At jazz'en altid har været en del af hiphop'en er ikke en hemmelighed. Spørgsmålet er om hiphop'en nogensinde var blevet til uden den? Det er svært at forestille sig producere som fx DJ Premie og Pete Rock lave musik uden jazz'en som ledsager. Milepæle som De La Soul's Buhloon Mindstate og A Tribe Called Quest's Low End Theory er unægteligt halv-om-halve hiphop og jazz plader. Der kan bestemt ikke være tvivl om, at legendariske kunstnere som Louis Armstrong, Miles Davis, Dave Brubeck, John Coltrane, Ella Fitzgerald, Herbia Hancock og Billie Holliday ikke har levet forgæves. Deres kunstform, som bliver kaldt Amerika's klassiske musik, skabte hiphoppens fundament, og dermed en helt ny musikalsk retning, som vi vist er en masse mennesker der med tiden er blevet ganske glade for. Af samme grund bliver der konstant skabt musik til ære for de førnævnte pionerer, og således er Jay Are's The 1960's Jazz Revolution Again én stor homage til jazzen og dens tidsånd.
Jay Are består af producer J. Rawls og rapper John Robinson. J. Rawls kender man nok bedst for hans arbejde på Black Star albummet ("Brown Skin Lady" og "Yo, Yeah") og hans samarbejde med J Sands som duoen Lone Catalysts. Derudover har han udgivet to soloplader, The Essence of J. Rawls (2001) og The Essence of Soul (2005) der blandt andet inkluderede det fremragende nummer "Bailar" med Aloe Blacc. Noget af det sidste man har hørt fra ham, var J Dilla tributten The Liquid Crystal Project fra 2006, der fik en varm modtagelse.
John Robinson er en anelse mindre kendt, på trods af at han har været mere omkring sig end J. Rawls. Robinson er for det første medejer af Shaman Work Recordings, og under aliasset Lil' Sci' udgør han den ene halvdel af gruppen Scienz of Life. Dertil har han arbejdet sammen med en længere række prominente navne, blandt andre Talib Kweli, Madlib, Flying Lotus, CL Smooth og Jneiro Jarel. Hans seneste værker tæller pladerne I Am Not For Sale og Who Is This Man? som han lavede med MF Doom, begge skabte de stor nysgerrighed og interesse omkring Robinson.
Sammen hedder de altså Jay Are, og deres The 1960's Jazz Revolution Again er en lektion i den musikalske fortid, som de mener er vigtig for nutiden. Som tidligere skrevet er det samtidig en ode til en tidsperiode, som ikke bare var musikalsk stærk, men også socialt progressiv, og det er denne tendens til positiv aktivisme som J. Rawls og John Robinson vil genoplive i nutidens musik.
En revolution kommer der nok ikke ud af pladen, men fremragene jazz og hiphop er der heldigvis rigeligt af. Det er ualmindeligt smooth, og de silkebløde jazzarrangementerne flyder derudaf. Hvis man så bort fra rappen, så ville jeg næsten mene, at pladen i højere grad var en jazz plade end en hiphop plade. Men dette har højst sandsynligt også været formålet, og i givet fald er det virkelig gennemført. John Robinson retfærdiggøre gang på gang hvorfor der har været en stigende interesse omkring ham de seneste års tid, for han er en utroligt spændende rapper at være i selskab med. Han beretter om 50'erne og 60'ernes samfund, og hvilken rolle jazzen spillede. Han fortæller om specifikke jazzmusikere, blandt andre Lee Morgan der blev slået ihjel af sin kæreste, og så rapper han om kærlighed, fællesskab og sammenhold. Det er hele vejen igennem positive budskaber og opløftende historier der præger tekstuniverset, hvilket passer perfekt til produktionerne, der helt simpelt er fænomenale. Numre som "Know U", "She's So Brilliant", "Music Is Forever", "1 of the Greatest", "The Lee Morgan Story" og "We Make the Rules" er alle små mesterværker.
Det eneste man kunne påpege som værende negativt, er at pladen ikke har nogle standout numre. Men dette kan vel kun være negativt efter hiphop-standarter, for man sætter jo sådan set heller ikke Miles Davis' Blue Note på, for at høre nummer 3, men for at høre det igennem fra første til sidste sekunt. Sådan fungerer The 1960's Jazz Revolution Again også, man kan ikke rigtig pille enkelte numre ud, pladen skal høres fra første til sidste nummer, præcis som de originale jazz-udgivelser.
Jay Are's The 1960's Jazz Revolution Again er en formidabel plade, og den anbefales til lytteren der både kan lide jazz og hiphop, men som elsker når de er smeltet sammen.
4.5/6
