Hip Hop Anmeldelser

Cunninlynguists - A Piece of Strange (CLASSIC ALBUM RE:ANALYSIS)

2012-01-28T09:52:00.000-08:00

A Piece of Strange kontra Den Guddommelige Komedie – er der en forbindelse?

Efter den omfattendegennemgang af Oneirology kunne jeggodt se på det hele, at min første APiece of Strange anmeldelse var en smule slatten til sammenligning, forikke at sige tæt på ubrugelig. Jovist, den beskriver nogenlunde hvor god pladener, rent musikalsk og rap-mæssigt, men den er ikke engang i nærheden af at gå idybden med den egentlig storhed, der gemmer sig i albummets nedre lag.Sandheden er jo faktisk, at jeg i sin tid skrev, at der slet ikke eksisteredenedre lag på pladen. Det virker helt absurd for mig nu at lære hvad jeg skrevdengang:

”…der er Natti og Deacons rap ikke helt såkompliceret. Der ligger ikke på samme måde en masse referencer og sekundærebudskaber gemt i linjerne, så selvom det er enestående lyrik vi får fraCunninlynguists, er det forholdsvist let angribeligt og mindre funderende”.

Let angribeligt?! Og detbliver værre. En læser udtrykte sin uenighed og sagde, at han mente, at deres lyrik rakte langt højere end jeg gav dem kreditfor. Til det svarede jeg: ”…ja, der er daet stærkt budskab, men jeg synes nu stadig at det er mere udadtil, og lyrikken,selvom den er excellent, formår ikke at holde den multi-lags forståelse”.

- Lad os bare blive enigeom, at jeg ikke fattede en brik af, hvilket værk det egentlig var jeg sad meddengang. Men jeg bliver også klogere med tiden, og der er jo ikke andet at gøreend at grine over det, og bare erkende, at jeg slet ikke var skarp nok dengangtil at forstå APOS. Det vil jegforsøge at rette op på nu.

Eftersom Oneirology så tydeligt bygger på Den Guddommelige Komedies purgatorio–del, Skærsilden, var min umiddelbare tanke, at APOS højst sandsynligt byggede på inferno delen, Helvede, - det lå lige til højrebenet med numre som”Damnation” og ”Helfire”. Jeg fattede derfor atter engang Dante’s mesterværk ogterpede første tredjedel igennem, nærlæste APOS’slyrik på et sygeligt nørdet plan, studerede qn5-forummets brugeres udlægningerog teorier omkring handlingsforløbet, og har nu forsøgt at kæde det hele sammentil noget, som jeg håber giver mening, og som forhåbentlig kan sætte udgivelseni et noget mere retfærdigt lys, end min første anmeldelse var i stand til.

”Weno longer seek light to give us power”

- Deacon, “Nothing to Give”

Til spørgsmålet om, om derer en forbindelse mellem APOS og Inferno-delenaf Den Guddommelige Komedie, vil jeg svare nej. Slet ikke. Men Helvede er langtfra ude af billedet. APOS handlerikke om helvede, men om hvordan manundgår at havne der! Altså en slags ”How to Avoid the Burning Flames of Hell”guide, der udfolder sig i en af hiphoppens bedst fortalte historier nogensinde.

”You must be true to yourheart”

Nej, det er ikke for heltsporadisk at citere fra 98 Degrees og Stevie Wonders Mulan klassiker, menovenstående ’påmindelse’, som jo nok er lidt af en kliché, danner grundstenenei historiens morale. Måden hvorpå historien fortælles er dog dybt original, og denepiske fortælling, der udspiller sig på APOSfår rundt regnet alle andre historier fortalt i hiphoppens historie til atligne pixie-bøger, med gruppens egen Oneirologysom undtagelse, naturligvis. Og det er ikke for at virke respektløs ellerhånlig overfor f.eks. Immortal Techniques ”Dance With the Devil”, CommonMarkets ”Weathervane” eller Kinetic & One Loves ”Sign Language”, der joalle byder på sublime historier, men i min bog er der stor forskel på at kunnefortælle én specifik historie på ét nummer, og fortælle en kompleks,livs-filosoferende historie over en hel plade.

Der er et par ting, der ervigtige at bide mærke i og huske på, inden man giver sig i kast med analysen afdette værk. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at der er et uofficielt”regelsæt” for ”korrekt indtagelse af APOS”,der skal følges, ønsker man at få det hele med. For det første at det vigtigtat vide, at der er en mening med ALT på pladen. INTET er overladt til tilfældighederne. Cunninlynguists er den mestperfektionistiske, gennemtænkte, velovervejede, fluekneppende rap-gruppe dunogensinde kommer til at høre. Hvis man på et tidspunkt tager sig selv i,f.eks. at tænke ”det var dabesynderligt?!- Hvorfor er Tonedeffs stemme mixet anderledes end Deacons der?”,så vil en god tommelfingerregel være, at der netop ligger en dybere mening bagdette. Hvad det helt præcist er, er aldrig helt nemt at finde ud af.

For det andet er detvigtigt, at du som lytter tænker ud afboksen undervejs. Der er ikke noget straight forward, fladt, meningsløstrap over A Piece of Strange. Det erikke Lil Wayne det her. Cunninlynguists tvinger deres lyttere til at brugehjernen, hvis de vil have bare skyggen af en chance for at forstå de hændelser,der udspiller sig undervejs. Hele historien på APOS om den fortvivlede rapper, er én stor metafor for en ganskekompliceret, filosofisk reflekterende livsanskuelse, og selvom man sagtens kansætte pladen på, og bare nyde den sublime musik for hvad den, så er man nødttil at aktivere de inderste hjerneceller for at forstå historiens nedre lag.Tænk i metaforer. Tænk i dobbeltbetydning. Der er ikke et eneste nummer påalbummet, der bare er et enkeltstående nummer. De er alle brikker i et puslespil,og tager man bare én brik ud kan billede ikke samles korrekt.

Tredje og sidste ”regel”er, at man skal holde øje med de bibelskereferencer, der konstant ligger på lur. APOSspiller som sagt ikke på Den Guddommelige Komedie, og Cunninlynguists prædikerikke ”christian rap”, men deres inklusion af religiøse elementer kan ikkenegligeres. Især kampen imellem lyset og mørket spiller en altafgørende rolle,ofte fortolket i ”night vs. day” eller ”dark vs. Light”, og med ”regel” nummeret i baghovedet – at intet er tilfældigt – så bliver ordene ”night”, ”day”,”dark”, ”light” o.l. aldrig brugt, uden at der er en god grund til det – og debliver virkelig brugt meget!

Med disse tre ”regler”,eller værktøjer, i baghovedet, bør indtagelsen af APOS give en del mere mening, selvom det kræver mangegennemlytninger for at værdsætte og forstå historien. Samtlige numre på pladenhar langt over de 100 plays i mit iTunes, og jeg ved med sikkerhed, at jeg haroverset flere ting, dette endda værende på trods af, at jeg har nørdet pladenpå et nærmest tåbeligt plan. Men lad os da kaste os ud i det – det blir’ godt.

”Jo bedre mankender sandheden, des større er den løgn, man kan sprede. Jo friere viljen er,når den vælger, des større er synden, når den vælger forkert. Derfor er dedybeste egne i Helvede reserveret for de sjæle, der har bidraget mest bevidstog kunstfærdigt til den store løgn.”

- Den Guddommelige Komedie (Helvede, XVIII sang, 1-9)

”Wherewill you be tomorrow, if it ends today?”

APOS åbnes med etufatteligt smukt stykke musik, der varsler resten af pladens udfald. På denneåbner stilles et eksistentielt spørgsmål, som historiens hovedperson ikkekender svaret til endnu. Han må begive sig ud på en længere sjælerejse for atfinde svaret. Nu er det allerede ved at blive storladent! Vi skal lige haveintroduceret vores hovedperson først!

”I heard ’em talk aboutsouthern folks can’t rhyme / Some of y’all must be out yagod damn mind / Yeah it’s about that time, wegot that shine / And niggaz been about themlines”

Mød Deacon the Villain, en25-årig gut fra Kentucky, USA. Deacon er rapper i en hamrende fed gruppe, ogderes mission er at bevise for verden, at sydstats-hiphop kan være overordentligt godt. Deacon synes dog ikke rigtig, at hanog resten af gruppen får som fortjent, både hvad angår indtjening og respekt:

”If another broke nigga spitabout spendin’ it all /I spit the gems that yousplurge to put around your neck /So save that to pay back allyour loans and debts”

“Since When” er en virkelig kløgtig præsentation af historienshovedperson. Har man hørt nummeret live ved man, at det kan få selv densløveste tilskuer til at rykke med nakken og kaste armene i vejret, så denetablerer Deacon (som historien hovedperson) perfekt som den fremragende mc hanrent faktisk er. Men indtjeningen er som sagt sløv, og han sår tvivl om, omfremtiden ser lys ud, hvis han fortsætter sit erhverv som undergrundsrapper. Dennetvivl kommer ikke til udtryk i selve rappen, men i den samplede tale fra Jay-Z,hvor han siger: ”you see what the publicdo to the rappers? They scared to bethey self. Niggas don’t think that people gonna accept them as they self”.

Disse ord viser altså, atDeacon begynder at overveje en anden levevej end rappen, for hvorfor knokle såhårdt for noget, der giver så lidt brød på tallerkenen? Men hvad eralternativet, når man er en ung, uuddannet, sort knægt?: Kriminalitet. Detsidste man hører på ”Since When” er et vokalsample af en kvinde, der – nogetskingert – synger: ”When you appeared, my future came true, tome”. Denne sætning kan betyde mange ting, men hvad der er (mest)korrekt kan jeg kun gisne om. Jeg tror at "you" hentyder til Deacon's fortvivlelse, men der er ingen garanti for, at det er rigtigt.

På ”Nothing To Give” berettes derom alle de midler man kan sky til, hvis man er i pengenød og befinder sig påden forkerte side af loven. Omkvædet sætter ind, og allerede ved første linje, ”When night falls and all lights off”,har vi en strid mellem det gode og det onde; når mørket falder over os og lysetslukkes, ”the bad don’t seem so wrong”. -Deacon tænker altså, at den kriminelle udvej måske ikke er så dum endda. Jegtolker dog ikke sangen som om, at han render rundt i nattens mulm og mørke ogoverfalder folk, men at han overvejer det kraftigt. Det interessante ved dettenummer er, at samtlige dødssynder bliver nævnt undervejs, enten direkte (”playing melodies of jealousy”, ”we love it in our spirit ’cause we’resuckers for lust”) eller ”gemt” i nogle af de handlinger, der beskrives(f.eks. ”rapist take the darkness”, ”junkies twitching among hookers”, ”gunned down for fresh kicks”, ”dirty cops fight crime with dirtierammunition”). Der bliver ligeledes refereret til Helvede flere steder, iform af ”demons”, ”hounds” og ”Hell”. Og som om det ikke var nok, er ord som”darkness” og ”night” brugt så mange gange, at det ved nærmere eftertanke lænersig op ad det fjollede. Men det er nødvendigt for at understrege, at vores fortvivledehovedperson er på vej ud på et seriøst sidespor, som vil få katastrofalekonsekvenser, skulle han følge det. Men på trods af sin fortvivledesindstilstand er han stadig i besiddelse af en vis fornuft. Deacon kommer meden af pladens essentielle linjer, da han siger ”We no longer seek light to give us power”, betydende, at der ikkeer meget godhed tilbage i verden, og ondskab i højere grad end nogensinde førbliver brugt som middel til at opnå magt, status og formue. Skal han falde forselv samme ondskab for at opnå status og formue? Eller er der et alternativinden for ”light” –kategorien? Som der bliver sagt til slut på nummeret, ”A darkness carried in the heart, can not be cured bymoving the body from one place to another”. Betydende, hvis duførst har handlet i ondskab én gang, vil du altid være ond. Én gang synd, altidsynder.

Men fristelserne er store,og det fremgår tydeligt, at Deacon er på kanten til at synde for overlevelse.Hans frustrationer, fortvivlelse og desperation når sit klimaks på ”Caved In”,der jo simpelthen starter med, at han siger ”I can’t hold on, but I just hold on”. Jovist, det er Cee-Lo Green dersynger, men det er vigtigt at pointere, at alt der udtrykkes, er et udtryk frahovedpersonens side. Hele hans verden vælter ned over ham på dette nummer, godtudtrykt i de samplede ord fra Kanye West: ”Feelslike it rained till the roof caved in”. Hele situationen sammenlignes meden ”…orchestration Hanz Zimmer couldn’tconduct”. Denne ”orchestration” refererer tilbage til kriminaliteten påforrige nummer (tror jeg), hvor han rappede: ”Stringin’ hearts like a harp playing melodies of jealousy / Felonies strummed by Hell and it’sphilharmonic”.

Som en sidste, desperate udvej, indenhan giver op og tyer til kriminalitet, retter Deacon blikket mod himmelen ogbeder Gud om hjælp:

”Life’s an unfed beast thateats bread and meat /That’s, either your cash oryour corpse /So I just pray that the Lordhelps me last through these wars”

Jeg ser ”Hourglass”som værende en direkte forlængelse af ”Caved In”. Hvis vi forestiller os, at”handlingen” i ”Caved In”, hvor han beder til Gud om hjælp, foregår om dagen,så foregår ”Hourglass” samme aften/nat. ”I’mwaiting for growth to show up and for hope to manifest”, - jeg får et billedeaf, at han ligger søvnløs om natten, og venter på svar ovenfra. I selskab meden kvinde, højst sandsynligt hans kæreste, er han falder mere til ro:

”Up walking late, lit, 4:25,high /Her mighty fine thighssilhouetted by sky-rise /Place the knowhow, behind mineeyes /To take something unfortunate/And show them they a fortunein my life”

Læg mærke til, at lidt af“godheden” er ved at vende tilbage I form af “sky-rise”. Selv som lytter faldermen lidt mere til ro med dette beat i ørerne, og via den mere behageligestemmeføring får man fornemmelsen af, at den desperation, der herskede på deforrige numre er ved at trække sig en smule tilbage.

