LEFTOVERS2011

HipHopAnmeldelser & Ocean Prawns a/s præsenterer

LEFTOVERS2011

Nøøj hvor har jeg glædet mig til at kunne præsentere den her for jer! 

Det var virkelig "stort" for mig at udgive 2010'eren sidste år, men selvom 1'eren altid vil være ens "baby", så vil jeg med ærlighed i stemmen sige, at LEFTOVERS2011 er bedre og mere ambitiøs på alle leder og kanter.

Jeg har arbejdet på projektet i et halvt år, og næsten hele vejen igennem har jeg følt mig "My Super Sweet 16" -forkælet, for jeg har fået alt hvad jeg har peget på, med meget få undtagelser. Også numre, som jeg aldrig havde forestillet mig var mulige at få lov til at bruge. Det er fantastisk så langt man kommer ved at spørge pænt. 

LEFTOVERS2011 indeholder således både nogle af sidste års mere kendte undergrunds-hits som Evidences' DJ Premier banger "You" og Apathy's støvede hometown-anthem "Peace Connecticut", men i særdeleshed også nogle af 2011's forbigåede og oversete kunstnere som Sims, Otayo Dubb og Malcolm & Martin, der om nogen har gjort 2011 til et fantastisk hiphop år.

     Du kan altså få fem kvarters sublim hiphop fordelt på 19 unikke tracks, og det skal ikke koste dig en krone. Hvis du skaffer +1 ny fast læser til bloggen og like'r facebook-siden (begge gøres lige ude til højre), så er jeg mere end tilfreds. Når du har gjort det, sender du bare en mail til mig med navn og adresse, så sender jeg et fysisk eksemplar til dig. Kan det blive lettere?

Skriv til : 

jeppe_barslund@hotmail.com eller 

jeppebars@gmail.com

- Og jeg vil meget gerne høre hvad du synes om skiven, så når du har fået hørt den ordenligt igennem, skal du være mere end velkommen til at skrive en kommentar til indlægget og give din mening om mixtapet og projektet til kende. Jeg glæder mig til at høre hvad I synes om det.

LEFTOVERS2011 Traclist:

01. Zion I & The Grouch - Victorious People feat. Freeway & The R.O.D. Project

02. Toby - Sunshine Blues feat. Deacon the Villain

03. Reks - The Underdog

04. Sims - Sink & Syncopate

05. Theory Hazit - One For Jerome (Imperial Remix)

06. Otayo Dubb - Show You the Door feat. Sakima

07. Apathy - Peace Connecticut

08. Hassaan Mackey & Apollo Brown - Volume

09. Evidence - You

10. The Funk League - On & On feat. Sadat X

11. Malcolm & Martin - Ain't Seen Nothing Yet

12. Grieves - Falling From You

13. Marq Spekt & Kno - All Smiles (Plastic Mask)

14. Braille - DeepRest

15. Eligh & Amp Live - Ms. Meteor feat. Steve Knight

16. Theory Hazit & Toni Shift - Modern Marvels feat. Wildchild, Lightheaded & DJ Idull

17. Phonte - Who Loves You More feat. Eric Roberson

18. Doomtree - Team the Best Team

19. Blueprint - Welcome Home

Læs Undertoners anmeldelse af LEFTOVERS2011

Credits.

