Der findes plader, der er gode på en sådan måde, at man som anmelder kan føle sig forpligtet - og måske endda presset til at skulle lege pseudo-intellektuel og komme med lange og fine forklaringer på, hvorfor og hvordan de helt præcist er gode. Der findes også plader, der er gode, ganske simpelt bare ved at være gode. Plader, der ikke afkræver alenlange disputatser, men som ret beset bare er gode - de
er det bare. Sådan en plade har Boone og Trepac bikset sammen.
"
Det her er starten på et smukt smukt makkerskab / Et pragteksempel på musik med skæve tanker bag / (...) En dope producer og en af landets bedste MC'er / Lang historie kort: nu ved I hvorn' vi endte her" rapper Trepac over Boone's slentrende trommespor og et sjælfuldt piano-loop, som læste han op fra egen pressemeddelelse. Og det viser sig i løbet af
De forkerte spor, at det i sandhed
er et smukt makkerskab vi har med at gøre. Boone sørger for produktionerne (samt to vers og et omkvæd), imens Trepac leverer effen rap, og dog synes de to at bryde med den gængse"one mc, one dj" -konstellation. Det skyldes blandt andet, at der sideløbende med det indlysende velfungerende samarbejde, kører en gemytlig intern fejde mellem rapper og producer. På nummeret "Pac vs. Beat" rapper Trepac om, hvordan han havde voldsomme vanskeligheder med at tæmme et særlig sprælsk Boone-beat, men efter noget tid endte som sejrherre: "
Satte trumf på med at par killer-rim og skred / Pac han vinder, dræbte beatet lige på stedet, hvil i fred". 1-0 til Trepac. Få numre senere på pladen følger "Kurwa"; et instrumentalt stykke, hvor Boone giver igen. "
...you gon' murder this one an' murder that one, talkin' all that bullshit - Imma put it to you like this" svarer Boone via en lånt bid dialog, inden et grusomt tungt beat rammer som en uppercut og udligner til 1-1.
Der
skal ikke udpeges en overordnet vinder, for Boone og Trepac's musikalske forhold
er mestendels af broderlig karakter, og ambitionen om at lave et veldrejet og rodfast album uden de helt store armbevægelser, er de ene om. Når dét så er sagt vil jeg stadig mene, at selvom Trepac bestemt tager kegler, er
De forkerte spor et super-strike fra Boone. Det er ganske simpelt forrygende, hvad man som lytter bliver ført igennem af musikalske uovertruffenheder. Grumsede og grynede beats figurerer side om side med snirklede musikalske begavelser. Det ene øjeblik er det knitrende jazz og soul-samples, det andet øjeblik gynger sumpede basgange i takt med slidte hi-hats. Samtidig emmer produktionerne af en drilsk lunefuldhed, der sørger for konstante overraskelser og uforudsete drejninger. Efter den heftige nakkebrækker "Ubalanceret" og den støvede "Brik", kunne man fx umuligt have forudset, at en af de flotteste beat-kompositioner i dansk hiphop-historie i "Over kanten" ville følge efter. Jeg ved ikke om jeg før har prøvet at sidde med gåsehud og samtidig have lyst til at nikke med nakken - dét beat er ærefrygtindgydende flot skuret sammen.
På rap-siden er Trepac gået beskedent til værks, forstået på den måde, at han har lagt de store følelser til side og i stedet fokuseret på "
umiddelbare bars, ingen udenomssnak". Den stil klæder lydsiden ganske fortrinligt, men der
er øjeblikke, hvor Trepac befinder sig på grænsen til det
for trivielle, som på "Peace of Mind", der ret beset handler om at have det okay med at befinde sig i en triviel tilværelse. "
Jeg har det egentlig LOL" hedder det bl.a., inden det lidt for MGP-prægede omkvæd lander: "
Vi tem'lig ens, jeg li'som dig / Du præcis som mig, bare ikk' li'så sej". Måske ikke det bedste man har hørt fra Trepac. Når Nota Bene på "Lange arme" vrisser: "
Hidsig panser, danser linen mellem civil og chimpanse / Cancer i metropolen, politi eller bande? / Zonen er ikk' stikkerfri, de svin er eklatante med deres voldsmonopol / De' så folkevalgte", er det på samme måde lidt undervældende, når det med folkeskole-rævolutionær retorik lyder fra Trepac: "
Det' orn'li nederen når de, der håndhæver loven begår ulovligheder".
Som det sidste sure opstød vil jeg påpege en vis uoverensstemmelse i dele af indholdet. På den umanerligt fede "Ubalanceret", leverer Trepac et skalpel-skarpt omkvæd:
"Folk med styr på sit liv laver kedelig musik /
Folk med styr på sit liv laver kedelige beats /
Folk med styr på livet mangler kreativitet og kant /
Så jeg har fjernet lidt af hjernen for at være interessant /
Så nu jeg ubalanceret, jeg' så ubalanceret /
I kunstens navn har jeg været visionær /
Og fjernet noget af min hjerne, nu alt som det skal være"
Denne ubalancerede tilgang til at skrive tekster opretholdes dog ikke synderlig konsekvent. På "Underskudsprojekt", der dog er en pragtskæring af rang, rapper Trepac: "
Der' benzin på min bil og mad på mit bord / Jeg' egentlig ikk' så vred som I tror, jeg' faktisk ret glad, intet had, ikk' spor", og man må herudfra konstatere, at Trepac synes at have rimelig godt styr på sit liv. Ligger der måske en lille rap-identitetskrise og lurer under overfladen? - Nej, nok ikke, for Trepac er stadig voldsomt dygtig. Rimene er konsekvent af veldrejet natur, flowet er
solid as a rock og er præget af en huld homogenitet, der er som skabt til Boone's lyd. Numre som "Bobby Green", "Den værre halvdel", "Brik", "Over kanten", "Pac vs Beat" og "Underskudsprojekt" er med til at legitimere Trepac's eget postulat om at være "
en af landets bedste MC'er". Den bombastiske "Tal som en taber" ligeledes, fx med følgende passage:
"Gør det dumt, gør det dummere, gør det hjernedødt /
Til ingen verdens nytte, gør det sjæl- og hjerteløst /
Der meget at lære om at være plat og ordinær /
Idéforladt og sygelig selv-iscenesat og folkekær /
Men uanset hva' rollen er: spil den med bravour /
Giv ikk' stof til eftertanke, kun til deres næsebor"
Det vigtigste - og dét, der i sidste ende gør, at
De forkerte spor er en sublim plade, er, at Boone og Trepac har skabt et helstøbt værk med en krystalklar rød tråd og én gennemgående stemning. Boones beats er de bedste i kongeriget pt., og Trepac yder dem absolut retfærdighed, trods den nævnte snublen. Jeg har i hvert fald hørt
De forkerte spor igennem i sin helhed tyve gange, når jeg været ude og trille med min dreng i Frederiksberg Have og Søndermarken, og jeg er
langt fra færdig med at høre, hvad der uden skyggen af tvivl må være årets album indtil videre.
5/6
- Jeppe Due Barslund