Deacon adresserer Gud direkte pådenne sang op til flere gange, og undskylder i omkvædet for de fejl han måttehave begået. Han mener altså inderligt, at han har brug for hjælp:

”Lend me a hand, send me aplan /A Remy Shand message of love,tell Cupid we fam’ /And to clock something that’lllearn who I am”

Og afsluttende:

“Pray to make cents for giving/And make sense outta living /Lord give me patience to gainwisdom, please”

Når man nu spørger såpænt, så får man naturligvis også svar, her i form af Frk. Mary Jane, derkommer på besøg på ”Beautiful Girl”:

”An angel came to me one nightchillin’ /

Said ‘I won’t change you justtame who’s within that villain”

Det er nu, at man skalholde tungen lige i munden, for på nuværende tidspunkt er vi på vej ind ipladens abstrakte fase. Der er to udlægninger af ”Beautiful Girl”, der begge erplausible. Den ene og mest ligetil er, at Deacon ryger sig skæv, og at han isin hash-koger ”ser ting”; en vision. Jeg vil mene at denne udlægning er sandpå det ydre plan. På det indre plan får Deacon tildelt visionen fra en engel,som Gud sender i hans retning – som vist i det ovenstående citat. En vision,der giver Deacon et indblik i, hvad der sker, hvis han vælger at gå af denforkerte sti.

Det efterfølgendeinterlude, ”Inhale”,understøtter på bogstavelig vis teorien om hash-kogeren, så lad os bare holdefast i, at det er en sandfærdigudlægning af handlingsforløbet – på det ydre plan. Helt ligesom ”Phantasmata”interluded på Oneirology symboliseredehovedpersonens indtræden i drømmenes verden, symboliserer ”Inhale”hovedpersonen indtræden i den vision, som englen viser ham. Afsluttende påinterluded hører vi en kvinde sige: ”Say…something is happening”, hvorefter en mand siger: ”I think I’m seeing things… you’re entering a whole new world… relax andenjoy”. Nogle vil måske kunne nikke genkendende til denne fornemmelse somværende resultatet af en ”god ryger”, men den ”whole new world” der snakkes omher, er Deacons imaginære fremtid. Så herfra, indtiljeg siger til (!!!) befinder vi os i en parallel verden.

I og med, at vi nu bevægeros på et mere abstrakt plan, bliver fortolkning og analyse også noget sværere,og udlægningen af handlingen synes ikke helt så ensidig som numrene op til nu.

Jeg ser ”Brain Cell”som værende den del af visionen, der skal forsøge at få Deacon til at forstå, hvorfor så mange mennesker vælger at gåaf den ”forkerte sti” i livet. Både Deacon, Kno og Natti rapper om, at vi allelever i permanent fangenskab, som friheds-berøvede eksistenser. Billedsproget idenne sang er fænomenalt, da det at være ”trapped” eller ”boxed in” kommer tiludtryk i så mange former og størrelser, at man må imponeres. Fra ”you was manifestedin an egg, developed in a womb” til ”choicesblocked off, childhood gone / Just future cubicles and retirement homes”. Jeg kan tælle over 40 forskellige synonymer/metaforerfor det at være lukket inde, i løbet af sangen.

Det overordnede fangenskab der snakkesom, tror jeg, er den slavementalitet som manifesterer befolkninger. Samfundettrækker nogle normer og ”standarter” ned over hovedet på folk, som bliver ”detrigtige” at leve efter, og derved bliver mennesket et ansigtsløst, konformt fåri flokken, uden identitet. Én af disse normer, der, trods sin voldelige natur,er blevet mere eller mindre normal at stile efter, er ”the american dream”,oftest med henblik på den ”succes” som f.eks. Al Pacinos Scarface karakteropnår. I kender alle historien om den der ”nobody”, der arbejder sig op frabunden til toppen. Dén drøm er der mange der vil gøre alt for at udleve. Så kanman så spørge, hvorfor nogen dog vil tage samme tur som Tony Montana, der sombekendt ender gennemhullet i et bassin med snablen fuld a coke? Svaret: fordi ”America LovesGangsters”.

”There’s something about avandal’s lustThe lifestyles of thescandalousAin’t nothing like it”

Tanken om at leve et livmed penge, dyre jakkesæt, damer, biler, magt og respekt tiltaler rigtig mange,men de fleste kender ikke til andre måder at opnå dette på, end ved at sælgesin sjæl til djævelen.

Og i virkeligheden trorjeg slet ikke, at ”America Loves Gangsters” handler om gangstere, men merehvordan deres levevis afspejler sig i mange af vor tids tendenser, blandt andetmusikken. Det handler ikke nødvendigvis om at skyde til højre og venstre i sinstræben for rigdom, men i højere grad om, hvordan ”vi” mennesker er farligtvillige til at opgive egne drømme og ambitioner for at opnå succes, og somskrevet før, at sælge vores sjæl til djævelen uden at blinke. Det er her, detindledende citatuddrag fra Den Guddommelige Komedie for alvor bliver relevant:”Jo friere viljen er, når den vælger, desstørre er synden, når den vælger forkert.”. Er det mon tilfældigt, at detlige er gangsteren Babyface Nelson, der nævnes i første vers? Gangsteren, hvisnavn Birdman (aka. Babyface, aka Lil Waynes ”far”) tog til sig. Og det eregentlig ganske sigende; den ”rigtige” Babyface var bankrøver og er rekordholderi at have skudt flest FBI agenter. Babyface døde stinkende rig, men i en alderaf 25 år. Hvem i alverden vælger dog at tage hans navn som kunstnernavn?! Ja i min bog kan det da kun være en”kunstner”, der, som portrætteret på ”Brain Cell”, ikke er nok bevidst om enegentlig, personlig drøm eller ambition, og som derfor bare følger den sammesom alle andre, hvilket da også passer perfekt med mit billede af Young Moneyfolkene.

Også Deacon er bevidst om, og tiltrukketaf den lette udvej:

”Monsters, driven by capitalas a stimuli /Can never be too powerful, it makes us all admire you /We’ll follow until we falllike fallen stars from sky /I can’t say it’s impact hasn’thollowed walls inside my heart /My art, ummm, insane /Is it that smart to react darkwhen facin’ pain? /You ain’t that hard, thatscarred or that real /To go that far, for that kill,for that feel /Now that’s ill!”

Sammenfattet siger Deaconher, at hvis det ikke er din person –dig - der reflekteres i dinehandlinger, så er du ikke ”real”, altså oprigtig imod selvet. De flestesåkaldte ”gangster rappere” er jo vitterligt ikke ”that hard, that scarred or that real”, og budskabet her gør siggældende i alle livets facetter; hvis du ikke er dig, går du ad den forkerte vej(lille sejt rim jeg selv fandt på!). Og budskabet er jo ikke, at man ikke måstile efter materielle goder, man skal bare gøre det på en ordentlig måde.Common siger det faktisk utroligt præcist på hans ”Gold” fra hans senesteskive, hvor der på omkvædet synges: ”Sowe made it to this same end of the road, and we picket up lots of chicks andpots of gold. I made it out with my soul”. Guld er fint, så længe det førstog fremmest er din sjæl der er guldbelagt.

Dét med ikke at være tro imod sig selv fører osdirekte videre til næste nummer, med den uhyggeligt sigende titel ”Never KnowWhy”.

”Most don’t even know why theybelieve what they believe, man /

Never taking a second to lookat life”

Når man førsttilsidesætter sin egen, egentlige person, er der også en god chance for, at manglemmer helt essentielle, menneskelige kerneværdier som tolerance, overbærenhedog næstekærlighed; værdier som den person, der er i fokus i de næste par sange,har skrottet komplet.

Jeg vil mene, atanalyse-sværhedsgraden peaker på ”Never Know Why”, der virkelig har kastet migud i flere timers grublen, funderen og undren. Min konklusion er, at Deacon,Immortal Technique og Tonedeff alle rapper om den samme person, men set fraforskellige vinkler. Deacon som beskuer, Technique som manden selv - som gammelog døende, og Tonedeff ligeledes som manden selv, lige efter han er død.

Opbygningen af denne mandsperson er udspekuleret som bare fanden, for det er først når man tager fat idetaljerne, at hans ubegribelige ondskab kommer ordentligt frem i lyset. Jegkan huske, at jeg ofte har hørt ”The Gates” og tænkt: ”surt for ham, at hanikke kommer i Himmelen”, men efter at have læst hele plottet grundigt igennem,kan jeg kun konkludere, at det på ingen tænkelige måde er synd for ham!

Jeg bruger citater hip somhap fra både ”Never Know Why” og ”The Gates” her, for at gøre nemmere.

Denne mand, som jeg forresten tror,repræsenterer Deacons onde alter ego, er brandmand (”dedicated my life to the public’s protection” og ”I’ve endangered my own safety to savebabies from blazers”), og gifter sig med ”a mixed raced queen”, altså en kvinde af forskellig”race”/baggrund (læg mærke til hvordan Eva på coveret ligeledes er tegnet som”mixed race”). Hun dør en pludselig død, og manden er tvunget til at tage sigaf deres datter alene. Ganske irrationelt udvikler manden et had til farvede,grundet konens død;

”Up yonder went her soul, yourhate growed from ponders /On life, being less trife witha white wife /So any instances of y’allsdifferences it was slice-slice”

Han begynder at tænke, atdet måske nok havde været bedre, hvis han havde holdt sig til sin egen farve,hvid. Da han erfarer, at hans datter bliver gravid med sin farvede kæreste som16-årig, slår det klik for ham: ”had toface the fact she split these genes with his sick seed / with skin the darkestpigment seen”. Han kan slet ikke håndtere det faktum, at hans datter ersammen med en sort, og hans indre racist bryder mere og mere frem: ”I couldn’t take her making the samemistakes that crushed my life”. – Han gør race-problemet til direkte årsagfor hans kones død, og at se sin datter med en farvet baby gør ham så rasende,at han slår hånden af sin datter og bryder kontakten permanent:

”Put her out in the cold,didn’t want her close to he /‘Cause his granddaughterdifferent than she suppose to be /Diluted their genes, itstopped the music it seemed /That they’d only seen pollutedstream, and that wasn’t clean /Said he could almost no longerstand to breath /From this pure horror, moreworse than ammityville”

Han beskriver altså siteget barnebarn som en “pure horror”, - det er rimelig serious hate business vier ude i her! Og det bliver værre. Hans datter og barnebarn er tydeligvis inød, men han holder sig bevidst væk fra dem: ”Raining pure pain on her life by staying distant / Like she spawned afucking anti-christ or a satan infant”. Det racistiske had udvikler sig såvoldsomt, at han ender med bevidst at gøre skade mod sorte, og faktiskindirekte slå dem ihjel. Den ganske forfærdelige slutning på ”The Gates”afslører hans ugerninger:

”Lord knows, you’ve leftbehind scorched souls /Black children found chilling,later found burned whole /So sadly, your glory’s to comeurgently /Sentenced to fight fires foreternity”

- Jeg troede ikke på detførst, men det disse linjer betyder er, at Tonedeff, altså den racistiskebrandmand, med vilje valgte ikke at redde farvede børn ud af en brændendebygning (”later found burned whole”), men lod den brænde ihjel. Cunninlynguistshar selv bekræftet det, samt fortalt og bevist, at grusomme hændelser i stilmed denne har fundet sted utallige gange i historien løb. Som Deacon siger: ”This is a normal occurrence, not somethingrandomly real”. Så ganske passende ogironisk, får brandmanden lov til at “fight fires for eternity”, nemlig iHelvedes flammer.

Endnu en vigtig pointe mankan drage ud af Den Guddommelige Komedie er, at han, der har syndet, ogforsøger at forsvare sine synder som ret handling, og dermed ikke angrer, erden værste synder af dem alle. Og Tonedeffs karakter bestiller ikke andet på ”TheGates” end at retfærdiggøre sine egne handlinger, på trods af deres grusommenatur.

Vigtigt, og bestemt ikketilfældigt, at det da også, at det er Deacon der “spiller” englen, somkonfronterer Tonedeff og ”vinder” kampen. Det er bevis for, at godheden er vedat trumfe igennem i visionen, og at Deacons lyst til at gøre uret dermed eraftagende.

Til at understrege detteer at af hiphop historiens ypperste interludes, ”Damnation”, samt den ultimativebanger ”Hellfire”.Disse to numre har tilsammen to ”funktioner”; den ene er at udpensle ogklargøre, hvor voldsomme de lidelser der venter Tonedeff’s karakter er. Den andener at understrege det faktum, at Deacon er begyndt at forstå essensen af denvision, han fik tildelt af englen/Mary Jane tilbage på ”Beautiful Girl”.

Når Natti og Deacon rapperom ”fire” på ”Hellfire”, så er det ikke egentlig ild der er tale om, men ”indreild”, eller som de fleste nok ville kalde det; passion eller lidenskab:

”It’s not on the roof it’s inthe booth /Then spreads from the stage tothe youth /Who all root for more”

Deacons helt store lidenskaber rap, og det kommer tydeligt til udtryk på “Hellfire”, der ligesom “SinceWhen”, der i starten af APOSetablerede Deacon som en suveræn rapper, er et forrygende showcase i rap-skills,og så virker den ligeledes perfekt live. Deacon rapper:

”Murder, death, kill with the grill /You’ve heard the best, don’tsit still as you feel this (Fire!) /Folks catch chills off theskill it’s the Vill (-ain) /Ill will, liquefy shields with(Fire!) /Too late to secure theperimeter /It’ll enter ya soul you can’tcontrol the limits of (Fire!)”

Deacon vil også “myrde”,“slå ihjel” og “dræbe”, men med ord i stedet for våben, så på kløgtig visvender han dødssynder til noget positivt. ”Hellfire” er den endelige reminder,der får Deacon til at indse, at rappen er og bliver hans ultimative lidenskab ilivet, og at intet kan give ham samme glæde og tilfredshed som musikken.

Det er så nu at jeg siger ”til”,for på ”RememberMe (Abstract/Reality)” er Deacon ved at vende tilbage tilvirkeligheden (det hele ligger jo i sangens titel). Handlingen fra ”Brain Cell”og til nu har udspillet sig i visionen, og på dette instrumentale stykke venderDeacon tilbage til den virkelig verden. Hvorfor hedder sangen ”Remember Me”?Hvem skal huske på hvem? – Det er englen/Mary Jane, der siger til Deacon, athan skal huske på hende og på det hun har vist ham. Husk på det, du lærte viaden vision jeg viste dig. Husk det og brug det. Og så spørger hun ham jofaktisk direkte: nu hvor jeg har vist dig hvad der vil ske, hvis du ikke følgerdit hjerte, ”what’llyou do?”.

