NP2LA" kunne noget tyde på, at han er blevet inspireret af sin LA-kollega Exile. De abrubt samplede keys og det choppede vokalsample på førstnævnte er rendyrket Exile, og den måde han har samplet guitaren på på sidstnævnte ligeledes. På et nummer som "STFU" bliver beatet måske lidt for anonymt, men på nummeret efter, "Make Better", producerer han så noget nær det perfekte beat, så det er hurtigt tilgivet.
Med I&E serverer Intuition & Equalibrum en af årets flotteste og mest helstøbte plader. Lyrikken er mesterligt skrevet, og man får som lytter lov til at kigge ind af nøglehullet til personligt univers, der sjældent er set mage. Produktionerne oser af sjæl og stemning, og selvom de ofte ligger i den underspillede ende af skalaen, fungerer de perfekt i deres samspil med lyrikken. I&E kunne snildt være årets hidtil vigtigste plade.
5/6
- Jeppe Barslund