01. (A. Anderson, S. Gaines, C. Scoffern, L. Pridgen) Produceret af Amp Live. Taget fra albummet "Heroes in the Healing of a Nation" (Hard Boiled/ZandG Music 2011). 02. (T. Ganger, W. Polk II, A. Berg, J. Van Dijk) Produceret af Manifest Music. Taget fra EP'en "Evolutionary" (udgivet uden selskab, 2012 (nummeret udgivet som single i 2011)). 03. (C.I. Christie) Produceret af Blaze P. Taget fra albummet "R.E.K.S. (Rhythmatic Eternal King Supreme)" (Brick Records 2011). 04. (A. Sims, A. Bader) Produceret af Lazerbeak. Taget fra albummet "Bad Time Zoo" (Doomtree Records 2011). 05. (T. Washington, D. Walker) Produceret af Imperial. Eksklusivt Illect Recordings remix (Illect Recordings 2011). 06. (T. Muller, S. Williams, J. Boschetti, E. Strand) Produceret af CAV3. Taget fra albummet "Cold Piece of Work" (Beat Rock Music 2011). 07. (C. Bromley, E. Dewgarde, W. Dewgarde) Produceret af Da Beatminerz. Taget fra albummet "Honkey Kong" (Dirty Version Records 2011). 08. (H. Mackey, A. Brown) Produceret af Apollo Brown. Taget fra albummet "Daily Bread" (Mello Music Group 2011). 09. (M. Perretta, C. Martin) Produceret af DJ Premier. Taget fra albummet "Cats And Dogs" (Rhymesayers Entertainment 2011). 10. (Hugo, Soulbrother Suspect, D. Murphy) Produceret af The Funk League. Taget fra albummet "Funky As Usual" (Favorite Records 2012 (nummeret udgivet som single i 2011)). 11. (D. Jones, K. Lane, K. Hoffman) Produceret af DJ Revolution. Taget fra albummet "Life Doesn't Frighten Me" (Soul Spazm Records 2011). 12. (B. Laub, J. Karp) Produceret af Budo & Grieves. Taget fra albummet "Together/Apart" (Rhymesayers Entertainment 2011). 13. (M. Spekt, R. Wisler) Produceret af Kno. Taget fra albummet "Machete Vision" (QN5 Music 2011). 14. (B. Winchester, L.D. Griffin Jr.) Produceret af Symbolic "S1" One. Taget fra albummet "Native Lungs" (Humble Beast Records 2011). 15. (E. Nachowitz, A. Anderson, S. Knight) Produceret af Amp Live. Taget fra albummet "Therapy At 3" (Legendary Music/Live Up 2011). 16. (T. Washington, T. Shift, J. Brown, S. Herman, B. Winchester, M. Campbell, T. Pumphrey) Produceret af Toni Shift. Taget fra albummet "Modern Marvels" (Illect Recordings 2010 (nummeret udgivet som single i 2011)). 17. (P. Coleman, E. Roberson, E. Jones) Produceret af E. Jones. Taget fra albummet "Charity Starts At Home" (Foreign Exchange Music 2011). 18. (A. Sims, A. Bader, K. Smith, S. Alexander, M. Marquez, J. Samels, M. Wander) Produceret af Lazerbeak. Taget fra albummet "No Kings" (Doomtree Records 2011). 19. (A. Shepard) Produceret af Blueprint. Taget fra albummet "Adventures In Counter-Culture" (Rhymesayers Entertainment 2011)  

L.O.C. - Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1

. . .

Som nogen af jer måske har læst, så er wordonthestreet hjemmesiden lukket, hvilket vil sige, at jeg ikke længere har en platform at anmelde danske rap-udgivelser på. Dette betyder, at jeg en gang imellem vil anmelde danske plader på bloggen her i stedet, hvis jeg føler for det. Jeg har anmeldt over 125 udgivelser på wots, så hvis jeg ikke anmelder noget dansk musik ind imellem er jeg rimelig sikker på, at jeg får abstinenser!

Danmarks største rap-stjerne er ude med ny plade, og den massive omtale har naturligvis fulgt med. Sjovt nok har det nærmest på intet tidspunkt handlet om selve musikken, men i langt højere grad om skiftet fra EMI til TDC (om det var et tarveligt træk af L.O.C., eller om pladeselskaberne whiner for meget), og så har diverse (konspirations-) teorier floreret på nettet, omhandlende skjulte diss til L.O.C.s gamle legekammerater i Tabu.

Jeg vil fokusere på det musikalske indhold, men giver gerne mine umiddelbare tanker om de to emner.

Angående skiftet fra EMI til TDC = Y-D-E-R-S-T forståeligt! Fire gange så mange penge og frie hænder mht. musikken. Dumt ikke at takke ja til den deal. Man skal vist være mavesur pladeselskabschef for ikke at kunne se logikken i dét.  

Angående diss’et til Tabu-drengene = Der er en del, der kunne tolkes som et diss, men jeg kan simpelthen ikke se grunden til, at de pludselig skulle være raget uklar, so I’m gonna call ”fake” on this one.

Og nu til musikken.

