Nota Bene og Davey sammen om en hel plade. God damn. Her er ret beset tale om mit største ønske i hiphop-regi, der nu går i opfyldelse. Et ønske jeg har haft siden den skæbnesvangre dag, hvor jeg hørte "Kryb" på Spytbakken #3 for første gang og mit syn på hiphop blev ændret for bestandigt. Dialektens Ude af Frekvens EP kom kort tid efter, og her stod det klart, at jeg især med nummeret "Melodier i larmen" var blevet introduceret for en lyd og en stilart indenfor dansk rap, jeg ikke anede eksisterede, og som havde besnæret mig uigenkaldeligt. Fra da af lyste Nota Bene og Davey op som landets fornemmeste MC og producer, og dét har holdt ved lige siden.
Dag for dag er deres første fuldlængdes album sammen. Et album, der har været længe undervejs og som blandt andet er blevet til i en kreativt dvale i en svensk skovhytte, hvor de, komplet afsondret for omverdenen og frigjort fra forstyrrelser, har kunne fokusere al energi på deres førstefødte. Og dét kan høres. Nota Bene og Davey har med Dag for dag bedrevet noget af deres hidtil stærkeste materiale, og det siger æddermanme ikke så lidt!
Dag for dag er overordnet set en historie om, hvordan begær, griskhed og jagten på penge langsomt opløser og forpurrer verden. Hiphoppen forpurres ("Hiphop er en taber-kultur / Ingen tør at stå ved den uden større reklamebureauer / Forbrugerne er børn der ka' li' gangster-rap / Så rapperne leger de' gangster for at betale deres skat"), politik forpurres ("Dem du gir' din stemme har ikk' tid til det hele / De' fedtet ind i magt og penge / Jeg gir' min tillid til de uafhængige / For selv enhedslisten blir' forpurret når du putter penge i") og forhold forpurres ("Ingen overdrivelse, de river dig rundt / Jeg ligger vågen om natten, kigger på damen, hvor længe tåler hun minimum?"), ja, iveren efter skillinger har groft sagt skovlen under os:
Midt i det hele står en mand med klarsyn, der ikke lader sig forpurre, og som er rasende frustreret over dette fornuftens og forstandens forfald. Nota Bene lever med konsekvensen af, ikke at kunne købes for penge. Han er fri, men døjer samtidig med en hjemløs vrede over det pengeræs, der har gjort verden til et koldt sted. En vrede, der med sitrende kraft kommer til udtryk på snart samtlige skæringer. Budskabet lyder klart, at vi skal have vendt vrangen ud på status quo. Desværre spænder Nota Benes indre hykler ben for den ukuelige idealist, og det endelige udfald er, at der ikke sker meget andet, end at livet går sin gang, dag for dag:
Med hiphoppen har Nota Bene dog fundet sit fristed midt i dårligdommen, hvor han kan ånde, finde glæde, skabe mening og ikke mindst få afløb for frustrationerne. "Jeg har det sjovt med hiphop, så jeg gør noget for det / Du knokler kun for penge og venter på dine børn blir' voksne / Mens jeg elsker det her, det' min legestue / Ikk' et job men jeg' stadig i boksen en hel arbejdsuge" lyder det på "Slip det fri", og som sagt så gjort: Nota Bene serverer noget af det ypperligste hiphop i mands minde. Fra bister battlerap, svadaer af episke proportioner og benhård braggadocio til fabelagtige revserier og små strejf af mesterlig historiefortælling.
Nota Bene er kort sagt den bedste til at gøre det. Hans talent udi rappens mange komplekse teknikker er hverken indstuderet eller tillært, det er naturgivet. Simpelthen iboende og u-fraskillelig. Tog man hiphoppen ud af Nota Bene ville han falde slapt til jorden som et tomt hylster. Denne immanente gave kommer til udtryk konstant: i hans brovtende askebæger-vokal, i hans bidske flow, hans stemmekontrol, hans nærvær og hans autenticitet, og i den intensitet og råhed, hvormed han leverer sine tekster. Ja selv når han vrisser, snerrer og beordrer sit mundvand tilbage ind bag de sammenbidte tænder, hvilket tit er tilfældet, virker det som en naturlig del af flowstykkerne. Alt dette, lagt sammen, resulterer i min optik i en astronomisk pakke perfektion, der uden tvivl gør sig som dansk raps mest komplette af slagsen. Ingen har så (tilsyneladende) let ved at lyde så voldsomt blæret og overbevisende.
