The Pharcyde - Bizarre Ride II: The Pharcyde

Inde på bloggens facebook-side står der under 'beskrivelse': "HipHopAnmeldelser er en blog, der beskæftiger sig med grundige og dybdegående anmeldelser af udenlandske hiphop udgivelser, - både nyt og gammelt, kommercielt og undergrund". Kigger man på oversigten over anmeldelser er der dog ikke meget der tyder på, at bloggen beskæftiger sig med udgivelser af ældre dato. Man skal helt tilbage til januar 2012 for at finde anmeldelsen af A Tribe Called Quest's The Low End Theory, ellers har det stort set udelukkende været nye plader, der er blevet anmeldt. Jeg vil derfor skyde det nye år igang med - for en stund - at træde væk fra de dugfriske plader og sørge for, at blog-beskrivelsen holder stik ved at hive en gammel klassiker fra 1992 frem. Og hvilken klassiker! En af de helt store og ikoniske udgivelser, der har været med til at støbe hiphop-landskabet. Coveret har allerede afsløret det, men der er naturligvis tale om Los Angeles gruppen The Pharcyde's debutalbum Bizarre Ride II The Pharcyde.

Hvordan så hiphop i Los Angeles ud i starten af 90'erne? Den var spækket med- og domineret af gangsta-rap. Schoolly D og Ice-T havde lagt byggestenene for en hiphop under-genre, som blev populariseret og gjort decideret lukrativ af N.W.A. Kriminalitet, bande-miljø og våben blev forherliget, og de hårde drenges legeplads var pludselig hiphoppens knudepunkt.

The Pharcyde var den diametrale modsætning til gangsta-rappen. Da de hårdkogte drenge råbte "Fuck tha police!" kørte Pharcyde-knægtene rundt i gamle biler og var hunderæd for at blive stoppet af politiet. Da gangsta-rapperne lavede drive-by's og slog hinanden ihjel i flæng, fortalte Pharcyde-lømlerne "din mor" -vittigheder og delte ud af joviale røver-historier i stedet. Og da gangbangers'ne droppede skolen for at macke bitches, gav Pharcyde-drengene æbler til deres lærerinder. Imani, SlimKid3, Bootie Brown og Fatlip ville meget hellere have det sjovt og lave ballede end at slå ihjel, og gruppen virkede på alle måder som det langt mindre farlige, langt mindre provokerende og langt mindre konfronterende alternativ til gangsta-rappen. Coveret til Bizarre Ride II The Pharcyde siger i virkeligheden en del. I modsætning til N.W.A, Ice-Cube, Easy-E og de andre, der ofte poserede som tough guys og som altid havde et umiskendeligt dead serious udtryk, er The Pharcyde på vej til at tage en i sandhed bizar tur i en vagina-rollercoaster, på det ovenud fjollede (men legendariske) cover. Bizarre Ride II The Pharcyde er nemlig intet mindre end drengerøve på slap line. Drengerøve, der var sindsvagt vilde til at rappe!

Til pladens lydside blev de fire rappere parret med produceren J-Swift, der på daværende tidspunkt var et ganske ukendt men lovende producer-navn. Hans beat-kollektion til BRII:TP blev hans ilddåb; hele verden må have stået med åben mund og polypper da hans samling af skelsættende beats blev præsenteret. De virker på ingen måde out-dated den dag i dag, over 20 år senere.
     De mange jazz- og funksamples var mesterligt udvalgt, melodierne (som han selv spillede på klaver og - som en af de første hiphop-producere - fender rhodes) fabelagtige, og trommerne intet mindre end perfekte. Afrika Bambaataa og Soul Sonic Force ledte i 1983 efter "The Perfect Beat", og ti år senere delte J-Swift rundhåndet ud af dem.
     Det starter allerede på albummets første reelle nummer (der er flere interludes og mellemstykker undervejs) "Oh Shit", der gynger muntert derudaf med humørsprædende piano og blæsere. Her er især Fatlips vers om, at han "var ved" at score en transvestit, historiebøgerne værdig:

