Kværn har alle dage været en genreomkalfatrende skikkelse på den danske musikscene, der har flirtet med et væld af genrer og udtryk. Gennem Echo Out har han udgivet både højst alternativ hiphop, fx sammen med DixOne som Himmelfahrtsstrasse, og mere traditionel rap, blandt andet på numre som "2 min. tilbage" og "For pokker".
Den stil han præsenterede sammen med Trepac som M-Cnatet, bar præg af begge retninger: numre som "Gøglerne på gadehjørnet", "Den kreative klasse" og "Hop på vognen" ligger i den rodfaste ende af hiphop-skalaen, imens numre som "Under himlen i din opgang" og "Lad mig drømme dine mareridt" er langt sværere at kategorisere. Det er nu længe siden, at M-Cnatet har udgivet musik, og det er tydeligt, at Kværn og Trepac i stigende grad har bevæget sig væk fra hinanden; musikalsk forstås. Hvor Trepac har sigtet efter en mere ren hiphop-lyd med Nye toner og, forestiller jeg mig, den kommende De forkerte spor plade, har Kværn opsøgt den ultimative modpol med Afveje; et dokumentarisk "rejsealbum", der for alvor gjorde det omsonst at skulle udvælge en genre-etiket. En udtryksmæssig vagabondering. Uden mål, altid på vej, en eksilent i kunstens verden.
Man kunne tro, at Kværn, efter at have undersøgt så mange afkroge og hjørner af musikken - og verden, på nuværende tidspunkt havde fundet sit eget sted og sit eget udtryk, men det er langt fra tilfældet. Turen ned ad trappen, hans anden langspiller, lyder som et resume af Kværns årelange kunstneriske dannelsesrejse, hvor enhver af de musikalske afgrene og undergenrer han i tidens løb har givet sig i kast med, er repræsenteret. Uden mål, altid på vej. På "Varmt blod" lyder det da også: "Jeg ved ikk' hva' jeg leder efter-hånden er klokken blevet mange, men nu er jagten sat ind / På at finde en erstatning fra tabet, der trak mig ned og sætte ord på det jeg mangler at finde".
Dette giver unægteligt et rodet helhedsindtryk, og de konstante genreskift resulterer i en til tider lidt skizofren lytteoplevelse. Fra spaghetti-western guitarer på åbningsnummeret og Black Keys lydende rock-grooves på "Rebellen", til elektronisk minimalisme på "Vi ku blive", auto-tune over maskinelle trommer på "Den hvide dame" og melankolsk akustisk guitar på "Lyden af ensomhed". Kværn insisterer på at skulle det hele, og havde det ikke været for det af og til haltende håndværk, var denne insisteren ikke endt som den endegyldige akilleshæl. Lige så forrygende "Rebellen" er, lige så uforløst forekommer "Tonernes fald", og imens "Alt for hende" er en sprælsk og fræk sag, synes "Vi ku blive" at lyde som 70% af en god idé. "Jeg så en sol" bærer det måske grelleste omkvæd jeg har hørt i årevis, men når albummet lakker mod enden serverer Kværn et lille pragtstykke med "Kongen". Der er minsandten høj bølgegang i kvalitetskurven.
Nøjagtig ens ser det ud i teksterne. Kværn balancerer mellem intrigant poetisme og mere forsimplede skriverier om sex, kvinder, stoffer og rock'n'roll. Det lidt selvforskyldte problem er, at de mange tekster om nattelivets eskapader overtrumfer poetikken, der ikke altid kommer til sin ret. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at linjer som "Ja, pigerne er søde, de behandler mig godt / De vil redde mig fra undergang eller ha' min krop / Så what the fuck, rock'n'roll toget kører nu" forårsager, at det bliver svært at gennemskue, hvor velskrevne og dybdegående numre som "Spekulanten", "Tonernes fald" og "Lyden af ensomhed" egentlig er. På "Den hvide dame" personificerer Kværn kokain, bl.a. med linjer som: "Jeg har slået folk ihjel / Det var et uheld / Jeg gav for meget af mig selv / De blev forelskede i min sjæl og gav mig penge for at hænge / Jeg gav dem turen hele natten og de vågnede ikk' igen" - Et snedigt narrativ, der desværre overdøves af en fæl intro. Hvorfor overhovedet bekymre sig om at camouflere sangens titel i en (tyndslidt) metafor, når enhver form for "hemmelighed" afsløres få sekunder inde i sangen? Et kunstnerisk valg som dette kan resulterer i en vis skepsis.
Trods skønhedspletter og brister på lydsiden samt besynderlige beslutninger i lyrikken, ville jeg dog ikke være foruden Turen ned ad trappen, der har sine indlysende højdepunkter. Fra det flot producerede titelnummer og den triste og fine "Lyden af ensomhed", til den overvældende "Kongen" og den smækre Bonnie & Clyde pastiche "Alt for hende", hvor Carl Knast brillerer:
"Slutte som det startede, som en flugt /
Ville dø ved din side hvis det sku' til for at slutte smukt /
Vi kravlede op på et tag /
Sku' vi tælle fra ti eller bare så'n fra tre? /
Vi kiggede på kanten, hånd i hånd /
Du duftede som sædvanlig af smøger og rom /
Tog tilløb og susede som starten på det hele /
Jeg synes du var med mig, men jeg hoppede alene"
Turen ned ad trappen er hverken det bedste eller mest konsekvente Echo Out har frigivet, men det er det modigste projekt de har søsat, og uden skyggen af tvivl det, der mest ufortrødent bryder med selskabets vante og sikre hiphop-rammer, for dermed at åbne op for horisontudvidende tankebaner. Dét nedslag i Echo Outs tidslinje ville jeg ingenlunde undvære i min samling.
3.5/6
- Jeppe Barslund