Og hvad har han så tænktsig at gøre? Rappen på ”What’ll You Do?” giver ikke et absolut svar i sig selv.Deacon synes faktisk stadig i tvivl. Hele verset er det rene guld, så I får dethele (det hjælper utroligt meget på forståelsen at læse lyrikken uden at lyttetil musikken imens, så man virkelig kun koncentrerer sig om ordene):

”I’m 25 now, yeah I told my pops I’d tossthe towel in /Making music no longer easilymakes my smile bend /Though, “wow’s” from thecrowd’s ain’t end yet /Them smiles and back patsstill ain’t helping the rent checks /Ain’t far from crack packs ifI hursh these verses /Flippin’ words shit for anempty purse feels worthless /Listen, word of mouth donebeen a blessin’ and a curse /We reach heads but the onlybread we see’s off shirt sales /Tours and shows spread allover the Earth, well /Recoup gas and hotels, back tothis dirt /Hell’s far away though,believe I ain’t complaining /Rather explaining, that unlessthis southern rain ends /We show proof we’s as real asyou /Needing a roof, some shoes,dolla bills and food /Two from The Dirty met with mismatched skin /Acknowledge first that one daythis track may end /When there’s no more stream inthat engine /Yet hopefully clean streams bean astringent /But needs outweigh cheesetryna stay in contention /“For the love”’s a hard reasonto keep my life in suspension”

Man sidder konstant medfornemmelsen af, at han egentlig hargivet op, men alligevel bliver draget tilbage imod rappen som en overnaturligkraft. Det virker næsten som om, at han sætter pro’s og con’s op imod hinandeni løbet af sangen, - ”skal jeg, skal jeg ikke?”. Det ender dog med, at hankonkluderer, at det eneste rigtige at gøre er at fortsætte, fordi rappen er dethan brænder for; det der giver hans liv mening og indhold. Egentlig enKierkegaar’sk tankegang; at lidenskab fungerer som brændstof for mennesket, oguden dem er vi intet, så har man først fundet en passion, så må den for alt iverden udleves.

Læg også mærke til, hvordan hansamler ”mixed race” problemstillingen fra tidligere op, men i stedet bruger dentil at beskrive hans samarbejde med Kno (”twofrom The Dirty met with mismatched skin”). Kigger vi tilbage på ”Hourglass”dukker en interessant metafor hertil op:

”Abs burnin’ from fastlearnin’, not cash earnin’ /‘Cause we wasn’t really on ‘atyet, just yes’ yallin /At this point, our lil’brainchild was hardly crawlin”

Deacon beskriver altså hanog Kno’s hiphop-projekt som en baby, der blot er ved at lære at kravle. IgennemTonedeffs karakter lærte vi, at man skal passe ordentligt på sine børn (ogbørnebørn), så i og med, at hiphoppen er Deacons ”baby” kan han naturligvisikke svigte den.

Til at lukke pladen ogafslutte Deacons episke sjælerejse er ”The Light”, og hvis ikke dén titel forsikrerén om, at Deacon vælger den rigtige vej, ja så ved jeg ikke hvad gør! Alt hvadder er blevet fortalt på APOS op tildette punkt, opsummeres og rundes af i en usædvanligt flot perle af et nummer. Detkan forekomme en anelse utydeligt hvad det er Natti forsøger at sige med sitvers, men jeg tror det handler om, at alle kan fejle og træde ved siden af engang imellem; ”Ain’t nobody on this Earthbeen perfect since birth”. Det handler om at se sig selv i øjnene ogerkende sine fejl; ”If you wanna behealed then you gotsta reveal the truth”. Afsluttende – for både sangen ogpladen - hører vi følgende ord sunget, af næsten kirkelige englestemmer: ”Set your eyes on the sun. What has broughtyou this far?”. – Denne sætning bærer en enorm betydning, forCunninlynguists serverer ikke deres budskaber i pegefinger-form, de opfordrerderes lyttere til selv at tænke over hvad der er rigtigt og forkert, og gøre opmed dem selv, hvordan de handler rigtigt, ud fra de valg livet giver os,repræsenteret i æblet som Eva holder på frontcoveret. Træffer du de forkertevalg, ender du højst sandsynligt nede blandt de andre skelethoveder.

Selv ser og bruger jeg pladensindledende spørgsmål, ”Where will you betomorrow, if it ends today?”, som fundament for min egen måde at leve etgodt liv på. Som sekulariseret menneske tror jeg ikke på, at der er en Gud derhar skabt os, men jeg tror på, at rigtig mange af de livsværdier som deforskellige religioner værner om, bør gøre sig gældende i alles måde at levepå. Men kan bruge spørgsmålet som en hypotetisk guideline: Hvis vi antog, atder rent faktisk var en Himmel, og atman kom derop efter døden hvis man havde levet et ret liv, ville jeg så komme derop?

- Jeg tror som sagt ikkepå at man kommer i Himmelen eller Helvede, men jeg tror på, at det er sundt at leveud fra den tanke, at det er sådan det forholder sig. Skulle dagen komme, hvorjeg stiller mig selv spørgsmålet, og i ærlighed ikke finder svaret positivt, såved jeg at et-eller-andet er gået galt.

Hvor om alting er, så erdet ganske fantastisk, at en plade-udgivelse kan få én – mig i hvert fald – tilat tænke så meget over så betydningsfulde ting, og det er nokderfor at jeg er kommet til at holde så vanvittigt meget af A Piece of Strange. Ingen andenudgivelse har givet mig så meget stof til eftertanke som denne, tilmed servereti så superb musikalsk kvalitet, at det næsten er fjollet.

Hvis man skulle udvælge étværk per musikgenre, som repræsenterer dén genres ypperste formåen, og somallerbedst demonstrerer hvad dén genre er i stand til, så ville Mozarts 40. symfoni nok repræsentere denklassiske musik, Led Zeppelins IVrocken, Michael Jacksons Thrillerpoppen, Miles Davis’ Kind of Bluejazzen, og så ville Cunninlynguists’ APiece of Strange uden tvivl repræsenterer hiphoppens absolut mestmesterlige kunnen.

Mere helstøbt, gennemført,smukt og livsbekræftende et værk skal man virkelig lede længe efter.

Et sørgeligt faktum er, atCunninlynguists ikke har tjent en eneste krone på A Piece of Strange, grundet komplikationer med deres udgiver. Menpå en eller anden syg måde giver det virkelig meget mening, at de ikke hartjent noget på denne skive. Historien handler om en rapper, der ikke kan tjenetil dagen og vejen, og begynder derfor at tænke på at ty til kriminalitet forat få mad på tallerkenen. Han vælger dog, trods modvind, at fortsætte somrapper, fordi det er ”hans kald” i livet. Det må have været sådan de tre selvhar haft det. Flere års hårdt arbejde lagt i dette projekt, der som færdigtprodukt ikke giver dem mønt på kontoen overhovedet. Jeg ville ikke bebrejdedem, hvis de i sin tid overvejede at droppe erhvervet som undergrunds-gruppe.Men så vidt jeg ved laver de stadig sublim musik, så de valgte altså ligeledesat fortsætte og udleve deres passion i livet: hiphop. Som Deacon slutter med atsige på ”America Loves Gangsters”:

”Now that’s ill!”

- A Piece of Strange får naturligvis den største 6/6'er det overhovedet er muligt at give. - Og så håber jeg, at I nød læsningen og måske endda blev en smule klogere.

- Jeppe Barslund

A Tribe Called Quest - The Low End Theory

2012-01-05T12:51:00.000-08:00

”To know your future, you must know your past”

- GeorgeSantayana

Jeg er af den tro, at hvisman vil gøre sig klog på nutiden, så er man nødt til at have sin baggrundsvideni orden. Når det kommer til hiphop-”ekspertise” (om man må), så er min vidennogenlunde begrænset til sen-halvfemserne/årtusindeskiftet og frem. Jeg kan havesvært ved at forholde mig til noget musikhistorisk, hvis jeg ikke selv har”været til stede”, da hvilken-begivenhed-det-nu-end-måtte-være fandt sted. Jeghar derfor bestemt mig for, primært at klog-gøre mig på den modernehiphop-historie. Men for at kunne det, er jeg stadig nødsaget til at kigge ibakspejlet og få mit bagland i orden. Man er nødt til at forstå fordumsstorhed, for at kunne redegøre for nutiden- og fremtidens luner. Som vi ogsåvar inde på i Illmatic-anmeldelsen,så handler det om anerkendelse, samt forskellen imellem at ”anerkende noget” og”synes godt om noget”. Det er vigtigt at pointere, at de to kan, men ikke behøver at gå hånd i hånd.

Eksempel: Synes jeg at Jimi Hendrix’s Are You Experienced er fantastisk?Overhovedet ikke, men jeg anerkender pladen som værende en banebrydende milepælindenfor musikken generelt, og jeg anerkender manden for at være en af alletiders dygtigste, vigtigste og mest innovative kunstnere, der har sat rammenfor hvad man kan med en guitar.

På samme vis anerkenderjeg A Tribe Called Quests andet album, TheLow End Theory, for at bane vejen for jazz-baseret, opløftende, conscious og ”glad” hiphop med etpositivt budskab, som har været startskud for flere rap-artister end jeg kanremse op. Men synes jeg at The Low End Theory er et mesterværk? Det gørjeg ikke nej.

A Tribe Called Quest var nogle af de første, der serverede et opløftendealternativ til den dominerende gangster-rap, derflød ud fra vestkysten. Det var især en gruppe som N.W.A, der fik det meste til at handle om kriminalitet, bande-vold, stoffer og våben, serveret med en offensiv "fuck tha police" -mentalitet, men da Q-Tip, Phife Dawg og Ali Shaheed Muhammad udgav People's Instinctive Travels and the Paths of Rhythm i '90 var deres dagsorden noget mere venligsindet. Modtagelsen var ikke udbredt positiv, dette værende på trods af, at et af hiphoppens mest ikoniserede numre, "Can I Kick It?", var at finde derpå. Det var først med efterfølgeren, The Low End Theory, at aftrykket blev mastodontisk.

Den funky, jazz'ede stil ATCQ lagde for dagen med The Low End Theory var ikke just en velkendt tilgang til rap i 90'ernes første år. Man kan vel nærmest beskrive jazz/hiphoppens entré som værende banebrydende for musikhistorien. Gruppen havde smedet et beat-katalog sammen, der bestod af minimale, skrabede produktioner, der ikke bestod af meget mere end nedbarberede drumbreaks, enkelte samples og basgange, der ikke bare var, men stadig er blandt de dybeste overhovedet hørt. Gruppen fik blandt andet hjælp af den legendariske bassist Ron Carter, der har samarbejde med bl.a. Miles Davis og Herbie Hancock på samvittigheden, til at lægge nogle fede basrytmer over deres beats. Meget sigende starter hele pladen ud med den gyngende basgang på "Excursions", der sætter standarten for resten af pladens bølgende lydbillede. Gode eksempler inkluderer "Buggin' Out", hvis basgang efter sigende skulle have fået højtalere til at brænde sammen under indspilningerne. Numre som posse-cut'et "Show Business" og "Check the Rhime" byder ligeledes på nogle af de mest simple men effektive drum-breaks fra den gyldne æra.

Men, for en som mig, der er "oplært" af nyere hiphop (for alvor startende med DJ Premiers beats på Moment of Truth), finder jeg flere af beat'sne på The Low End Theory end anelse kedelige og den simple formular en smule repetitiv. Nogen påpegede en vis "tørhed" i produktionerne på Illmatic, og det er præcis sådan jeg har det mange af produktionerne på TLET. Grunden til dette er vel nok bare, at min første hiphop-kærlighed var rettet imod nyere, mere "udviklet" hiphop, der gjorde brug af flere, mere nuancerede elementer. Om "udviklet" hiphop nødvendigvis er bedre end det ældre, mere sparsomme, er naturligvis ikke en selvfølge, og mange vil nok til evighed mene, at den modernisering hiphoppen har gennemgået, har været ødelæggende for kulturen. Men det er nu engang min holdning. Måske det ville svare til, at man først havde set film som Gladiator, Inception og There Will Be Blood, og derefter gav sig til at se eksempelvis Carl Th. Dreyers Ordet; et uden diskussion mesterligt storværk, der ændrede filmmediet for evigt, men som i dag mestendels har sin force i nostalgien og det charmerende gamle udtryk. Måske skal man også bare lade være med at gøre det for abstrakt, kalde en spade for en spade, og sige, at det nok bare keder mig en smule.

Det gælder også lyrikken. Der er ingen tvivl om, at Q-Tip og Phife Dawg har kemien i orden, og flere steder show-caser de super fede flows og overlegenhed. Men faktisk irriterer deres rap mig også mange steder. Ikke indholdsmæssigt, men flow-teknisk har de to rappere ofte en mildest talt anstrengende effekt i mine ører. Værst af alt er det, at jeg ikke rigtig kan sætte en finger på det specifikke problem, der er bare flere numre, hvor det - for mig - synes at tendere det urutinerede.
Kigger man på pladens wiki-side, kan man se, at den har modtaget top-karakters anmeldelser over hele feltet. 10/10, 5/5, A+ og det hele. Kun James Bernard fra Entertainment Weekly ser anderledes på det, og jeg kan virkelig relatere til de afsluttende ord i hans anmeldelse: "this may be the greatest hip-hop album that will never quicken my pulse". Sådan er det vel bare nogen gange.

En af de største fornøjelser der ligger i at lytte The Low End Theory igennem, er at man (jeg gjorde i hvert fald) kan finde linjer overalt i teksterne, som andre rappere har lånt senere hen, som en ATCQ-homage. Q-Tip starter f.eks. "Excursions" med at rappe: "Back in the days when I was a teenager", - en linje som Geo (Blue Scholars) åbner "Proletariat Blues" med, i samme tempo og med præcis samme tryk på ordene. Disse "lån" er at finde overalt, og det fortæller virkelig én, hvor stort et aftryk pladen har sat i hiphop-verdenen, og hvor respekteret og elsket pladen er blandt andre rappere. Det, at jeg ved, at The Low End Theory var med til at forme hiphoppen da den bare var en klump ler, gør, at jeg har den dybeste respekt for pladen, og det er nok denne respekt der gør, at jeg et eller andet sted er utroligt glad for den. Også selvom det ikke er alt på skiven der behager mine smagsløg.