”De har alle sammen blikket rette min vej /

Når jeg blir’ stor vil jeg være lige som mig”

Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 (herfra omtalt PPPv1) starter ufattelig stærkt ud, men daler markant hen imod slutningen. På den første håndfuld numre har L.O.C. en intensitet og sult hæftet til sin levering, som man skal tilbage til Melancolia/Xxx Couture pladen for at finde magen. At slå hovedet sammen med Es var dertil en fremragende idé, for hans mørke, sitrende og til tider tonstunge beats komplimenterer L.O.C.’s dans imellem depressiv ignorance og succes-hyldende fuck-finger attitude til perfektion. På åbneren, ”Marityrium”, rapper L.O.C.:

”Ja, jeg er ham rapperen der dufter lidt af nye penge /

Taler meget om kælighed, lever for alt andet end /

Stigmatiseret ved egen hånd /

Dog stadig forfattende en nekrolog i sin drøm /

Han kom fra Vestfronten med dårligt nyt /

For sindssygdom gør dig så fucking dyb /

En tabers adfærd men stadig den bedste /

Så når jeg dør skal der stå at alle vidste det”

”Ode Til Kvinde”, som Es har produceret sammen med Michel Svane, er i min bog en af de flotteste produktioner L.O.C. har rappet over i sin efterhånden lange karriere. Vekslen imellem de stillestående momenter og det tordnende rabalder, der er kædet sammen af, hvad jeg tror, er et vokalsample, lyder simpelthen eminent.

Førstesinglen ”Noget Dumt”- som jeg går ud fra er hans sang til Frk. Schaumburg-Müller - er endnu en perle. Flawless og Es har kreeret et opløftende track fuldendt med klappen, strygere og ”la la la la”’er, og nummeret repræsenterer for mig den helt rigtige måde at lave troværdig, solid hiphop til hitlisterne på.

Halvvejs inde når pppv1 sit kogepunkt med ”Under Nul”, der foruden en gedigen tekst bæres op af en af Es’ bedste produktioner i virkelig lang tid. Opbygningen fra grumset og mørk synth i versene til storladen tromme-bragen i omkvædet er fabelagtig, intet mindre.

Men fra ”Under Nul” af går det i den forkerte retning. ”Jeg Er Judas” er egentlig okay, L.O.C. rapper fortrinligt og beatet er yderst solidt, men Jokeren – her Gigolo Jesus – gæster med en lang passage spoken word, og for at være helt ærlig, så magter jeg bare ikke at høre på den mand. Det er nok ikke den mest saglige kritik, men det er sådan jeg har det, han er hamrende anstrengende, og gør egenhændigt et ellers fedt nummer til et man springer over. ”Skyd Mig Ned” lider lidt af samme problem; fedt beat, fed rap, men omkvædet, leveret af Pernille Vallentin, rammer en nerve i mit øre der simpelthen gør nummeret umuligt at høre på. ”Jetlag” er for sin vis et okay nummer, og Dub-C featuren er fed, men southern crunk stilen passer ingenlunde ind i den røde tråd resten af pppv1 så fint holder. Et nummer jeg nok i højere grad havde forventet at finde på en U$O plade. Den afsluttende, mere rock’ede version af ”SGMD” siger mig heller ikke det store. Originalen er bestemt at foretrække, men jeg kan snildt se det nummer få en live koncert til at koge over.

Så alt i alt starter Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 utrolig stærkt ud, med en række numre, der viser L.O.C. fra hans helt rigtige side over produktioner, der sætter Es tilbage på den piedestal, han i min bog var faldet ned fra med Ill Street Blues, 4Pro og Revoltage pladerne. Men kvalitets-kurven knækker hen imod slutninger, med fire numre, der desværre trækker en del ned. Jeg ligger imellem et stort 3-tal eller en lille 4'er, men fordi jeg vitterligt synes at første del er så flot, så får den 4'eren.

Hent pladen gratis her

4/6

- Jeppe Barslund

Odd Future - The OF Tape Vol. 2

Det er efterhånden noget tid siden Odd Future har været under luppen her på bloggen. Det var som om, at hype-ballonen tabte en del luft, umiddelbart efter Goblin og Nostalgia, ULTRA udkom. Hvor det pre-Goblin primært var på grund af vanvittige liveshows og nye tracks OFWGKTA var i nyhederne, lod nyhederne post-Goblin mestendels til at handle om, hvor kendte de var blevet. Tyler, the Creator fik travt med at lave numre med en række verdensstjerne, der gerne ville låne lidt af hans stjernestøv, og pludselig skulle Frank Ocean til Hawaii for at lave musik med Jay-Z og Kanye West. De sidste mange videoer jeg har set med dem på YouTube har ligeledes handlet om, hvor mennesker de har kunne få til at stå i kø for at komme ind i deres pop-up shops rundt omkring i verden.
     Er der noget galt med, at de er blevet kendte? Slet ikke. Men eftersom deres musik i længere tid har været 2. prioritet når er kommet til OF-newsfeeds, har min interesse i kollektivet dalet en del over de seneste måneder. Men nu er hele gruppen samlet på The OF Tape Vol. 2 (som vist er en officiel plade i modsætning til Radicals), og selvom den består af ufatteligt meget grelt musik, så er det sjovt nok et vidunderligt gensyn! 