"Me and my new Crenshaw cutie /
Coolin' on the beach and now she's rubbin' on my booty /
Suck-suck-suckin' on my neck like Dracula /
But it wasn't all that spectacular /
Cause everytime I tried to touch her on her tays-nitty /
She would be like "weea-hehee" /
Bitch was frontin' but I didn't say nothin' /
Then all of a sudden after someone pushed the botton /
I got a funny feeling like something was real wrong /
Looked at her shoes and her feet was real long"

Jeg sætter "var ved" i anførselstegn, da den version af historien man hører på "Oh Shit" er groft modereret i forhold til de virkelige hændelser, som Fatlip af gode grunde ikke har haft lyst til at dele med verden til lang tid efter. Pointen her er dog, at The Pharcyde virkelig har humoren på deres side. Lyt bare til "4 Better Or 4 Worse", hvor Fatlip leverer et af de mærkeligste, sjoveste og mest bizarre vers i hiphop i form af et prank-call, der tager totalt overhånd.
     "Yo mama", der efter min mening bærer et af de bedste beats nogensinde, er spækket med slap-stick jokes, hvor drengene udveksler "din mor" -vittigheder til den helt store guldmedalje. "Yo mama's got an afro with a chin-strap" og "Yo mama wears coat hangers for earrings" er bare nogle af deres vanvittige påfund. Endnu bedre bliver det af, at der i sangens intro er en gut der opfordrer dem til at droppe 'knowlege and wisdom for the people', hvorefter de låner Public Enemy's "Brothers and Sisters!" -opråb fra It Takes A Nation... (hvilket lige præcis forbindes med knowledge and wisdom for the people), blot for at slå over i infantile vittigheder.
     Også på "Officer" ligger der kløgtig humor gemt i en super raffineret homage til Public Enemy i introen, hvor Fatlip imiterer en typisk Flava Flav intro, samtidig med, at J-Swift helt bevidst sampler de samme saxofoner og drum-breaks som PE anvendte. - Og alt sammen ud af respekt. The Pharcyde viste bare, at det ikke var alle der havde intentioner om at stille sig op imod systemet og ordensmagten. Ice Cube rappede: "Fuck the police coming straight from the underground / A young nigga got it bad 'cause I'm brown". The Pharcyde vidste også, at de var i større fare for at blive stoppet af politiet da de var unge afro-amerikanere med kasketten omvendt på, men i stedet for at råbe "Fuck you punk!" som MC Ren, råber de "Oh please don't pull me over officer, please!". SlimKid3's afsluttende vers på "Officer", hvor hans stemme bliver mere og mere skinger i takt med at frygten for at blive stoppet vokser, er helt fantastisk.  

The Pharcyde er dog ikke bare vittigheder, barnlige jokes og fjol. De har også deres mere alvorlige og personlige øjeblikke. "Passing Me By" hædres ofte som et af de bedste hiphop-numre overhovedet, og det ikke uden grund. Beatet, der er et overflødighedshorn af lækkerhed, er bygget op omkring Quincy Jones' "Summer In the City", hvis soul-lune stemning brænder igennem i J-Swift's kreation. Fatlip crooner et fantastisk omkvæd (grangiveligt efter at have været på svampe og fået optur på over Val Kilmer som Jim Morrison i The Doors!). Bootie Browns indledende vers er af ypperste skuffe:

"Now in my younger days I used to sport a shag /
When I went to school I carried lunch in a bag /
With an apple for my teacher cause I knew I'd get a kiss /
Always got me mad when the class was dismissed /
But when it was in session, I always had a question /
I would raise my hand to make her stand, come to my desk and /
Help me with my problem, it was never much /
Just a trick to smell her scent and try to sneak a touch /
Oh, how I wish I could hold her hand and give her a hug /
She was married to the man, he was a thug"   

Blæseren i omkvædet understøtter til perfektion den "nok se ikke røre" -fornemmelse man tydeligt kan fornemme, at Bootie Brown har været frustreret over at måtte finde sig i. En lodret mesterskæring. Hvis de første to linjer virker bekendte, er det måske fordi Time Bomb genfortolkede dem på Dr. Dre's "Some L.A. Niggas", hvor han rapper: "Now in my younger days I used to sport a rag / backpack full of cans and a 44 .mag". Egentlig et fint anerkendende nik fra gangsta-rapperne til deres mere stuerene L.A.-rapkollegaer.