"Set i et historisk perspektiv er den til topkarakter, men dømt ud fra mine personlige præferencer og smag i musik, er meget af det lidt for outdated og kedeligt til at karakteren kan trækkes meget længere end en 4 stykker, så et sted derimellem..."

...ud af 6

I min bog er A Tribe Called Quests bedste numre spredt ud på deres andre udgivelser. Mine tre favoritter fra gruppen:

#3 "Can I Kick It?"

(Peoples Instinctive Travels and the Paths of Rhythm)

#2 "Electric Relaxation"

(Midnight Marauders)

#1 "Jam"

(Beats, Rhymes and Life)

- Jeppe Barslund

Lil Wayne - Tha Carter III

2011-12-29T07:25:00.000-08:00

På nuværende tidspunkt er det vist hverken en nyhed elleren hemmelighed, at jeg ikke er den store Lil Wayne fan. Som jeg ser det, harhan lavet en portion ganske god musik, men langt større mængder forfærdeligtragelse. For at sige det som det er, inall honesty, så ser jeg Lil Wayne som en af nyere tids allerværste rappere– overhovedet. Faktisk synes jeg at han er så ringe, at det nærmer sig det decideretfarlige. Farligt fordi han af nogen – uhyggeligt mange faktisk – bliver ansetsom værende ”the greatest rapper alive”. Et statement, der for mig hører undersamme kategori af påstande som ”Julemanden findes” og ”Jorden er flad”, altsånoget man kun kan tro seriøst på, indtil man lærer, at det ganske simpelt erukorrekt.

Desværre erder bare nogle ting, der tager virkelig lang tid at finde ud af, og som kanvære utroligt svære at finde ud af.En banan skrælles lettest hvis man åbner den fra bunden, ”SOS” står ikke for ”Save Our Souls”, alfabetet harikke 28 bogstaver og Lil Wayne er ikke en god rapper. Her er tale ommisforståelser, der er så udbredte, at det på en mærkværdig, uofficiel måde erblevet ”det rigtige”.

Problemet er, at flere mennesker vil leve hele deres liv,uvidende omkring det faktum, at bananer åbnes lettest fra bunden. Når jegbliver færdiguddannet som skolelærer vil jeg med garanti også recitereABC-sangen med mine indskolingsbørn og stadig rime ”æøå” med ”28 skal der stå”.Og på samme vis er det højst sandsynligt rigtig mange, der altid vil værefanget i den (mis)forståelse, at Lil Wayne er et ”lyrical genius”.

Måske handlerdet om, at man har været af en vis forståelse eller tro i så mange år, at manet-eller-sted faktisk er ligeglad med om det er rigtigt eller forkert. Hvis jegstyrtede ned med et fly og svømmede i land på en øde ø, så var ”SOS” da ogsådet første jeg ville skrive i sandet, vel vidende, at det ikke står for ”SaveOur Souls”, men vel vidende, at det er det de fleste tror, og derfor vil væredet eneste rigtige at skrive.

Lil Wayne er ikke en god rapper. Det vil jeg nok aldrigkunne overbevise dem, der synes at han er fantastisk, om, men jeg håber, at deselv bliver afklaret med det på et tidspunkt.

Jeg kan huske,at da jeg for nogle år siden fik arbejde på Islandsbrygge, og skulle cykle fraValby hver dag, skulle finde en cykelrute. Jeg fandt en passende rute, som jegkørte ad hver dag, frem og tilbage. Efter at have kørt trofast ad denne rute iet par måneder kom det mig helt tilfældigt for øre, at der fandtes en rute, derbåde var hurtigere, pænere og mere stille og rolig. Jeg fandt denne rute,afprøvede den, og erfarede, at den faktisk varbåde hurtigere, pænere og meget mere uforstyrret. Der blev jeg en smuleirriteret over, at jeg i al den tid kunne have hygget mig på denne rute, men istedet havde taget en trafikeret, larmende og noget langsommere vej til arbejde,i så lang tid. Men jeg fandt den trods alt. Og hvad er budskabet med dennehistorie så? Jo, jeg håber, at de, der forguder Lil Wayne som værende et ”lyricalgenius” en dag vil støde på et bedre, mere plausibelt alternativ, og nå dertil,hvor de kan se tilbage på Lil Wayne som værende ”den besværlige vej” de kørtead, fordi de ganske simpelt ikke kendte til den anden.

Jovist, Lil Wayne er en ringe rapper. Men her er detvigtigt for mig at understrege, at der er forskel på dem, der synes at LilWayne er en god rapper, og dem, der synes Lil Wayne er god. For han er god til en masse andet end at skrivetekster, blandt andet at finde samarbejdspartnere.

Tha Carter IIIer uden sammenligning Lil Waynes bedste plade til dato i min bog, denindeholder nemlig nogle fuldt ud pragtfulde skæringer, der giver god grund tilat holde af albummet. Fra den mastodontiske produktion på ”Mr. Carter”, detlabre og super frække jazz-beat på ”Dr. Carter”, Robin Thicke’s ikoniske omkvædog produktion på ”Tie My Hands”, Kanyes musikalske genistreg på ”Let the BeatBuild”, Static Majors vanvittigt kitschede men effektive ”Shawty wanna thug”-omkvæd på ”Lollipop”, der er båret op af etmindst lige så kitschet men effektivt Jim Jonsin beat, og så må man heller ikkeglemme pladens episke afslutning i ”Dontgetit”, med det perfekt flippede NinaSimone sample.

Problemet er bare, at pladens største øjeblikke på intettidspunkt står på Lil Waynes regning. Det er vigtigere at have folk omkringsig, der kan hjælpe til med at få én til at se godt ud, end faktisk at kunnenoget selv. Lil Wayne kan naturligvis noget selv, og der er flere ganske udmærkede lyriske passager, men for hver enkeltgode linje synes der at være tyve tåkrummende ringe. Hvordan får man så sigselv til at fremstå som en god rapper hvis man hedder Lil Wayne, og rentfaktisk ikke er det? Man inviterer de rappere, der faktisk er ringere end enselv, til at gæste diverse sange. Det kan simpelthen ikke være et tilfælde, atdet lige præcis er Brisco, Juelz Santana og Fabolous der er med her, de absolutværste rappere der har trukket vejret. Og de to gode rappere der er at finde påpladen, Jay-Z og Busta Rhymes, skinner som en sol over Lil Waynes sørgeligestearinlys, og det endda på trods af, at de er langt fra deres topniveau.

Lil Wayne har egentlig nogle fremragende ideer her ogder, men udførelsen er mildest talt uheldig i de fleste tilfælde. Den måde hangiver ”fuck tha police” rap-genren et twist på ”Mrs Officer” er yderst snedig,men versene er blandt de dårligste skrevet. Også ”Dr. Carter” er bygget opomkring et kløgtigt koncept, hvor Lil Wayne er lægen, der skal redde en rækkepatienter i form af ”wacke rappere”, der kommer ind på operationsbordet. Lidtironisk er det dog, at hans vers, altså ”lægens behandling”, er fyldt med detmeste af det, som hans patienter lider af: ”vocaband metaphors need work, and he lacks respect for the game”. Han rapperbl.a.:

”I stay tight like pussy at night /Baby don’t get me wrong I could do that pussyright /But I’m too wrong to write /Too fresh to fight /Too paid to freestyle /Too good to freestyle /I had to say it twice, swagger so nice”

På den ellers fremragende producerede “Let the BeatBuild” rapper Wayne hårdnakket: “I am thebest rapper alive” – ja han siger det endda to gange i træk for lige atunderstrege – men efterfølgende rapper han de potentielt svageste 12 linjer påpladen. Flowet er okay, men det han siger er bare så skræmmende indholdsløst. -Hvilket faktisk er meget sigende for størstedelen af Lil Waynes tekster. Lad ostage et par eksempler:

”I mightgo crazy on these niggas, I don’t give a motherfuck /Run upin the nigga house and shoot his grandmother up”(“3 Peat”)

“Sister,brother, son, daughter, father, motherfuck a copper /Got daMaserati dancin’ on the bridge, pussy poppin’”(“AMilli”)

“Bitchain’t shit but a hole and a trick /But youknow one ain’t trickin’ if you got it /You knowwe ain’t fukcin’ if you not thick /And Icool your ass down if you think you’re hot shit”(“GotMoney”)

“I ain’tkinda hot, I’m sauna /I sweatmoney and the bank is my shower /Ha ha,and that pistol is my shower /Ha, sostop sweatin’ me coward”(“ShootMe Down”)

“But manI ain’t never seen an ass like hers /Thatpussy in my mouth had me at loss for words /I toldher to back up like burp, burp /And makethat ass jump like shczerp, schzerp”(“Lollipop”)

I could go on for days, men jeg tror I har forståetbudskabet. Lil Waynes skriverier får jo simpelthen Daft Punks ”Around the World” til at ligne et lyriskmesterværk, og Beyoncé’s ”Run the World (Girls)” en poetisk genistreg. Ingenskriver dårligere tekster end Lil Wayne. Og så er jeg egentlig rimelig ligegladmed om han har et unikt flow, en karismatisk stemme eller cool hæshed i sinvokal, når teksterne er så nederdrægtigt ringe, så hjælper det intet.

”Tie My Hands” er en af de få undtagelser, hvor Lil Waynerapper om tragedie-bearbejdelse, hvilket han gør rigtig godt. Hurricane Katrinatotalt ødelagde hans hjemby New Orleans, og den motiverende sang om at kommevidere i hårde tider er velfortalt og rørende.

Strøtankerne på ”Dontgetit” er heller ikke helt uefne, omend en smule rodede, men man kan høre, at han har noget på hjerte i hanssnakken om ”crack cocaine in the hood”. Og så er der selvfølgelig finurlighedersom:

”Gotsummer hatin’ on me ’cause I’m hotter than the sun /Gotspring hatin’ on me ‘cause I ain’t never sprung /Winterhatin’ on me ‘cause I’m colder than y’all /And Iwill never I will never I will never fall /I’vebeen hated by the seasons /So fucky’all hatin’ for no reason”

Der fungerer fint, på trods af, at det jo egentlig ernoget værre sludder. Det er endnu en ting Lil Wayne er god til: at overbevisesin lytter om, at hans metaforer og punchlines er gennemtænkte og smarte, - mentænker man bare en smule selvstændigt over det han rapper, så er der virkeligikke meget ”smart” at komme efter.

Når alt kommer til alt, så er Lil Wayne ikke skyld inoget af fede på Tha Carter III, hanhar bare været klog nok til at købe sig til nogle gode beats, nogle gode sangskrivereog nogle gode gæstesangere. Hvis man kan acceptere dette, og bare tage den godemusik der nu engang er på Tha Carter III for hvad det er, ja så er der da noglefine skæringer at finde. Tilhørende kategorien ”let underholdning” vel atmærke, for bedre er det ved Gud ikke.

Endvidere er det også vigtigt at pointere, at Lil Waynes smagi beats kan være mindst lige så afskyelig som god. Der er som sagt noglefremragende beats på skiven, men ”3 Peat”, ”Get Money”, ”Phone Home”, ”La La”, ”PlayingWith Fire” og ”You Ain’t Got Nuthin” er bare forfærdelige. Og nej, ”A Milli” bærerheller ikke et fedt beat. Exile flippede beatet på sin mpc i et one-take oglavede en langt federe banger ud af det.

Er jeg en ”Lil Wayne hater”? Muligvis. Det kommer an påhvordan man definere en ”hater”. For mig er en ”hater” synonym med en såkaldt ”internettroll”, der helt uhæmmet sviner alskens ting og sager til, alt imens han/hun forholdersig anonym og gemmer sig bag sin skærm, så denne person aldrig får brug for atforsvare eller forklare sine anklager eller vredesudbrud, der for resten oftester komplet ubegrundet og tydeligt formuleret i al hast. Jeg ser mig bestemtikke som en sådan. Jeg anmelder og skriver som offentlig person, jeg har etnavn og et ansigt og står inde for alt hvad jeg skriver. Når jeg har noget negativt at sige om noget eller nogen indenfor musik-genren, så forsøger jeg for så vidt muligt at begrunde det så godt jeg kan. Nej, det kom nok ikke helt til udtryk ved min sidste Lil Wayne anmeldelse, det beklager jeg.

Til gengæld er detrigtigt, at jeg virkelig ikke kan lide Lil Wayne. Hader jeg ham? Nej, jegkender ikke manden, og kan derfor ikke decideret hade ham. På den anden sidebliver jeg virkelig ked af det, når jeg slår ”Lollipop” op på YouTube, der harover 90.000.000 views, og ser at der er brugere, der i kommentarfeltet skriver:”He’s the reason I love music. <3”. - For jeg synes virkelig, inderst indefra mit hjerte, at det er noget forbandet lort, at Lil Wayne kan være garantfor kvalitet og god musik, når han så åbenlys laver så suverænt dårlig ogintetsigende musik. Det hader jeg faktisk lidt. I må gerne kalde mig en "Lil Wayne hater" hvis I lyster, det synes berettiget. Når alt kommer til alt er det ikke mig, der tager denbesværlige, tafikerede og langsomme vej til arbejde. Jeg har fundet den bedreløsning, og jeg kan kun håbe på, at jeg en dag møder jer, der har ondt bag i fordi jeg jorder Lil Wayne, på denne cykelsti. Her er altså hyggeligere.