Efter førnævnte samarbejder med bl.a. Pharrell, 1500 or Nothin', Kanye og Jay-Z kunne man frygte, at OF havde fået en fod indenfor den kommercielle musikbranche, hvilket plejer at være en farlig ting, men det er slet ikke tilfældet. - Det er med nærværende album ganske tydeligt, at det er resten af musikbranchen, der vil have en fod indenfor OF's legeland. Dertil skal man også huske på, at Frank Ocean skrev sange for Justin Bieber før OF havde en reel udgivelse i kataloget, og så har MellowHype, Hodgy Beats og The Internet holdt OF fanen højt med mindre profilerede udgivelser på sidelinjen. Altså: alt er som før. De er stadig rablende vanvittige, stadig fulde af tossede ideer, og så har de stadig lige så svært ved at holde en kvalitativ standart i deres projekter!

Hele pladen, med et enkelt nummer som undtagelse, er produceret af Left Brain og Tyler, the Creator, og også her er det som det plejer; ikke udpræget flot. Utallige synth-elementer, hurtigt-slående hi-hats, syntetiske trommer og syntetiske basgange. Det er meget lidt kønt, men det er også lige præcis der OF hører hjemme. Det skal være skramlet, mørkt og uskønt. Synes jeg det er godt? - Kun en sjælden gang imellem. Men OF fans vil med garanti klappe i deres hænder over, at de har formået at holde deres stil så intakt. Med track-titler som f.eks. "Bitches", "Real Bitch" og "We Got Bitches" er der heller ikke noget nyt under solen hvad lyrikken angår. Jeg vil måske endda mene, at indholdet herpå rangerer højere på ignorance-barometeret end nogensinde før! Det er nærmest underholdende, men ved nærmere eftertanke nok også en smule sørgeligt, - en hel plade fyldt med så meget varmluft og uinspirerende tekster.

Der er godt nok også langt imellem talenterne! Tyler, the Creator er og forbliver den mest spændende rapper, og Frank Ocean er permanent garant for sublim musik. Hans medvirke er desværre begrænset til den sommer-lune "Analog 2" (efterfølgeren til et af Goblins kongetracks), den skærende "Snow White", hans lille solo-stykke "White" og en glimrende rap-del på det eminente possecut "Oldie".
     Men der er altså virkelig mange af de andre medlemmer der er decideret dårlige. Jeg har på fornemmelsen at de er klar over det, og delvist medvirker som en joke. "Rappere" som Domo Genisis, Jasper, Taco og Mike G er ganske simpelt ikke særlig dygtige i mine øjne, og selv Hodgy Beats skuffer en smule undervejs. Den længe savnede Earl er at finde på et enkelt nummer, og selvom han klart ligger blandt de forreste i rap-feltet, så kan jeg stadig ikke se den der "the best rapper at his age since Nas" -mærkat han har fået sat på sig. Jovist han er god, men så god er han ikke. Måske fremstår han bare sådan i OF klientellet?

Af en eller anden mærkværdig årsag synes jeg dog stadig at The OF Tape Vol. 2 er hamrende underholdende. Det er nok fordi, at det er energien og galskaben der er i førersædet, og ikke nødvendigvis sublime rapskills og prangende beats. Jeg har set live-videoer med dem, hvor de fremfører numre fra deres plader som jeg ikke kan fordrage, men som ganske simpelt bare er geniale i live-form. OFWGKTA er derfor nok den mest inkonsistente gruppe som jeg synes bedst om! Bottomline er vel nok bare, at de er et forrygende selskab, tvivlsom musik til trods. Videoen til "Oldie" (der efter min mening er gruppens bedste sang til dato) siger faktisk det hele. Nummeret er ti minutter langt, og der sker egentlig ikke andet end at de gøgler rundt til et fotoshoot og rap-mimer deres vers ind i kameraet, men det alene har så meget undeholdningsværdi, at man snildt kan se den igennem flere gange.

 

- Jeg synes ikke at The OF Tape Vol. 2 er særlig godt, men jeg er stadig skabs-fan, der netop bestilt en Golf Wang T-shirt, så et-eller-andet gør kolbøttefabrikken tydeligvis rigtigt.

Hvad synes I om OF og deres seneste udspil?

2.5/6

- Jeppe Barslund