Natti - Still Motion

Som gruppe har Cunninlynguists leveret nogle af hiphop-genrens vigtigste albums; albums jeg har snakket så meget om her på bloggen, at de på nuværende tidspunkt må være umulige at have undgået for jer læsere. Individuelt har især kaptajn Kno og førstestyrmand Deacon the Villain brilleret. Førstnævnte med det dystre, morbide og foruroligende smukke Death Is Silent og sidstnævnte som lidt mere flyvsk og eksperimenterende kunstner, der både har produceret hele albums for andre (JustMe's Tragedy & Dope) og indgået i skæve samarbejder med ligesindede kunstnere (Niggaz With Latitude med Sheisty Khrist). Op til nu er Natti den eneste, der ikke har slået sine folder uden for Cunninlynguists, men med Still Motion er han nu styrmand på sit eget første solo-projekt.

"Allow me to introduce myself...."

- Sådan lyder første linje på pladens indledende titelnummer. Umiddelbart kan linjen godt virke spøjs, da det at introducere sig selv er en meget "ny" ting at gøre; altså noget man typisk vælger at gøre i starten af sin karriere og ikke et årti inde i den. Ved nærmere eftertanke giver det dog god mening, for Natti er faktisk ikke blevet introduceret "ordenligt" i løbet af de plader han har lavet med Kno og Deacon som Cunninlynguists; det har altid handlet om noget andet og "større" end de tre individer selv. Still Motion (der var Natti's rap-navn inden Natti) er således den første rigtige introduktion af Natti, og en ganske grundig en af slagsen. Still Motion kommer godt omkring Natti som rapper og person, og man får serveret alt fra hans politiske holdninger og kommentarer til diverse samfunds-problematikker, til hård og tilrøget sydstats-rap og en tur ned ad en reference-fyldt memory lane, hvor bidder af Natti's yngre år  kommer til udtryk i lyriske knips. Indholdet er ganske rodet, men i og med at det hele er tankestreger der har rod i Natti og hans verden, ender rodet faktisk med at være en stramt bundet rød tråd.

Natti er en formidabel forfatter og tekniker; det har han alle dage været, og er det stadig her. Pladen åbnes med en række numre hvor hans forkærlighed til kush er fællesnævneren, men de kreative vinler til weed-rappen er stadig mange. På "Another Galaxy" rapper han fx:

"Damit This is not my planet  /
At least I hope not cuz I really can't stand it /
If it is so be it, I speak it how I see it /
Let that be the dirty acres flag, pledge allegiance" 

Natti er dog ikke en af dem, der bare nøjes med at sige, at han ikke kan holde verden ud, - han sørger for at fortælle lytteren præcist hvad han synes er galt med den. På "Black Diamonds" berører han den underspillede racisme, der stadig hersker: "Been called the "N-word", now it's the in word / Now we wanna delete it, treat it like a pretend word". På "Allegiance" rapper han om den systematiske undertrykkelse af sorte, bl.a. med fænomenalt godt skrevne linjer som disse:

"Welfare is the opposite of what I see depicted
They brought it like crack and now the hoods addicted /
Mommas on backs and daddy is out pitching /
He goes legit moves in they going to evict them /
Divide and conquer sons without fathers /
Surviving contra guns without armor /
Black white brown from lower to middle class /
Politicians need votes, they speak for the little man /
Election over, they forgetting your little ass /
from housing collapse to the jobs that we lack" 

Fænomenalt godt skrevne linjer kan også findes i den konceptuelle "Architecture", hvor Natti rekrutterer Sha Stimuli og Substantial for at fortælle om forskellige moderne strukturer og "arkitekturen" bag. Natti rapper om hvordan handlen af stoffer financierer bebyggelse i samfundet, Sha Stimuli rapper om rap-gamets struktur ("been locked in ten years no shine / I just step back and admire the design") og Substantial - der i mine øjne har det bedste vers - om det amerikanske skolesystemes (fallerede) struktur: "Mind boggling how they remodeling, my God! / Only wish they made our children as brilliant as this façade", og hans afsluttende linjer rammer hårdt: "The structure we’re viewing slowly become ruins in time / But for now just admire the design".

Lyrisk set er der ikke meget at sætte en finger på. Natti kommer bredt omkring tematisk set, og brillerer med sin levering, der både er hård og intens, og samtidig velkrydret med det velkendte sydlige accent, der både bidrager med autenticitet og charme.