2.5-3/6

- Jeppe Barslund

Top 20 - 2011

2011-12-26T09:18:00.000-08:00

20. Zion I & The Grouch - Heroes in the Healing of the Nation

19. Apathy - Honkey Kong

18. Reks - R.E.K.S.

17. Elzhi - Elmatic

16. Phonte - Charity Starts At Home

15. Marq Spekt & Kno - Machete Vision

14. Random Axe - Random Axe

13. 9th Wonder - The Wonder Years

12. Doomtree - No Kings

11. Saigon - Greatest Story Never Told

10. Evidence - Cats & Dogs

9. Eligh & Amp Live - Therapy At 3

8. Hassaan Mackey & Apollo Brown - Daily Bread

7. Blue Scholars - Cinémetropolis

6. The Roots - Undun

5. Action Bronson - Dr. Lecter

4. Sims - Bad Time Zoo

3. Kendrick Lamar - Section.80

2. Common - The Dreamer/The Believer

1. Cunninlynguists - Oneirology

Følg wots.dk i de kommende dage for min liste over de bedste danske hiphop udgivelser

- Jeppe Barslund

Common - The Dreamer/The Believer

2011-12-19T01:51:00.000-08:00

Som det fremgår af mine tidligere Common-anmeldelser, så er Chicago MC’en blandt mine absolutte favoritter. Jeg tror endda at jeg – mere eller mindre ”officielt” - udnævnte ham til min nummer ét favorit rapper. Jeg har taget mig selv i at revidere rigtigheden i dette statement fra tid til anden, da der er så mange fantastiske rappere ”derude”, der lige så vel kunne gøre sig som ”den bedste”. Men et-eller-andet ved Common gør, at jeg som regel plejer at komme til enighed med mig selv om, at det nok alligevel var det rigtige valg. Efter at have hørt hans nye, niende album The Dreamer/The Believer, er min sporadiske tvivl endegyldigt blevet gjort til skamme, og alle de andre rappere derude skal virkelig oppe sig, hvis jeg nogensinde skal ændre min påstand.
Som det ligeledes fremgår af mine mange anmeldelser af Commons plader, så har han efter min mening aldrig begået noget, der ligger under det ’rigtig gode’ i kvalitet (muligvis med debuten som undtagelse). Dermed ikke sagt, at jeg ikke har været uenig i nogle af hans karriere-valg. Be er og bliver hans stærkeste projekt til dato (simpelthen et hovedværk i moderne hiphop-kultur), men nogle af de efterfølgende, Hollywood-påvirkede træk, klædte ikke tilsyneladende rapperen efter min smag. En masse små filmroller i store Hollywood-produktioner gjorde, at hans begyndende smag for det celebre liv som red carpet –betrædende ”stjerne”, afspejlede sig i hans Universal Mind Control album, der bød på de mest poppede og mindst substantielle musikalske bidrag i hans karriere (dog stadig et fantastisk album, men nok ikke hvad man havde håbet eller forventet af Common).

En god rum tid er gået med musikalsk stilhed omkring Common, der i stedet har begået sig som førsteelsker i ondt-i-tanden-sukkersøde kærlighedsfilm som fx Just Wright, der unægtelig har gjort, at man har været nødsaget til tage sig en smule mere sammen for at vedligeholde sin respekt for manden som troværdig hiphopper. Med The Dreamer/The Believer gør Common det dog endnu engang ufatteligt nemt at se ham som værende den gudsbenådede rap-maestro han er, og altid vil være.

Når selv en hardcore undergrundsrapper som Apathy beder sine facebook-fans om at huske på, hvor vigtig Common er for hiphop-kulturen, og samtidig udtrykker sin totale begejstring for den ”tilbagevendte” Common, så ved man der er noget om snakken!

”If you desire a bright tomorrow, you must build a brighter dream. Dare to let your dreams reach above you… Know that history hold more than it seems. We are here, alive today, because our ancestors dared to dream”

Commons niende album handler om drømme. Om at drømme. Om at sætte sig nogle mål med livet – gerne ambitiøse – og så arbejde røven ud af bukserne for at nå dem. Og ikke mindst om, uanset hvad, at tro på, at det kan lade sig gøre. Allerede her lyder det hele som én stor kliché, men der er ikke mange bedre fortalere for drømme-opnåelse end Common.

”It all started with a dream, I wanted to be Run D.M.C. /
The Lord put the blessing upon the MC /
O the the M, dreams were spoken to him /
That’s when I knew my flows would overflow to the rim /
Open my eyes, yes sir this is what I’m made for”

The Dreamer/The Believer tager udgangspunkt i Commons egen kamp for at nå fra bunden til toppen. Fra at være en ung lømmel i Chicago’s slum med ”ghetto niggas’ dreams from the hood” (”Ghetto Dreams”) til at hæve glasset og skåle for livets triumf (”Celebrate”). I løbet af denne herlige coming-of-age fortælling, får Common flettet en række fantastiske sange sammen, hvori han demonstreret og beviser, at han mestrer alt fra poesien malende sprog til battle-rappens gade-kodeks bedre end de fleste andre rappere i dag.

Med sig har han vidunder-produceren No I.D, der har sammensat hele lydbilledet til nærværende skive, og lad mig bare sige det som det er: dette er No I.D’s kronværk som producer. No I.D. producerede stort set alt på Commons tre første udgivelser, så det er bestemt ikke første gang de herrer slår hovederne sammen, men No I.D. har ganske simpelt bare aldrig lydt bedre end her. Musikken er gennemstrømmet af en sitrende soulful’ness, en udsøgt sans for effektive melodier og en gennemgående rå nerve. Det er på alle måder the best of both worlds der mødes her. Stramme drum-breaks og fænomenale soul, jazz og blues –samples, der udgør et himmelsk hiphop-univers, tilsat bredt appellerende sang på stort set alle omkvæd. – Ikke sunget af ”hvem end der er hot lige nu”, men af ukendte (med John Legend som undtagelse), vanvittigt dygtige studio-sangere, der virkelig kan deres kram. Lidt á lá The College Dropout, hvis liste over (ukendte) studio-sangere er flere kilometer lang. Tja, hvis ikke det var fordi at man vidste, at det forholdte sig helt omvendt, så skulle man tro, at No I.D. var dybt inspireret af Kanyes mix af oldschool soul og flabet originalitet. Det er han jo nok også et godt stykke af vejen, det ene udelukker jo ikke det andet. Hvorom alting er, så er beat-kataloget på The Dreamer/The Believer lige til at fælde en tåre eller ti over, - af inderlig glæde vel at mærke!

Og ”heldigvis” er Common i prægtig topform, så der er virkelig tale om rap og beats, der går op i en højere enhed. Fra den bund-melodiske åbner ”The Dreamer”, hvor Common rapper om hvordan det er, pludselig at være ham, der skal inspirere de unge til at drømme stort, til den fuldt ud aggressive ”So Sweet” med sin lede og fede bas-gang. Fra en af årets største musikalske bedrifter i den blues-guitar og violin –besmykkede ”Gold”, der handler om, at man skal huske at have hjerte og sjæl med sig hele vejen, til ”The Believer”, der bærer en af de flotteste tekster skrevet i meget lang tid. Fra den festlige, livsbekræftende ”Celebrate” til den måbende flotte ”Cloth” om indre skønhed, hvorpå Common så smukt rapper:

”Hey lover we can cover each other /
Through the coldest nights, tight never smother /
It’s two things that seems to hold us together /
God is our tailor and forever – it’s the cloth”

Den rå attitude er godt nok lige ved at flyde over når Common på “So Sweet” siger “it’s the raw right here nigga, sweet motherfucker – sweet ass bitch motherfucker”. Det virker en smule malplaceret på en ellers gennemgående positiv og opløftende plade, og jeg er lidt I tvivl om hvem han er så sur på, og ikke mindst hvorfor han er så sur! Det virker som om, at han har tænkt, at hans hiphop-fans nok skal se igennem fingre med hans Hollywood kærlighedsfilm, hvis han bare bander en hel masse og lyder rigtig sej. Lige dén tankegang har jeg et lidt ambivalent forhold til, men heldigvis flyder han upåklageligt over det smækre beat, så helt slemt er det trods alt ikke. - Især ikke når han på den efterfølgende ”Gold” (som sagt et af de bedste numre dette år har rystet af sig) fyrer op for så hamrende skarp lyrik. Endda over et beat, hvis sample af Graham Central Station’s ”The Jam” bærer en åbenlys homage til Smif-N-Wessun’s udødelige klassiker ”Shining… Next Shit”. Common rapper:

”Ashtrays an’ cigarettes, last days, indigenous peoples /
These are the adventures of young black millionaires /
I am the voice of the meek and underprivileged /
The smell of success, I want y’all to get a whiff of this /
On a move like black slaves through the wilderness /
I write it, and still get invited to white Christmases /
When I was born three wise men came to visit us /
One a hustler, one a king, one a prisoner /
They cracked the bottle, then start giving gifts /
You from Chicago, we want you to deliver this /
Show the walking dead who the truly living is /
Separate the fake from who the real reals is”

Lige I øjet.
Lyrisk set når pladen sit episke klimaks på ”The Believer”, hvor poesi, metaforer, intelligent undertekst, politiske statements, kærligheds-propaganda og sociale problemer ramler sammen i én stor pærevending af ren storhed. I får første vers serveret i sin fulde længde – musik er ikke en nødvendighed, ordene taler deres egen, stærke sag:

”These are the words of a believer /
Achiever, leader of the globe /
Feeding souls of those in need /
I bleed the blood of the struggle /
Walking over troubled puddles /
Hustles in my chest, no hustle, no progress /
Extremities of life and it’s process /
Birth of a son, death of another /
With love I can rest both mothers /
And told ‘em, who’s in control is the one that’s above us /
I walk where money talks and love stutters /
Body language of a nation going through changes /
The young become dangerous, pain gets spent into anger /
Anger gets sent through the chamber /
It’s tough when you look like strangers /
We are the sons of gangsters and stone rangers /
If he could, how would Ernie Barnes paint us? /
Look at the picture, hard not to blame us /
But time forgives in the Chi where the young die often /
Do they end up in a coffin because we haven’t taught them? /
Is it what we talking we really ain’t walking? /
Dudes, hustler’s pay, how much did it cost ‘em? /
Find myself on the same corner that we lost ‘em /
Real talkin’, in they ear like a Walkman /
Thoughts spin around the corner to the world /
When I see them, I see my baby girl /
Believe”

Andet vers er i øvrigt lige så overvældende.
Som et ægte Common-album, så er det naturligvis hans far, nok bedre kendt som “pops”, der får lov til at lukke ballet med sine strø-tanker, og også han serverer stof til eftertanke:

"Dreams come true...
Truthful dreams become life
Life become belief
Belief become live
Live the life you believe...."

Og nu til det negative.
Eller næ, det er der egentlig ikke rigtig noget af.
Indrømmet, produktionen på ”Blue Sky” lå ikke helt behageligt i min øregang ved de første gennemlytninger. Men efter at have hørt hele skiven igennem en hel del gange, så ikke bare lyder den forrygende, dens specifikke placering virker også helt rigtig. Nogen gange møder man også bare musik, der er så gennemført, lækker og opløftende i sit væsen, at man slet ikke har lyst til at grave efter ulemper og minusser. The Dreamer/The Believer er bestemt sådan et album. Man er tryllebundet fra de første sekunder og lige indtil Pops afrunder albummet og giver slip på én igen. Og derfra kan det i øvrigt kun gå for langsomt med at starte pladen forfra og tage turen en gang til, og en gang til, og en gang til, og så lige en sidste gang, og så lige allersidste gang.

Dette album har haft - og har sådan set stadig - præcis samme effekt på mig, som da My Beautiful Dark Twisted Fantasy ramte gaden sidste vinter; alt andet musik er pludselig mere eller mindre ligegyldig. Alt andet musik man ellers lige gik og hørte sættes på standby. The Dreamer/The Believer er ikke en 6/6'er som MBDTF var det, for Common og No I.D. forsøger ikke at smide noget nyt eller vildt på bordet i samme grad som Kanye gjorde. The Dreamer/The Believer er en 6/6'er som Hocus Pocus' 16 Piéces var det: ganske simpelt bare så hamrende eminent, at den musikalske eufori løber én helt ud i fingerspidserne og ned i den yderste nerve i storetåen. Meget mere kan jeg ikke bede om.

6/6

Lupe Fiasco - Friend of the People (Mixtape)

2011-11-28T06:39:00.000-08:00

"Watch the throne as I dance in the chair /
Throw my crown in the crowd, hope it lands on the heir"

Efter to prangende mesterværker og lyriske milepæle, samt én semi-sørgelig, major label -undskyldning af et fesent pop-album, erklærer Chicago rapperen Lupe Fiasco sig atter ven af folket, ved at udgive et gratis mixtape. Et mixtape som jeg var en smule bange for at downloade, af frygt for at skuffelsen fra Lasers ville tage til. Men efter som Lupe er og bliver en dygtig kunstner skulle mixtapet naturligvis høres, og downloaded blev det. Helt præcis hvornår sangene på dette mixtape er fra er umiddelbart svært at sige, for flere gange får han sagt "Lasers coming soon", så spritnye numre er det ikke udelukkende.

Lyrik:

Lupe Fiasco er et fucking geni!

- Men det vidste vi jo godt. Med sine to første plader åbnede han alles øjne og ører for, hvor kløgtig, intelligent og dybt man kan skrive tekster. På Lasers havde han dumpet sin skriverier en smule down, men rappede stadig med mere velskrevne tekster end de fleste andre. På Friend of the People ser det ud til, at han er tilbage i top-form, og så er der altså ikke et øje tørt.
De skarpe observationer, sylespidse wordplay og underfundigt brillante brug af metaforer og dobbeltbetydende ord og sætninger, er at finde overalt. På "Lupe Back" rapper han om kommercial-musikkens effekt på kunstnere og hvordan de effektivt bryder ellers selvstændige og ambitiøse kunstnere ned til ens-tænkende amøber:

"Shock-a-zulu, call me Wasalu II /
Oh shit, man these record labels prostitute you /
Strap them to sushi bars, and feed em lots of fugu /
Catch a bad piece /
You can stick that 360 between your asscheeks /
Artists let’s mobilize and unionize like the athletes /
Radio is making our craft weak /
Forced to repeat the same dumb shit that work /
Only as hot as your last beat /
And rappers, they relating to that last piece"

Han funderer endda over, om pladeselskaberne havde en finger med i spillet i Kurt Cobains død. På titelnummeret "Friend of the People" lægger han ud med samme sublime flow og snørklede leg med ord, der gjorde, at jeg i sin tid blev forelsket i Lupes rap:

"Lu, cool, no, more doors /
Porsche or, no, more doors /
Sedan, hmmm, four more, no more doors /
More doors (/Mordor) than that Lord of the Rings that Frodo went to war for /
You'll se more war than World War Four or Lord of War /
Where Nicholas lost his brothor"

Jeebuz!
Og på "Joaquin Phoenix" er han ude i så mange snedige referencer og indforståede metaforer, at det ganske simpelt er urealistisk at få det hele med. Tag fx et kig på følgende passage:

"Man I'm so apalled /
I can keep them all safe /
I can really ball and put titties all in y'all face /
That was Robert Paulson and that deserves a pausin' /
So that's Blart, Pierce, and all that's missing is a bearer /
For the coffin that is needed for this beat when I'm done talkin'"

- Måske ikke noget, der springer én i øjnene ved første lyt, men det hele er én stor Paul-reference/metafor (!). De første to linjer kunne lige så vel læses: "I'm so a Paul / I can keep the mall safe", og så ville den referere til filmen Mall Cop hvor Kevin James spiller politimanden Paul Blart. Dem, der har set kult-mesterværket Fight Club, vil nok kunne huske Robert Paulson som ex-bodybuilderen, der grundet et absurd overforbrug af steroider har udviklet enorme bryster, som Edward Norton på et tidspunkt får i ansigtet, da han giver ham et kram. Navnet 'Peirce' går på basketball-spilleren Paul Pierce, der, som Lupe rapper, "really can ball". Og for at kæde alle Paul-referencerne sammen, slutter Lupe af med den manglende kiste-bærer, for hvad hedder de, der hjælper til med at bære kisten til begravelser (på engelsk)? - A Pall-bearer, eller her, a Paul-bearer.
Jeg ved ikke med jer, men i min bog er dét genialt. Og senere i samme sang glider han over i en længere passage med Michael-referencer, den må i selv hygge her med!

