L.O.C. - Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1

. . .

Som nogen af jer måske har læst, så er wordonthestreet hjemmesiden lukket, hvilket vil sige, at jeg ikke længere har en platform at anmelde danske rap-udgivelser på. Dette betyder, at jeg en gang imellem vil anmelde danske plader på bloggen her i stedet, hvis jeg føler for det. Jeg har anmeldt over 125 udgivelser på wots, så hvis jeg ikke anmelder noget dansk musik ind imellem er jeg rimelig sikker på, at jeg får abstinenser!

Danmarks største rap-stjerne er ude med ny plade, og den massive omtale har naturligvis fulgt med. Sjovt nok har det nærmest på intet tidspunkt handlet om selve musikken, men i langt højere grad om skiftet fra EMI til TDC (om det var et tarveligt træk af L.O.C., eller om pladeselskaberne whiner for meget), og så har diverse (konspirations-) teorier floreret på nettet, omhandlende skjulte diss til L.O.C.s gamle legekammerater i Tabu.

Jeg vil fokusere på det musikalske indhold, men giver gerne mine umiddelbare tanker om de to emner.

Angående skiftet fra EMI til TDC = Y-D-E-R-S-T forståeligt! Fire gange så mange penge og frie hænder mht. musikken. Dumt ikke at takke ja til den deal. Man skal vist være mavesur pladeselskabschef for ikke at kunne se logikken i dét.  

Angående diss’et til Tabu-drengene = Der er en del, der kunne tolkes som et diss, men jeg kan simpelthen ikke se grunden til, at de pludselig skulle være raget uklar, so I’m gonna call ”fake” on this one.

Og nu til musikken.

”De har alle sammen blikket rette min vej /

Når jeg blir’ stor vil jeg være lige som mig”

Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 (herfra omtalt PPPv1) starter ufattelig stærkt ud, men daler markant hen imod slutningen. På den første håndfuld numre har L.O.C. en intensitet og sult hæftet til sin levering, som man skal tilbage til Melancolia/Xxx Couture pladen for at finde magen. At slå hovedet sammen med Es var dertil en fremragende idé, for hans mørke, sitrende og til tider tonstunge beats komplimenterer L.O.C.’s dans imellem depressiv ignorance og succes-hyldende fuck-finger attitude til perfektion. På åbneren, ”Marityrium”, rapper L.O.C.:

”Ja, jeg er ham rapperen der dufter lidt af nye penge /

Taler meget om kælighed, lever for alt andet end /

Stigmatiseret ved egen hånd /

Dog stadig forfattende en nekrolog i sin drøm /

Han kom fra Vestfronten med dårligt nyt /

For sindssygdom gør dig så fucking dyb /

En tabers adfærd men stadig den bedste /

Så når jeg dør skal der stå at alle vidste det”

”Ode Til Kvinde”, som Es har produceret sammen med Michel Svane, er i min bog en af de flotteste produktioner L.O.C. har rappet over i sin efterhånden lange karriere. Vekslen imellem de stillestående momenter og det tordnende rabalder, der er kædet sammen af, hvad jeg tror, er et vokalsample, lyder simpelthen eminent.

Førstesinglen ”Noget Dumt”- som jeg går ud fra er hans sang til Frk. Schaumburg-Müller - er endnu en perle. Flawless og Es har kreeret et opløftende track fuldendt med klappen, strygere og ”la la la la”’er, og nummeret repræsenterer for mig den helt rigtige måde at lave troværdig, solid hiphop til hitlisterne på.

Halvvejs inde når pppv1 sit kogepunkt med ”Under Nul”, der foruden en gedigen tekst bæres op af en af Es’ bedste produktioner i virkelig lang tid. Opbygningen fra grumset og mørk synth i versene til storladen tromme-bragen i omkvædet er fabelagtig, intet mindre.

Men fra ”Under Nul” af går det i den forkerte retning. ”Jeg Er Judas” er egentlig okay, L.O.C. rapper fortrinligt og beatet er yderst solidt, men Jokeren – her Gigolo Jesus – gæster med en lang passage spoken word, og for at være helt ærlig, så magter jeg bare ikke at høre på den mand. Det er nok ikke den mest saglige kritik, men det er sådan jeg har det, han er hamrende anstrengende, og gør egenhændigt et ellers fedt nummer til et man springer over. ”Skyd Mig Ned” lider lidt af samme problem; fedt beat, fed rap, men omkvædet, leveret af Pernille Vallentin, rammer en nerve i mit øre der simpelthen gør nummeret umuligt at høre på. ”Jetlag” er for sin vis et okay nummer, og Dub-C featuren er fed, men southern crunk stilen passer ingenlunde ind i den røde tråd resten af pppv1 så fint holder. Et nummer jeg nok i højere grad havde forventet at finde på en U$O plade. Den afsluttende, mere rock’ede version af ”SGMD” siger mig heller ikke det store. Originalen er bestemt at foretrække, men jeg kan snildt se det nummer få en live koncert til at koge over.

Så alt i alt starter Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 utrolig stærkt ud, med en række numre, der viser L.O.C. fra hans helt rigtige side over produktioner, der sætter Es tilbage på den piedestal, han i min bog var faldet ned fra med Ill Street Blues, 4Pro og Revoltage pladerne. Men kvalitets-kurven knækker hen imod slutninger, med fire numre, der desværre trækker en del ned. Jeg ligger imellem et stort 3-tal eller en lille 4'er, men fordi jeg vitterligt synes at første del er så flot, så får den 4'eren.

Hent pladen gratis her

4/6

- Jeppe Barslund