Den torn, der er at finde i øjet, kommer i form af nogle af produktionerne. Det kom faktisk som lidt af et chok for mig, at jeg ikke faldt på halen over beat'sne per automatik. Kno og Deacon plejer at være totalt træfsikre, men ikke desto mindre står jeg i den situation, hvor jeg er nødt til at pege på lydsiden som værende bærende årsag for, at der trækkes ned på karakteren.
     Størstedelen af Still Motion ER båret op af fabelagtige beat - selvfølgelig er den det! Deacon er hovedleverandør af beats, og man kunne godt lokkes til at tro, at de har haft som skjult plan med Still Motion at vise verden, at Kno ikke er ene Cunninlynguist'ianer om at smede fabelagtige beats. Fra det spacy åbningsnummer med sine hvirvlende synth-slag og stramme trommer og funky guitar-toner og lune keys på "Pusher Man", til skævt klippet klagesang og sporadisk percussion på "Allegiance", et helt ufattelig flot flippet Bloodrock sample på "Architecture" og den eminente "Underground Railroad", hvor samplet gospel-nynnen maler tydelige associationer med slavearbejdet. Johnny Cash's "Ain't No Grave" skulle bare have været samplet, så man kunne få lyden af lænker der bliver slæbt hen ad jorden med. Fy for den lede det havde været stærke sager!
     Kno, der har travlt med Build To Fade projektet og Strange Journey Vol. 3 har "kun" bidraget med tre beats: den futuristisk-syntetiske "Another Galaxy", som jeg ærlig talt stadig ikke ved om jeg synes er fed eller lidt i overkanten, den rimelig jævne "Just Like You" og den overdrevet heftige "Filthy Hard", der lige præcis er beskidt hård!
     Numre som "Bright Lights Big City", "Late Night Cruise" og "G.O.R." siger mig dog intet. Skaden er ikke altødelæggende, men med en lille håndfuld numre, der forstyrrer det ellers yderst solide helhedsbillede, kan jeg ikke bevæge mig rundt helt oppe i de høje karakter-luftlag. Men Tag ej fejl, Still Motion er en ganske fantastisk plade, og som det første solo-udspil viser Natti, at han også sagtens kan lave rap uden for Cunninlynguists-rammerne.

4.5/6

- Jeppe Barslund

Støt Natti, Cunninlynguists og QN5 og køb Still Motion her.

Pusha T - My Name Is My Name

Pusha T's rap-karriere er bygget op omkring hans fortid som dope-hustler. Det er en ultra kort introduktion af ham, men den er stadig ganske rammende. Han har altid været totalt urokkelig i sit tekstunivers; alle dage har det handlet om salg af stoffer og livet som dope-dealer. De ydre, "pyntende" aspekter af rap-livet har aldrig haft den store betydning, - troværdigheden og ægtheden overfor universet har altid været primus motor. Sammen med storebroderen Malice har Pusha T, som Clipse, udgivet fantastisk hiphop hvor det netop ikke handlede om hvor meget man kunne rappe om, men hvordan man kunne forholde sig nuanceret og malerisk til dope-dealer universet. Hell Hath No Fury blev duoens kronværk.

Da Pusha T begyndte at blive gode venner med Kanye West og hænge ud med G.O.O.D. Music rapperne, blev der vendt godt og grundigt op og ned på det hele. Stil, mode og dresscodes blev en del af dagsordenen, og stort opsatte musikvideoer, koncerter og events blev ansigtet udadtil. Pusha T sværger til sit vante tekstunivers, men der er ikke længere meget omkring ham, der legitimerer hans tilgang til rap, og nu, med udgivelsen af sit debutalbum, er det næsten umuligt at bjerge sig vej igennem facade, lir, budgetter og andet dække, og se på ham med samme seriøsitet.

"This is my time, this is my hour /
This is my pain, this is my name, this is my power"

Sådan indledes pladen, og med disse ord, der overbringes med den overlegende snerten man kender så godt fra Pusha, lover det hele godt. Ordene ender dog - for mit vedkommende - med at love noget, som pladen på ingen måde kan holde. På "Hold On" rapper Pusha T linjerne, der for mig får korhuset til at falde sammen. Han rapper:

"I sold more dope than I sold records /
You niggas sold records never sold dope /
So I ain't hearin' none of that street shit /
'Cause in my mind you motherfuckers sold soap"