Alt i alt er der ikke meget andet end lyrisk guf på dette mixtape. Desværre er der passager med auto-tune og computer-effekts-befænget vokal, som ikke helt passer ind i det ellers funklende glansbillede, men der er virkelig god grund til at tro og håbe på en Lupe i hopla på næste udgivelse.

Musik:

Hmmm.....

Lydsiden på Friends of the People er ikke til at blive helt lige så begejstret af. Det meste er lånte instrumentaler, men kun sjældent hiphop, og det meste fungerer ikke helt så godt som man kunne have håbet. På "WWJD He'd Prolly LOL Like WTF!!!" (ja, det hedder den) rapper Lu over Justice's "On'N'On", som unægtelig svinger ganske herligt. På "Lightwork" rapper Lu over Bas Nectar's remix af Ellie Goulding's "Lights", og det lyder faktisk heller ikke helt tosset. Jeg indrømmer også gerne, at Ellie Goulding's stemme kan gøre mig blød i knæene, men electro-trance-beatet kunne jeg godt have været foruden. En udsøgt fornøjelse er det derimod at opleve Lupe over John Coltrane's jazz-perle "Love Supreme", med sine sparsomme trommer og rumlende basgang. Lupe's stjerne-producer Soundtrakk, som ikke fik lov til at lege med på Lasers, er tilbage her med to beats. Det ene, "Joaquin Phoenix", ikke synderlig imponerende, det andet, "SLR" (Super Lupe Rap), gennemført episk! Det tog mig lige et lyt eller fire at vende mig til det, men når først de vokal-samples kryber ind under huden på ind, så bliver de der!

Til gengæld har produktionerne på "Lupe Back", "Friend of the People", "Double Burger", "SNDCLSH In Vegas", "Super Cold" og "The End of the World" nogenlunde samme effekt på mig, som hvis man drikker ren Ipecac:

På Friend of the People kan man altså finde nogle ovenud fantastiske lyriske præstationer fra hovedpersonen, som virkelig kan frembringe et kodylt smil på en hiphop-elskers læber. Produktionerne strækker sig fra det komplet uudholdelige til det okay, og en sjælden gang til det eminente, så her er smilet ikke helt så smørret. Men da mixtapet er gratis synes jeg bestemt det skal hentes, for på trods af, at der stadig er lidt Lasers over musikken og stilen, så giver udgivelsen her én god grund til at tro på, at Lupe er på vej tilbage til der, hvor han hører til.

3/6

- Jeppe Barslund

Lil Wayne - Tha Carter IV

2011-11-23T01:50:00.000-08:00

"Only sick music makes money today"
- Friedrich Nietzsche

1.5/6

- Jeppe Barslund

Smif-N-Wessun - Dah Shinin'

2011-11-14T01:01:00.001-08:00

Tilbage i 90'erne lod hiphoppens potentiale til at være uendelig stort. Strømmen af fantastiske plader var konstant, og genredefinerende og -revolutionerende værker blev udgivet på noget der lignede månedlig basis. Tag f.eks. '93, hvor Buhloon Mindstate, 93 'til Infinite, Doggystyle, Midnight Marauders og 36 Chambers blev udgivet. Hvilket år! Året efter blev storværker som Southerplayalisticadillacmuzic, Hard to Earn, Resurrection, Ready To Die og Illmatic udgivet. Og lad os fortsætte yderligere et år frem, for '95 rystede lignende milepæle af sig: Infamous, Me Against the World, Only Built 4 Cuban Linx, Return to the 36 Chambers, Liquid Swords, Lifestylez Ov Da Poor & Dangerous og Labcabincalifornia.

Det fede dengang var, at hiphoppen fornyede sig selv dagligt, og i og med at genren var forholdsvis ny i sig selv, var alt også frisk og spændende. Problemet, om man må, var så, at nogle kunstnere blev profileret i højere grad end andre, og mange udgivelser blev derfor overset. Der var en strid imellem Biggie og 2Pac, der pådrog sig ekstrem meget opmærksomhed. Så var der Wu-Tang og klanmedlemmerne, der blev ved med at smide fantastiske plader på gaden, som ligeledes fik mange til at rette øjnene mod Staten Island. Og så var der selvfølgelig NaS, der med Illmatic havde begået en af tidens største hiphop-bedrifter.

Flere af de mindre profilerede kunstnere blev altså efterladt i skyggen af mastodonterne, og således blev Smif-N-Wessun og deres debutalbum Dah Shinin' aldrig anerkendt som det hovedværk det er.
Som jeg skrev i Illmatic-anmeldelsen før denne, opdagede jeg først alt hiphop fra start- og midt-halvfemserne mange år efter udgivelse, det indbefatter selvfølgelig også Dah Shinin'. Jeg tror faktisk ikke engang at jeg har ejet pladen i et år, men jeg ser den helt bestemt som en af de absolut stærkeste udgivelser fra dens tid, side om side med Illmatic og 36 Chambers.

"I walk around town with my pound strapped down to my side /
No frontin' just in case I gotta smoke some"

- De to rappere i Smif-N-Wessun, Tek og Steele, var i besiddelse af fænomenale tekniske færdigheder, så selvom de tematisk set kredsede om den samme crime-rap som så mange andre, udmærkede de sig i skarp, gade-nær levering. Nej, deres portrættering af ghetto-miljøet er ikke nært så skarpt som på f.eks. Illmatic, men attituden er ikke til at tage fejl af, og som tilhængere af Rastafari-bevægelsen rapper de ind imellem med en tykt affekteret reggae-accent, der giver rappen et fantastisk twist ("here come tha rude bwoys with the ganja plants"). Vigtigst af alt er, at kemien mellem Tek og Steele er i verdensklasse. Den måde de udveksler linjer og rimer ind og ud af hinanden på et fantastisk, og som skrevet før, så ligger de simpelthen på beatet som kun de bedste er i stand til.

"The deals going down like this /
None affect the mouth, watch ya lips and my boots do a french kiss /
Puttin' an end to those who tend to get me aggravated /
I'm tired of countin' dues and addin' up the years we waited /
Be on the lookout for these mad blunts smokin' /
Keep ya girl away from me 'cuz I won't hesitate to stroke it"

Tek's vers på "Bucktown" står for mig som et af pladens stærkeste:

"Knock knock, maybe not the fourshots empty /
On the violator that was sent out to get me /
I'm tore up from the floor up and everything's black /
But still I'm on point ready to buck, ain't nothing sweet jack /
Bucktown, I represent it on the love love /
Deeply rooted from my timbs to my dick above /
Don't sweat the buldge comin' from my hip /
Grip what ya did hit when I let my tool click /
Nowhere to run, ambush lurks in the dark /
Heltah Skeltah smirks while you're gettin' torn apart/
Here come tha rude bwoys wit tha ganja plants /
Smif-N-Wessun and I roll with the Boot Camp"

Og når de i omkvædet på "Bucktown" rapper "Bucktown - home of the original gun clappers", så er det ikke ment stavet som her, vi er nemlig ude i noget ekstrem hood-lingo, så det hedder naturligvis "Bucktown - home of the originoo gunn clappaz". Hvad ellers?
"Stand Strong" åbnes ligeledes med uforglemmelig lyrik, der reflekterer ghetto-mentaliteten til perfektion:

"I walk around town with the pound strapped down /
That's only because it's mad real in Bucktown /
It gets mad deep in the streets /
When you gotta watch ya back for beasts, enemies even ya peeps /
I step to my business stand strong on my own two /
Do what I have to do to get true /
If you for real then you know the deal /
I do or die and I never ran never will"

Der hvor Dah Shinin' for alvor udmærker sig, er dog på lydsiden, hvor Da Beatminerz har skabt den potentielt stærkeste samling beats fra dén periode overhovedet. Folk snakker altid om DJ Premier, Pete Rock og Large Professor når talen falder på de vigtigste producere fra 90'erne, og fair nok, men det har vitterligt ingen retfærdighed, at Da Beatminerz aldrig bliver nævnt i samme sammenhæng. Flere af produktionerne på Dah Shinin' gør sig som de bedste instrumentaler i hiphoppens historie. Jovist, rimelig bold statement right there, men jeg synes det holder!
Den bølgende basgang og det tampende drumbreak på "Wrekonize" resulterer i et beat som sendt fra oven. Også "Let's Git It On" bærer et beat med den der "knib lige dig selv i armen" -effekt, takket være den mellemgulvspulserende basgang. Saxofonen fra Jack Bruce's "Born To Be Blue" danner ligeledes et ubeskriveligt lækkert beat på "Bucktown", der også er besmykket af et outerworldly tromme-break (som I burde sidde og lytte til nu).
De fire personager i Da Beatminerz, primært ført an af Mr. Walt og DJ Evil Dee, operer primært i utroligt sparsommelige lydlandskaber, hvor formularen hedder bas + trommer + et enkelt jazz-sample eller to, og så ikke nødvendigvis mere. Det er minimalt, skrabet og så fandens effektivt at det er til at få tårer i øjnene af. Er du ikke overbevist endnu, then look no further than "WonTime":

Der er ingen tvivl om, at Dah Shinin' er en af mine absolutte favoritter når det kommer til start/midt-halvfemserne. Nogen vil måske mene, at den lettere primitive hood talk om weed, guns, hoes og om at være bedst, er en smule uinspirerende og triviel, men jeg er nu engang dybt fascineret af Tek og Steele's tilgang til genren. Der bliver ikke opfundet dybe tallerkener eller lignende, men det er meget få, der kan flyde så fabelagtigt over så fænomenale beats, som dem Da Beatminerz servere her. Ganske simpelt mirakuløst.

(anderledes beat end på pladen)

5.5/6

- Jeppe Barslund

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

BONUS:

Da Beatminerz' produktions-katalog er enormt, og der ligger mange timers storslået nydelse i at gå på opdagelse i deres kreationer. Her får I fem fra mig, som jeg synes er fantastiske:

Link til YouTube playlist

NaS - Illmatic (TBT REVIEW)

2011-11-12T03:52:00.000-08:00

Die Hard: With A Vengeance (legendarisk dårligt oversat til Die Hard Mega Hard på dansk): Vi husker alle John McClanes røvtur igennem Harlem, bærende et skilt med ordene "I HATE NIGGERS" påskrevet. Som Samuel siger til ham: "You are about to have a very bad day". Bruce slipper som bekendt ufattelig billigt med en lige-højre mod kæben og en flaske i fjæset, men konsekvenserne får han at føle.

Moral of the story is: Der er visse udsagn, der ikke er så heldige at lufte i åbent forum, og så er der udsagn, der bliver endnu mere uheldigt at udtale sig om, afhængigt af hvilket forum man befinder sig i.
Jeg har aldrig set NaS' debutplade Illmatic som værende den sublime udgivelse, som resten af hiphop-verden ellers ser den som. Det er ikke i decideret frygt for kæberaslere eller flyvende ølflasker at jeg har undladt at råbe for højt op om det, men fordi jeg ved, at nogle kan blive decideret stødt over at høre, at der er nogen, der ikke anerkender en plade som værende det mesterværk det nu engang er.

- Men det har intet med anerkendelse at gøre. Man kan sagtens anerkende Illmatic som værende skelsættende for hiphop-kulturen, uden at synes, at selve musikken er top fantastisk over hele feltet. For mig kan "mesterværks"- og "klassiker" -betegnelsen kun bruges om plader, der i ens egen verden er et mesterværk, fordi den har gjort et-eller-andet for dig, eller rørt dig et-eller-andet sted. Som værende et ikke-hiphop-hørende barn af 90'erne har Illmatic ikke gjort særlig meget for mig, andet end at være en super fed plade, som jeg har opdaget mange år efter dens udgivelse.
Nu har jeg efterhånden modtaget så mange mails fra folk, der gerne vil læse en Illmatic-anmeldelse fra min hånd og/eller høre hvorfor jeg endnu ikke har skrevet en sådan, så nu må det være. Her følger altså min track-by-track anmeldelse af NaS' debut, en af hiphoppens største milepæle: Illmatic. Og så håber jeg i øvrigt at vi evt. kan få en fed dialog ud af det.

"Check me out y'all, Nasty NaS in your area, I'm 'bout to cause mass hysteria"

Nasir bin Olu Dara Jones var blot i sine sidste teenageår, da han indspillede sin første plade, der skulle vise sig at gøre den unge Queens-rapper til en af historien vigtigste navne indenfor hiphoppen, og hans debutplade en af de vigtigste steppingstones for kulturens musikalske udvikling. Betegnelser som "greatest hip hop album of all time" og "best hip hop record ever made" ses ofte i samme sætning som "Illmatic", og set i et (hiphop-) historisk perspektiv, er der et hav af argumenter, der taler fór disse beskrivelser. Beretninger og personlige skildringer om og fra New Yorks ghetto-miljø var ikke leveret mere malerisk og komplekst end fra den 19/20-årige rapper, der tilmed havde et hold af producere i ryggen, hvoraf de fleste i dag anses som værende living legends.
Big Daddy Kane, Rakim, Gang Starr og Kool G Rap, der ligeledes anses som pionere indenfor hiphoppen, havde udgivet henholdsvis fem, fire, tre og tre plader før Illmatic, ligeledes omhandlende New Yorks gustne gadehjørner, men NaS ramte bare en nerve i sin musik, som ikke var set eller hørt lignende, og med sin imponerende komplekse stil, stod han frem som talerør for en minoritet, der for alvor havde fået en stemme igennem NaS.