En lige så mageløs mesterskæring følger efter i form af "Otha Fish", hvor SlimKid3 er alene om at stor-brillere. I løbet af tre vers rapper han sig igennem det velkendte koncept om, ikke at modtage samme mængder kærlighed som man giver. Fra at være smask-hamrende forelsket til at være rasende frustreret over at blive dumpet og måtte sande, at han selv, i hendes øjne, blot er endnu en fisk i havet. "Otha Fish" er det eneste nummer på BRII:TP der ikke er produceret af J-Swift. John "LA Jay" Barnes og SlimKid3 har stået for pragt-produktionen, hvor den cabaret-agtige slutning med overlappende sang-harmonier er evigt imponerende. "In the sea baby", "You know there's otha fish that's in the sea" og "You know there's otha, you know that there's otha" synges (med imponerende vokal fra rapperne) ind imellem hinanden og lyder fuldstændig fantastisk. Det har jeg ikke hørt mange andre rap-grupper gøre efter.

De har altså styr på humoren og følelserne, - feste kan de også! Før The Pharcyde eksisterede som rap-gruppe var de alle dansere, og de har selv sagt, at deres måde at rappe på har meget at gøre med deres individuelle måde at danse på (hvad end det helt præcist betyder?!). "Soul Flower (Remix)" er satans groovy, fuldendt med funky horn og en savtakket basgang, der den dag i dag ville gøre sig godt på klubbernes dansegulve. Det ligger velsagtens i titlen, at "Return of the B-Boy" er af præcis samme natur, hvis ikke et endnu vildere hiphop-dance-track. Bas'en kunne ikke være federe og trommerne kunne ikke sidde bedre i mellemgulvet.

Alt i alt sidder man med et album, der både byder på drengerøvs-humor, gak og løjer, fest og ballade, samt følsomme stunder og personlige øjeblikke. Det hele kædes elegant sammen af de akustiske jazz-mellemstykker, der, set individuelt, kan forekomme en smule sporadiske og rodede, men som stadig former en rød tråd, der gør albummet til en suveræn helheds-oplevelse.

Desværre - og det er ikke noget, der ødelægger pladen som sådan - har Bizarre Ride II: The Pharcyde et halv-sørgeligt eftermæle. De fire rappere krævede, ifølge J-Swift, uretfærdigt meget kredit for produktionerne, hvilket resulterede i uenigheder, der gjorde, at J-Swift forlod gruppen allerede inden pladen overhovedet var udkommet. Dette sendte J-Swift ud i et heftigt crack-misbrug, som han først er kommet nogenlunde ud af på den anden side af 2010'erne. I en skræmmende artikel fra magasinet Mass Appeal kan man læse om, hvordan hans hjemmestudie blev forvandlet til et kogepunkt for mexicansk narko-handlen, hvordan han begyndte at prostituere en kvindelig bekendte som havde berøvet ham og om, hvordan han blev holdt gidsel og mishandlet i sit eget studie. Et åbenlyst og strålende producer-talent, hvis beat-CV post-BRII:TP næsten kan tælles på blot to hænder. Don't do crack kids! Også Fatlip røg halvt i hundende. I Spike Jonze's dokumentar What's Up Fatlip fra 2003 kan man se ham dingle rundt i Hollywood's gader i cottoncoat og råbe efter piger, forbikørende og.... træer! Ja, igen, don't do drugs kids!

Uheldigt eftermæle eller ej, Bizarre Ride II: The Pharcyde er en milepæl i hiphoppen. Jeg "opdagede" albummet sent. Det var for ca. 3-4 år siden da Kanye West pegede på BRII:TP som hans favorite album of all time i et interview, at jeg naturligvis måtte opleve dette album, som jeg ikke rigtig kendte. - Og nøj hvor er jeg lykkelig for, at jeg fandt det. Det er efter min mening, sammen med 36 Chambers og Dah Shinin', det bedste hiphop fra start 90'erne.

5.5/6 

- Jeppe Barslund