Jovist; linjerne, ordene og leveringen er der, det er alt omkring dem - og med det mener jeg størstedelen af My Name Is My Name - der gør dem ugyldige. Det er tydeligt, at han ønsker at optegne en 'realness'- skillelinje imellem sig selv og alle de andre sæbe-sælgende forfalskere, men som jeg ser det, er det ikke nok blot at sige det, han må vise det. Det er 'Show - don't tell' -princippet vi skal have fat i her. Den 'realness' han mener at besidde i så rigelige mængder at alle andre blegner i sammenligning må manifestere sig musikken - hvordan skulle vi ellers kunne tro på hans ord? Desværre bruger han størstedelen af My Name Is My Name på at fortælle om sin realness; glædeligt taler han varmt og insisterende om den, men kun momentvis viser han den, og det dræber for mig hele ideen med det univers han så gerne vil bygge op. Numre som den uudholdelige "Sweet Serenade", "Suicide" med sit fæle tyggegummi-bobbel-beat, den virkelig bløde "40 Acres" med enhver tandlæges drøm af en sukkersødt omkvæd og "Let Me Love You" med sit gabende kedelige beat og motherfucking Kelly Rowland (!!!) på et komplet uanseeligt omkvæd, modarbejder Pusha T's image så voldsomt, at stilen ender med at rette Pusha T ind til at ligne sine uheldige labelmates Big Sean og 2Chainz, på trods af, at han er utallige niveauer over dem, rent rap-mæssigt.
     Speaking of which - både Big Sean og 2Chainz gæster "Who Am I" og leverer noget af det dårligst skrevne rap jeg nogensinde har hørt. 2Chainz rapper: "Entrepreneur, strip club connoisseur / hot fudge sundae, pour it on you hallelujah / pour it on you hallelujah, pour it on you hallelujah", imens Big Sean rent faktisk får overbevist mig om, at han er dén dårligste rapper der findes:

"Bitch, I'm feelin' like a grown ass lil' boy, nigga na na na na na /
Bitch, I'm feelin' like a grown ass lil' boy, 'cause I still love to get pampered" 

Og nu tænker du måske, at det er lidt "unfair" at jeg fremhæver Big Seans linjer, når det nu er et Pusha T album vi har med at gøre, men hvis han har kunne leve som hustler med alle de valg, beslutninger og konsekvenser det uden tvivl indbefatter, så må han også finde sig i, at jeg holder ham personligt ansvarlig for sine valg af gæster. Der er en stor sandsynlighed for, at det er Kanye West der har truffet den beslutning for at circkle-jerke sin egen G.O.O.D. Music inderkreds, men det taler heller ikke just Pusha T's sag.

Og så er vi lidt tilbage hvor vi startede: nemlig at der sker ting og sager på My Name Is My Name, der - uanset hvis skyld det er - ganske simpelt bare er ødelæggende for helheden.
     På (den ellers ganske fremragende) "King Push" er der åbenlyse diss-linjer rettet imod Drake i andet vers, men flere numre længere inde på albummet er som stjålet fra en Drake-plade, så det diss fungerer ikke rigtig. Endvidere rapper han på samme nummer, at han er "...More BMF than Billboard"; altså mere appellerende for gaderne og dens hustlere end Billboard og dens hit-lister. Ironisk nok ligger han i skrivende stund som nummer fire på selv samme liste. Pladens helt store brøler ligger i, at Rick Ross gæster "Hold On", hvor "you niggas sold records never sold dope" -linjerne var fra. - Rick Ross, altså manden, der nærmest har gjort en karriere ud af at lege hustler. Hvordan var der ingen i tilblivelsesprocessen, der rejste sig op og sagde "hør, er det ikke lidt fjollet at have Rick Ross med på lige det er nummer?". Ross' vers er endda udmærket, det virker nærmest bare som en hån imod ham at have ham med, når nu Pusha T lægger sådan ud.

Men ret skal være ret, - der er ting der fungerer på My Name Is My Name. Pusha T leverer et utroligt første vers på "40 Acres" og et solidt afsluttende vers på "Sweet Serenade". På "Numbers On the Boards" fungerer ALT! Kanye West tager lidt råben fra et gammelt Bunny Sigles nummer og looper et lille fragment af A. King & J. Mattheus' "Pots 'n' pans" og skaber et af årets ledeste beats ud fra lidt skramlen. Sjovt som ingen rigtig kan tage sig sammen og indrømme at manden er genial. Det er tilsyneladende stadig sjovere at kalde ham idiot af alle mulige andre irrelevante grunde. Den Nottz-producerede "Nosetalgia" fungerer (naturligvis) også fortrinligt. Har får man minimalisme serveret i sin reneste form, og Pusha T leverer (bogstavelig talt) varen. Det samme gør Kendrick Lamar, og det er lige ved at blive pinligt når han træder ind på Pusha T's lyriske ejendom og finder MNIMN's mest interessante vinkel på dope-rappen:

"He said: "well nigga, then show me how it all makes sense" /
Go figure, motherfucker, every verse is a brick /
Your son dope, nigga"

I sidste ende ærger jeg mig dog over, at der er så lidt Pusha T til stede og så meget G.O.O.D. Music. Havde de beholdt "Numbers On the Boards" og "Nosetalgia" stilen havde de siddet med et potentielt mesterværk imellem deres hænder, men som My Name Is My Name ser ud nu, og der alt for meget skidt og kanel blandet sammen med Pusha T's 'dope', og han har derfor svært ved at overbevise mig som lytter og køber om, at hans vare er god. Der er ganske simpelt for meget, der taler imod ham.

3/6

- Jeppe Barslund