Nu er vi inde på det anerkendende element, for alt det ovenstående er (vel så godt som) faktuelt. Grundet dens historiske signifikans er der da også meget mere end "bare" musikken at elske Illmatic for. Men i min bog bliver en udgivelser ikke en "klassiker" på baggrund af historisk signifikans alene. Musikken i dag ville heller ikke være den samme, hvis ikke det var for udgivelser som The Beatles' Sgt Pepper's Lonely Heart Club Band, David Bowies The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars, Herbie Hancocks Head Hunters og Elvis Presleys Elvis Presley - dette er ikke til at diskutere - men ingen af disse plader er klassikere i min bog.
Jeg er her altså kun for at tale om musikken på Illmatic.

01. The Genesis

Som 15-årig mødte NaS den 17-årige producer Large Professor for første gang. Large Pro var med i gruppen Main Source, og det var på deres Breaking Atoms fra '91 at NaS fik sin rap-debut, da han fik lov at åbne "Live at the Barbeque" som gæste-rapper. Illmatic åbnes med "The Genesis" ('tilblivelsen, red.), hvor man kan høre "Live at the Barbeque" i baggrunden, sammen med et forbikørende tog, hvis lyd nærmest er blevet synonym med byen New York. En fin lille intro, der sætter en passende tone for Illmatic.

02. N.Y. State of Mind

"It drops deep as it does in my breath /
I never sleep, 'cause sleep is the cousin of death /
Beyond the walls of intelligence, life is defined /
I think of crime when I'm in a New York state of mind"

"N.Y. State of Mind" er et af de mest ikoniske hiphop numre nogensinde. DJ Premiers beat er af en anden verden, med Joe Chambers mørke "Mind Rain" -pianoloop som drivkraft, og NaS' flow er næsten på et uopnåeligt plan. Historien går endda på, at NaS havde glemt sine nedskrevne rim da han tog hen til DJ Premiers studie for at indspille sangen, så store dele af sangen er løst baseret på hans oprindelige tekst. Hvorledes der er rigtighed at finde i dén påstand ved jeg ikke, - hvad jeg ved er, at rappen er fantastisk! NaS rapper om den mentalitet man opbygger, når man lever i et kriminelt ghetto-miljø som Queens. Stoffer, bander og vold, men også et håb om bedre tider: "Life is parallel to hell, but I must maintain / And be prosperous, though we live dangerous". En sjaskvåd drøm af et nummer.

03. Life's A Bitch

Der er noget sørgeligt over "Life's A Bitch". NaS og AZ rapper i bund og grund om, at anyday could be your last, hvilket ligger til grund for deres "fuck it" -attitude. AZ rapper om hvordan penge er blevet den eneste reelle status-faktor:

"Visualizin' the realism of life and actuality /
Fuck who's the baddest a person's status depends on salary /
And my mentality is money orientated /
I'm destined to live the dream for all my peeps who never made it"

...Og NaS fortsætter:

"Now it's all about cash in abundance, niggas I used to run with /
Is rich or doin' years in the hundreds /
I switched my motto, instead of sayin' fuck tomorrow /
That buck that bought a bottle could've struck the lotto /
Once I stood on the block, loose cracks produce stacks /
I cooked up and cut small pieces to get my loot back"

Den eneste måde at flygte fra hverdagen på, er at ryge sig væk, så det gør de på det legendariske omkvæd: "Life's a bitch and then you die, that's why we get high, 'cause you never know when you're gonna go".
"Life's A Bitch" var produceren L.E.S' første beat (på plade), og han har fulgt NaS lige siden. Beatet er drevet af en rolig, jazzet melodi, der komplimenterer budskabet om at ryge sine problemer væk ganske godt, men jeg har aldrig syntes at produktionen var synderligt fantastisk. Bare god. NaS' far Olu Dara runder nummeret af med lidt trompet, hvilket klæder nummeret fortrinligt.

04. The World Is Yours

Igen et nummer, der bliver anset som et af de bedste i hiphoppens historie. Pete Rock sampler Ahmad Jamals "I Love Music" til sin udsøgte. laid-back jazz'ede produktion, der passer perfekt til NaS, der her har et mere optimistisk syn på tilværelsen. Der er altid lys for enden af tunnelen, og selv den barske ghetto har sine positive momenter:

"There's no days for broke days, we sell it, smoke pays /
While all the old folks pray, to Je-sus soakin' they sins in trays /
Of holy water, odds against NaS are slaughter /
Thinkin' a word best describin' my life to name my daughter /
My strengh, my son, the star, will be my resurrection /
Born in correction, all the wrong shit I did, he'll lead a right direction"

Og igen et omkvæd direkte til historiebøgerne, der har inspireret utallige rappere. Senest har f.eks. Fashawn og Blu lånt dele af omkvædet til henholdsvis "Hey Young World" og "The World Is Below the Heavens". Mageløst.

05. Halftime

"It's like that, you know it's like that /
I got it hemmed, now you never get the mic back"

Ingen dikkedarer her, bare straight up rap fra Nas. Large Pro producerer et f-a-n-t-a-s-t-i-s-k beat, der helt simpelt lægger op til, at NaS kan lege over det - og det gør han!

"Back in eighty-three I was an MC sparkin' /
But I was too scared to grab mic's in the park an' /
Kick my little raps 'cause I thought niggas wouldn't understand /
And now in every jam I'm the fucking man /
I rap in front of more niggas than in the slave ships /
I used to watch C.H.I.P.S. now I load glock clips"

Et helt fantastisk nummer!

06. Memory Lane (Sittin' In Da Park)

Muligvis mit favorit nummer fra Illmatic. DJ Premiers beat er ubegribeligt! Keys, guitar, percussion og vokal samples fra Reuben Wilsons "We're In Love", og drumbreaket samples fra Lee Dorseys "Get Out of My Life Woman", der hands down er et af de fedeste drumbreaks overhovedet. NaS' flower fabelagtigt hele vejen igennem, imens han reflekterer over livet med en stor dosis nostalgi:

"My pen taps the paper then my brain's blank /
I see dark streets, hustling brothers who keep the same rank /
Pumping for something, some uprise plus some fail /
Judges hanging niggas, uncorrect bails, for direct sales /
My intellect prevails from a hanging cross with nails /
I reinforce the frail, with lyrics that's real /
Word to Christ, a disciple of streets, trifle on beats /
I decipher prophecies through a mic and say peace"

Konge-track!

07. One Love

Her har vi et af pladens mindre interessante øjeblikke. Q-Tip producerer, og dobble-bas'en fra Heath Brothers' "Smilin' Billy Suite Part II" sidder lige i skabet, men xylofonen og omkvædet not so much. Især omkvædet irriterer mig voldsomt. Det værste er, at temaet i sangen er et af de mest interessante på hele pladen, men Q-Tips snøvlede omkvæd gør det bare anstrengende at komme igennem sangen. Versene tager form som breve, som NaS har sendt til venner, der sidder i fængsel. Et virkelig gennemført koncept, der gør "One Love" til et lyrisk højdepunkt. Beatet og omkvædet gør dig bare, at jeg som regel skipper nummeret.

08. One Time 4 Your Mind

Vel nok pladens svageste moment. Det er som om, at NaS rapper om lidt af alt det, han allerede har rappet om, og så over pladens potentielt kedeligste beat fra Large Pro. NaS har unægtelig en teknisk præcision herpå, der er svær at sætte en finger på, men teknisk præcision er at finde på samtlige tracks, og stort set alle har mere at byde på end "One Time 4 Your Mind". Plandes om'er i min bog.

09. Represent

Premo's bombastiske trommeprogrammering danner fundament for NaS, der virkelig skruer op for attituden:

"Cold be walkin' with a bop and my hat turned back /
Love comittin' sins and my friends sell crack /
This nigga raps with a razor, keep it under my tongue /
The school drop-out, never liked the shit from day one /
Cause life ain't shit but stress fake niggas and crab stunts /
So I guzzle my Hennesey while pullin' on mad blunts /
The brutalizer, crew de-sizer, accelerator /
The type of nigga who be pissin' in your elevator"

"Represent" repræsenterer rap, når rap er mest rappet. Dog bliver jeg nødt til at sige, at beatets spændingskurve daler hen imod enden. Nogen vil mene det er blasfemi, men Premo produktion her er langt fra blandt mine favoritter. Men alt i alt et sprødt track.

10. It Ain't Hard To Tell

"Hit the earth like a comet, invasion /

NaS is like the afrocentric Asian; half-man, half-amazin"

Et af Large Pro's bedste beats. Samplingen af Michael Jackson's "Human Nature" er blændende, er lyrisk set er der næsten for meget guf på "It Ain't Hard To Tell" til at remse det op. Sangens tredje og sidste vers er fænomenalt, og er det perfekte vers at afslutte Illmatic med:

"This rhythmatic explosion, is what your frame of mind has chosen /
I'll leave your brain stimulated, niggaz is frozen /
Speak with criminal slang, begin like a violin /
End like Leviathan, it's deep well let me try again /
Wisdom be leakin out my grapefruit troop /
I dominate break loops, givin mics men-e-straul cycles /
Street's disciple, I rock beats that's mega trifle /
And groovy but smoother than moves by Villanova /
You're still a soldier, I'm like Sly Stone in Cobra /
Packin like a rasta in the weed spot /
Vocals'll squeeze glocks, MC's eavesdrop /
Though they need not to sneak /
My poetry's deep, I never fell /
Nas's raps should be locked in a cell /
It ain't hard to tell"

In Conclusion...

Der er ufatteligt meget godt hiphop at finde på Illmatic, og når den bliver kaldt "the greatest hiphop record of all time" er det fuldt ud retfærdiggjort.
Men Illmatic er ikke den perfekte udgivelse. Det er en virkelig kort plade. Ti numre, hvoraf det ene er en intro, og to af numrene ikke er helt så fede igen. De resterende numre er dog af øverste skuffe, - den skuffe, der sidder så højt i kommoden, at det kun er få der kan nå derop.
Jeg er overbevist om, at jeg havde anmeldt Illmatic til 6/6 hvis jeg havde sidder som anmelder i 1994. Men nu hedder det 2011, og på de 17 år der er gået, er der udgivet talrige plader, der i min optik overgår Illmatic. Mange af dem var muligvis aldrig kommet til verden hvis det ikke havde været for Illmatic, så deri ligger den ultimative takke til pladen. Men det gør den stadig ikke til en klassiker i min bog. Men tæt på.

5-5.5/6

- Jeppe Barslund

Celph Titled & Buckwild - "Nothing To Say" (Track Review)

2011-11-03T12:25:00.000-07:00

Celph Titled & Buckwild's Nineteen Ninety Now var en af sidste års - måske endda en af de sidste ti års - allerstørste fornøjelser. Fortrinlige beats fra D.I.T.C. beat-kongen og "guns, bitches and humor" -forherligende flow-akrobatik fra en af disse dages absolut fedeste MCs.

Needless to say blev jeg ovenud lykkelig da jeg modtog nyheden om, at de to har "ekstra-projektet" Nineteen Ninety More på vej. Der var åbenbart så meget materiale tilovers fra deres første kollaboration, at der var til en ekstra EP. Nineteen Ninety More kommer til at indeholde 8 nye numre, samt instrumentals til begge udgivelser.
Et af de numre, der vil være at finde på NNM hedder "Nothing To Say" og er fuldt på højde med materialet på forrige udgivelse. Buckwild's jazzede beats sidder igen lige i skabet, og som en YouTube bruger rigtig nok skriver, så er "the head nod factor off the chizzane!!!!!". Sangens titel bør give et praj om kontekst, og selvom man måske umiddelbart tænker, "jamen hvis du ikke har noget at sige, hvorfor så lave en sang?", - så er Celph Titled det levende eksempel på, at man snildt kan lave en hamrende sprød sang, der ikke rigtig handler om noget. Egentlig er der noget dejligt befriende over titlen, for når man tænker over det, så er der eddermaneme mange rappere derude, der laver numre, som ikke handler om en flyvende hattefis, men som camouflere det i en eller anden fancy titel. Celph Titled melder klart ud fra start af. Celph Titled's ganske forbigåede Demigodz-kollega Rise er på besøg, og leverer ligeledes varen.

"Celph Titled's not your ordinary street rhymer /
I'm like Evil Dee and Mr. Walt, like Beatminerz /
And even old timers get a broken nose /
'Cause I murder rappin' with words I wrote down in post-it notes /
We order straps and magazines from the back of magazines /
Here's an understatement: I'm an average MC /
Take it how you want it, I got a target with your face on it /
Shoot it up 'till it ain't no face on it /
For a fact-fact for a matter-matter of fact /
Put your format on disc and press format /
There's no doormat at the laboratory I create raps in /
You need a special card just to get your ass in /
So here, read my brochure /
It guarantees you ain't havin' no career and no tour (fo' sure) /
I'm here to bring rap trouble /
Never rocked a four-finger-ring just some brass knuckles"

You know what? - Hey Hey
You know what? - Hey Hey
(I don't care what they say)
See we ain't got nothing to say
So we gon' make a damn song about nothing okay
You know what? - Hey Hey
You know what? - Hey Hey
(That's right)
See we ain't got nothing to say
So we gon' make a damn song about nothing okay

"Now people recognize the name and say that Rise is nice /
Before they didn't recognize and call me 'raws' or 'rice' /
I hold it down, even if I don't make it to stores soon rappin' /
Pullin' things out of nowhere like cartoons, I gotta /
Follow my mind and my own advice /
So I can drive overnight like the price of flights, or not /
Horrible struggle stories work so well /
You's a way broke, punch an extra wholes in your belt /
Look, I don't know what happened, your pose just fell /
'Cause I'm the know-it-all, do nothing stuck in the self /
That helps and helps and stops when that help ain't done /
And that's a problem right, like when I drink by myself /
I think by myself and people tend to stay when I play /
I work hard without a job, what day is today? /
Relate if you play what I play or woulda did this your way /
They start give my Rise, I'm good, I don't care what I say"

Chorus

"Hey hey, and Imma shout at'cha /
Fuck with your safety like co-cokes and suns passengers /
I give mouth fractures /
Now the cops is out, after a while south rapper wildin' out at a /
Country club with a bat clubbin' the golf carts /
While you servin' burgers at the McDonalds and Wallmart /
Ten G's to ballpark /
Figure that I get from one show, kick a flow, ten minutes and then dip /
I'm magnificent like the Biz Markie /
My cadillac push bottom start, I don't need car keys /
You'll believe these are shark teeth, make a mark deep /
In your arteries, pardon me, kill you with god speed /
Piss on a slut so rude, make my cock leak /
So she be havin' pee, like them two dudes from Mobb Deep (word) /
Scenario with Dingo D that's my ringtone beat /
My chrome needle free space like a bingo sheep"

Chorus

8/11-2011

Damn jeg glæder mig!