Tilføj dertil Davey, der fabrikerer beats af så abnorme proportioner, at gængse målestokke må pakkes væk, og man sidder med noget decideret uhørt. Skulle man låne lidt terminologi fra klima-verdenen, ville jeg kalde kombinationen af Nota Bene og Davey en 10-års hændelse i dansk rap, hvis ikke 20-års. Davey gør det på sin helt egen måde. Sin helt egen vanvittige måde! Sjældent har noget så stramt komponeret lydt så tøjleløst, og sjældent har så meget omtanke og teknisk begavelse udmundet i noget så balstyrisk. Jeg ved stort set intet om at producere beats eller om processen bag, men med Davey sidder jeg alligevel med en idé om, at det er en teknisk snilde, forståelse og formåen langt ud over det sædvanlige, der ligger bag de sygeligt velproducerede beats. Og se bare på det alsidige, bredtfavnende og eksotiske lyd-arkiv, der er taget i brug, med harmonikaer, caribiske olietrommer, tribal-drums, spilledåser, orientalske strengeinstrumenter, panfløjter, didgeridooer, et hav af klokkespil, guitarer, banjoer og blæsere (og det er ikke engang det halve af det!). Det er højst uortodokst, hovedkulds kompromisløst og yderst musikalsk. Numre som "Til det ender", "Den sidste", "Slip det fri" og "Karrusellen" er produceret så englene synger, og "Én" er noget af det mest originale og geniale jeg har hørt nogensinde.
Den store sejr kommer dog med en mindre fortabelse. Det forholder sig nemlig så ironisk, at det, der gør Note Bene og Davey så forbasket overlegne i hver deres felt, viser sig også at være deres akilleshæl på Dag for dag. I Nota Benes tilfælde føler jeg, at albummets rammer begrænser hans kunstneriske udfoldelse nok til, at man higer efter nogle andre vinkler og narrativer. Han bevæger sig inden for et ganske snævert emnefelt, hvor rappen i overvejende grad kredser om den samme tematik i løbet af de 14 skæringer, og derved læner sig farligt meget op ad det ensidige. Et nummer som "Pernille" skiller sig markant ud fra mængden, på samme måde som "Kvart over fem" gjorde det på Rutinetjek EP'en, og dén side af Nota Bene havde jeg håbet at se endnu mere af. På samme vis gik jeg ind til Dag for dag med et spinkelt håb om, at Davey ville servere en bred varieté af beats, men det er holdt næsten udelukkende i de stort anlagte og tæt sammenstuvede produktioner. "Den sidste", "Pernille" og "Frem" stikker ud, men ellers er grundtanken ens, hvilket bevirker, at man sammenligner internt og skaber en rangorden, hvor de svageste øjeblikke som "Støv" (der beklageligvis åbner pladen) og "Dag for dag" visner hen. Det bliver helt bogstaveligt for meget af det gode, hvilket rigtig nok går under kategorien luksusproblem, men ikke desto mindre har det et udfald på mit overordnede indtryk af pladen, for når niveauet er så svimlende højt er det tilladt at have forventninger derefter.
Disse mindre fortabelser ændrer dog ikke ved, at Nota Bene og Davey har begået et monstrum af en plade med Dag for dag. Skulle man låne lidt terminologi fra klima-verdenen, ville jeg kalde kombinationen af Nota Bene og Davey en 10-års hændelse i dansk rap, hvis ikke 20-års, og med Dag for dag har de udgivet et album, der bliver svært at vippe af pinden som årets bedste, på trods af, at vi blot skriver januar måned.
"Vi holder ud, ser igennem fingre /
Holder vejret og ber' til en nem vinter /
Holder kæft, holder tavst igen /
Og venter stille på at nogen spoler frem til enden"
Dag for dag er overordnet set en historie om, hvordan begær, griskhed og jagten på penge langsomt opløser og forpurrer verden. Hiphoppen forpurres ("Hiphop er en taber-kultur / Ingen tør at stå ved den uden større reklamebureauer / Forbrugerne er børn der ka' li' gangster-rap / Så rapperne leger de' gangster for at betale deres skat"), politik forpurres ("Dem du gir' din stemme har ikk' tid til det hele / De' fedtet ind i magt og penge / Jeg gir' min tillid til de uafhængige / For selv enhedslisten blir' forpurret når du putter penge i") og forhold forpurres ("Ingen overdrivelse, de river dig rundt / Jeg ligger vågen om natten, kigger på damen, hvor længe tåler hun minimum?"), ja, iveren efter skillinger har groft sagt skovlen under os:
"De er der fra det starter til det ender /
De tykkelsen på huden i din papas hænder /
De knækker skæbner og splitter gamle venner /
De mere værd end tid sammen med dem vi elsker"
Midt i det hele står en mand med klarsyn, der ikke lader sig forpurre, og som er rasende frustreret over dette fornuftens og forstandens forfald. Nota Bene lever med konsekvensen af, ikke at kunne købes for penge. Han er fri, men døjer samtidig med en hjemløs vrede over det pengeræs, der har gjort verden til et koldt sted. En vrede, der med sitrende kraft kommer til udtryk på snart samtlige skæringer. Budskabet lyder klart, at vi skal have vendt vrangen ud på status quo. Desværre spænder Nota Benes indre hykler ben for den ukuelige idealist, og det endelige udfald er, at der ikke sker meget andet, end at livet går sin gang, dag for dag:
"Jeg ved det, jeg burde hidse mig ned /
Det' spild af tid, intet vindes ved ligegyldig bitterhed /
Jeg burde ligge mig ned og gøre min pligt som borger /
Men de her skyklapper kradser når jeg ikk' sover /
Der' rigeligt at bitche over, vi' slaver af skillinger /
Fornuften abortere, idioter laver trillinger /
Vi overbefolket, det' ikk' værd at forsøge /
Misantrop, hykler, red verden, læg dig ned og dø"
Med hiphoppen har Nota Bene dog fundet sit fristed midt i dårligdommen, hvor han kan ånde, finde glæde, skabe mening og ikke mindst få afløb for frustrationerne. "Jeg har det sjovt med hiphop, så jeg gør noget for det / Du knokler kun for penge og venter på dine børn blir' voksne / Mens jeg elsker det her, det' min legestue / Ikk' et job men jeg' stadig i boksen en hel arbejdsuge" lyder det på "Slip det fri", og som sagt så gjort: Nota Bene serverer noget af det ypperligste hiphop i mands minde. Fra bister battlerap, svadaer af episke proportioner og benhård braggadocio til fabelagtige revserier og små strejf af mesterlig historiefortælling.
"Niveauet er vores mester, men vi' under radaren /
Vi over hovedet på dem, vi står ved vores vartegn"
Nota Bene er kort sagt den bedste til at gøre det. Hans talent udi rappens mange komplekse teknikker er hverken indstuderet eller tillært, det er naturgivet. Simpelthen iboende og u-fraskillelig. Tog man hiphoppen ud af Nota Bene ville han falde slapt til jorden som et tomt hylster. Denne immanente gave kommer til udtryk konstant: i hans brovtende askebæger-vokal, i hans bidske flow, hans stemmekontrol, hans nærvær og hans autenticitet, og i den intensitet og råhed, hvormed han leverer sine tekster. Ja selv når han vrisser, snerrer og beordrer sit mundvand tilbage ind bag de sammenbidte tænder, hvilket tit er tilfældet, virker det som en naturlig del af flowstykkerne. Alt dette, lagt sammen, resulterer i min optik i en astronomisk pakke perfektion, der uden tvivl gør sig som dansk raps mest komplette af slagsen. Ingen har så (tilsyneladende) let ved at lyde så voldsomt blæret og overbevisende.
Tilføj dertil Davey, der fabrikerer beats af så abnorme proportioner, at gængse målestokke må pakkes væk, og man sidder med noget decideret uhørt. Skulle man låne lidt terminologi fra klima-verdenen, ville jeg kalde kombinationen af Nota Bene og Davey en 10-års hændelse i dansk rap, hvis ikke 20-års. Davey gør det på sin helt egen måde. Sin helt egen vanvittige måde! Sjældent har noget så stramt komponeret lydt så tøjleløst, og sjældent har så meget omtanke og teknisk begavelse udmundet i noget så balstyrisk. Jeg ved stort set intet om at producere beats eller om processen bag, men med Davey sidder jeg alligevel med en idé om, at det er en teknisk snilde, forståelse og formåen langt ud over det sædvanlige, der ligger bag de sygeligt velproducerede beats. Og se bare på det alsidige, bredtfavnende og eksotiske lyd-arkiv, der er taget i brug, med harmonikaer, caribiske olietrommer, tribal-drums, spilledåser, orientalske strengeinstrumenter, panfløjter, didgeridooer, et hav af klokkespil, guitarer, banjoer og blæsere (og det er ikke engang det halve af det!). Det er højst uortodokst, hovedkulds kompromisløst og yderst musikalsk. Numre som "Til det ender", "Den sidste", "Slip det fri" og "Karrusellen" er produceret så englene synger, og "Én" er noget af det mest originale og geniale jeg har hørt nogensinde.
Den store sejr kommer dog med en mindre fortabelse. Det forholder sig nemlig så ironisk, at det, der gør Note Bene og Davey så forbasket overlegne i hver deres felt, viser sig også at være deres akilleshæl på Dag for dag. I Nota Benes tilfælde føler jeg, at albummets rammer begrænser hans kunstneriske udfoldelse nok til, at man higer efter nogle andre vinkler og narrativer. Han bevæger sig inden for et ganske snævert emnefelt, hvor rappen i overvejende grad kredser om den samme tematik i løbet af de 14 skæringer, og derved læner sig farligt meget op ad det ensidige. Et nummer som "Pernille" skiller sig markant ud fra mængden, på samme måde som "Kvart over fem" gjorde det på Rutinetjek EP'en, og dén side af Nota Bene havde jeg håbet at se endnu mere af. På samme vis gik jeg ind til Dag for dag med et spinkelt håb om, at Davey ville servere en bred varieté af beats, men det er holdt næsten udelukkende i de stort anlagte og tæt sammenstuvede produktioner. "Den sidste", "Pernille" og "Frem" stikker ud, men ellers er grundtanken ens, hvilket bevirker, at man sammenligner internt og skaber en rangorden, hvor de svageste øjeblikke som "Støv" (der beklageligvis åbner pladen) og "Dag for dag" visner hen. Det bliver helt bogstaveligt for meget af det gode, hvilket rigtig nok går under kategorien luksusproblem, men ikke desto mindre har det et udfald på mit overordnede indtryk af pladen, for når niveauet er så svimlende højt er det tilladt at have forventninger derefter.
Disse mindre fortabelser ændrer dog ikke ved, at Nota Bene og Davey har begået et monstrum af en plade med Dag for dag. Skulle man låne lidt terminologi fra klima-verdenen, ville jeg kalde kombinationen af Nota Bene og Davey en 10-års hændelse i dansk rap, hvis ikke 20-års, og med Dag for dag har de udgivet et album, der bliver svært at vippe af pinden som årets bedste, på trods af, at vi blot skriver januar måned.
"Jeg' gal for i morgen er det mandag og så' det tilbage på plantagen /
For gagen er for lav til at leve af at dræbe dem /
Så jeg trækker i mit arbejdskluns /
Og bryder brød og river kegler rundt /
Og jeg er fri, designer liv og død /
Holder cypheren biter-fri, men jeg må samle føde /
Og det' nok meget godt for havde jeg tid lå vejen øde"
5.5/6
- Jeppe Due Barslund