- Jeppe Barslund

MarQ Spekt & Kno - Machete Vision

2011-11-03T09:27:00.000-07:00

Det er vist sikkert at sige, at der er mange i dag, der er godt trætte af hiphoppens tilstand. Genren er gået fra at være et kulturelt sammenhold og stolt fællesskab, til at være et overflade forherligende forum for "rappere", der med et fingerknips tjener en formue ved at sælge deres sjæl til djævelen. Personligt er jeg stadig stolt af at være fan og tilhænger af kulturen, men det er fordi, at jeg ved hvor den rigtige hiphop er at finde. Chris Rock sagde det bedst: "I love rap music... but I'm tired of defending it....". Og han har ret. - Så længe, at "kunstnere" som f.eks. Rick Ross, en ex-politimand, der har taget kunstnernavn efter en af nyere tids største pushere (som endda har sagsøgt rapperen for at tage sit navn) må man, uanset hvor stærkt et forhold man har til musikken, indse, at det som udefrakommende må være svært, hvis ikke umuligt, at tage genren og kulturen seriøst.
Jeg oprettede i sin tid denne blog med det formål, at informere og sprede ordet om alt det fantastiske hiphop der gemmer sig derude i verden. Jeg lancerede LEFTOVERS -serien med det formål, at give folk en chance for at høre andet end det, der bliver spillet i radioen. Lidt pladder-romantisk kan man altså sige, at mit eksistensgrundlag som hiphop-journalist og anmelder er at holde liv i undergrunds hiphoppen. MarQ Spekt & Kno lader til at kæmpe i samme sags tjeneste. Machete Vision er et opgør imod nutidens status quo indenfor hiphop, og selvom de herrer bag projektet her med sikkerhed ikke vil nå ud til mere end et par tusinde husstande, hvilket de udmærket er klar over, så ligger der også en opfordring i Machete Vision til, at dem, der KAN nå ud til mange, samler bolden op og gør noget seriøst ved sagen.

"What's with all the secret agendaes /
Ladder to succes but underneath every level is a deal with the devil /
My soul ain't to be sold, so no reason to sweat it /
You can keep what you sellin', the deceit that you're tellin' /
Believe he a menace, with his head held high, while you flee to the exit /
Spank you little rappers and I teach 'em a lesson /
Said fuck the status quo 'cause hiphop needed a rebel /
Fuck the status quo 'cause hiphop needed a rebel /
But I don't need any credit"

Således rapper MarQ Spekt på "All Smiles (Plastic Mask)", og her skal man især bide mærke i citates afsluttende linjer. - Hiphoppen har brug for en rebel til at føre genren tilbage på det spor, hvor hiphoppen startede back in the day: nemlig som en modpol til en eksisterende udtryksform. Som talerør og samlingspunkt for en generation. I dag påtager hiphoppen sig i højere grad rollen som den genrer, der sætter standarten, frem for at gøre op med den, som det oprindeligt var dens formål.
Problemet med problemet er, at det kræver en radikal ændring i samfundsmentalitet, hvilket er det sværeste at ændre overhovedet. Men Marq Spekt er ikke bange for at melde sig ind i fejden, og selvom Machete Visions affekt på hele problemstillingen vil være uanseelig, så er det en kamp, der skal kæmpes ét lille skridt af gangen.

Da Machete Vision er de småes kamp imod de store, kan det være svært ikke at tænke på Robert Rodriguez's grindhouse-film 'Machete', som foruden selve våbnet som fællestræk, ligeledes handler om én, der tager kampen op imod et helt regime. Og lige som Rodriguez's film er Machete Vision også en voldelig omgang. Ikke med hensyn til blod, vold og afrevne lemmer, men i forhold til sin udpenslende fortælleform. En lun humor og skarp intellekt lurer dog konstant i underteksten, og ved pladens ende har man både grint, tænkt "hold da op!" og fået lidt at tænke over, og således må man sige, at Machete Vision er en berigende oplevelse på alle leder og kanter.

Pladens skydes i gang med det dystre titelnummer, der lyder som noget Necro kunne have produceret. De skrabede trommer og klynkende stemmer maler i samarbejde med en savtakket basgang en mørkesort stemning. Det forbliver mørkt og tungt det meste af vejen, men Kno, der igen fortjener stående applaus, opvejer det mørke med lyse elementer, så som enkelte strygere og horn, og et sparsomt men nøjagtigt udvalg af sangerinder, der bidrager med lidt lys i et ellers dystert univers. Lyden ligger både op af Oneirology's nuancerede tilgang til beats og Death Is Silent's tyngende røde tråd. "Roadhouse", der indledes med lyden af motorsave, drives af et sæt strygere, der løber én koldt ned ad ryggen, alt imens MarQ Spekt flower som en anden NaS (den kommer jeg tilbage til) og Action Bronson beretter om ludere, der tager "checks and smoke blunts after they suck dick". Men tager man et nummer som "WikiLeaks", er budskabet ikke akkompagneret med lige så meget brutalitet. Her har Kno skabt et beat, der er i konstant udvikling fra første til sidste sekund. Med organiske trommer, melodiske guitarer og luftige fløjter, tager produktionen til og ender til slut med både et baggrundskor og spinkle strygere. Nogen vil måske kalde Machete Vision et sideprojekt, men ikke desto mindre er Kno's produktioner bedre end det meste andet now a days.

MarQ Spekt havde jeg ikke den store kendskab til før denne udgivelse, men lad mig da bare melde klart ud, at han leverer et fortrinligt førstehåndsindtryk her. Han besidder en form for konstant arrigskab i sin vokal, der til tider får ham til at fremstå en smule manisk, men som andre steder hjælper ham med at sætte en stor fed streg under det budskab han vil frem med. På et tidspunkt mindede hans vrede mig endda om 2Pac på "Hit 'Em Up". MarQ Spekt har lidt af samme attitude; "killing ain't fair, but somebody gotta do it", men hvor 2Pac ganske bogstaveligt er ude efter andre rappere, er det en generelt udbredt ignorance som MarQ Spekt vil gøre kål på.
En dygtig MC er han oven i købet også. Dette bliver blandt andet tydeliggjort på "Roadhouse", hvor han tyvstjæler NaS' flow fra "N.Y. State of Mind" ned til mindste detalje, men med egne ord. I kender alle Nas' første linjer:

"Rappers I monkey flip 'em with the funky rhythm I be kickin', musician, inflictin' composition..."

Her lyder MarQ Spekt's linjer:

"Rappers are dummy spittin' with they funny rhythms, catch 'em slippin' and we clip 'em, I leave 'em dead instead"

- Og sådan fortsætter den næsten hele vejen igennem. I bør næsten prøve at finde lyrics til "N.Y. State of Mind", og så høre "Roadhouse" imens i læser, det er ganske mageløst hvordan han bruger hele flowet.
Men han kan altså også selv! Så godt endda, at posse tracket "Danger" virker komplet malplaceret. Og så er og bliver "All Smiles (Plastic Mask)" ganske simpelt bare noget af det stærkeste 2011 har budt på.

MarQ Spekt & Kno har hverken startet eller vundet en krig, men hældt godt med benzin på et igangværende bål, og deres budskab med Machete Vision er (blandt andet), at DU skal tage del i optøjerne, hvis du da deler deres holdning om hiphoppens status quo. Om du anmelder en udgivelse, skriver et blogindlæg, fortæller om det til dine venner, brænder en cd, udgiver et mixtape eller noget helt sjette eller syvende er underordnet - bare gør noget!

Stream og køb for 6$ her

4.5/6

Immortal Technique - "Goonies Never Die" (Track Review)

2011-10-31T11:26:00.000-07:00

Åh du kære blog hvor er du dog blevet tilsidesat til fordel for praktik og opgave skrivning. Ja, sådan er det desværre ind imellem, men nu ser det ud til at jeg går ind i en periode, hvor der er udsigt til lidt mere blog-aktivitet end hvad denne måned ellers har haft at byde på.

Vores allesammens yndlings hardcore, revolutionære aktivist af en sylespids MC Immortal Technique har netop smidt gratis-udgivelsen The Martyr på gaden.

"Jeg fatter simpelthen ikke at man kan udgive et så fedt album gratis!?!?!?!"

Har I hørt pladens samples? Ain't no way in hell de er blevet clearet! Der er lånt fra både The Beatles, Abba, Aerosmith og Alan Parsons Project, så der har ikke været andet at gøre end at udgive det gratis. Men som Tech siger i introen: "If you are listening to this, it is your responsibility to burn this for every single motherfucker you know"!
Og det kan I roligt gøre. Det er en super fed udgivelse. Technique er som altid on par med sine politiske- og samfundsrelevante observationer og spydige kommentarer, samt en god sjat hiphop shit talk, som han også mestrer.

(Afspil lige dette nummer, så det kører imens du læser videre - det er yderst gavnligt)

Det bedste nummer på The Martyr er for mig - og her er ikke skyggen af tvivl - "Goonies Never Die", der servere en sulten Technique med sine venner Swave Sevah og Diabolic over et beat, der er drevet af 2011's måske bedste sampling, nemlig af Dave Grusins tema fra den mesterlige film The Goonies (som I bør lytte til nu), der var min totalt yndlings film da jeg var mindre (og den ligger stadig langt oppe på listen).
Jeg var vitterligt ved at falde ned af stolen da det gik op for mig, hvilket tema det var, at Southpaw samplede. Og sangens titel er ikke bare en metafor for den gruppe-mentalitet som rapperne beretter om, sangen er fyldt til bristepunktet med referencer til filmen, som MCerne ligeledes lader til at have et nært forhold til. Jeg sætter et GR (Goonies Reference) ud fra dem.
Det skal også siges, at jeg - og dette er helt uden at overdrive - har set The Goonies 20+ gange, så ja, jeg er ham den voldsomt irriterende, der sidder og taler ind over hele filmen. Da jeg hørte "Goonies Never Die" første gang væltede der af samme grund tonsvis af billeder ind over nethinden på mig. The Fratellies, der hjælper deres bror med at bryde ud af fængsel. Den episke biljagt der følger efter, hvor de overhaler samtlige biler i strand-racet. Data, der ryger i skraldespanden, Chunk der sjasker milkshake i fjæset på sig selv, og Mouth der hjælper sin far med at reparere vasken. Tro mig jeg kunne blive ved.
Fun fact til kenderne: prøv at checke hvem der spiller Mickeys douche af en storebror?

Men lad os da komme i gang med herlighederne (bær over for småfejl):

And it's not smart to be dumb
It's not smart to be dumb, dumb di-dum-dum-dumb
Back where I come from
It's not concidered smart to be dumb...

"Okay little empanada, time for bed..."
- Uncle Philipe?
"What, what is it now?"
- I heard that you and my dad used to be in a gang, is that true?
"Who told you that man? Your mother? It wasn't a gang aight, we we're just a group of friends"
- Did you do bad things?
"No no no, look we just used to draw and stuff, and play karate, borrow things and throw stuff, you know run around at night, like goonies"
- What's a goonie?
"You never heard of the goonies before?"
- Goonies?
"WHAT!?"

"I could have chose another life with the feds tryna get me /
Little kids puttin' work in like the gap in Disney /
In a whip, high as shit like Barbie and Whitney /
Grab your hand and push the motherfucking peddle to sixty /
Harlem cops frisk me to get me to make their codas /
But I told ya, siempre hay que separa las drogas (GR) /
Bar brawl in the club, poppin' and rocking at you /
Shot it out, leavin' bullet holes the size of Matzah Balls (GR) /
I love big chicks, never fucked with a slim broad /
Made soccer and hammered nails into the shin God (ingen idé om den sætning?!) /
Gambled at cee-lo with dominicans, locked in the toons /
We was there for robbin' niggas for them spanish to bloom /
Remember Goonies era graffity of all sorts /
Now they wanna foreclose on the hood to build golf course (GR) /
I put your hand in the blender to make an antrey (GR) /
Then cut your dick off and glue it back on the wrong way (GR)"

All my revolutionary soldiers better ride
My word is mathematics bitch, numbers never lie
So even if they tell you I'm dead, nigga I'm still alive
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die
Witness protection program, rappers better hide
I serve revenge out the freezer, niggas never slide
So if they tell you I'm gone and you safe, niggas lie
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die

"I'm a certified goonie, the type that burglarize your crip /
And leave it smellin' like sour and afghan gooey - true dat /
Life is a movie but yours was filmed on a greener screen /
I give you pure uncut raw, no deleted scenes /
War with a broad sword, dumpin' the tech nines /
Slit your throat, give you a columbian neck tie /
You're best by to get, we let die /
Let fly the next guy that try some shit /
Listen, a few words just to describe my clique /
We like a gang of spartans walkin' on the Gaza strip (watch your lip) /
Never say die (GR), time to fight it we never run /
My goonies bomb niggas with joovie, we call it treasure hunt (get em) /
Let 'em front like he a tough guy /
I hit 'em, Sloth turn 'em to One Eyed Willy (2x GR) /
Water we grave, hide your chips (GR) /
I hijack your boatload and cruise away on my pirate ship (GR), nigga"

All my revolutionary soldiers better ride
My word is mathematics bitch, numbers never lie
So even if they tell you I'm dead, nigga I'm still alive
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die
Witness protection program, rappers better hide
I serve revenge out the freezer, niggas never slide
So if they tell you I'm gone and you safe, niggas lie
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die

"Before Duncan Pentahuges was runnin' with Dough E dough /
My team got away with murder, we ain't fit the bloody glove /
Those jungle breeze and we've come to feed our hungry cubs /
With hoes pullin' at our pipes, like goonies under country clubs (GR) /
Let these funny thugs know who ever steps in public spots /
Is gettin' crushed with solid rocks like they Chester Copperpot (GR) /
I suggest the drama stops, I flud blacks with mustard gas /
You're up shits creek in a rubber raft /
Cut in half, cross my fucking path, I dare you, I mean who lit the fuse /
Quick to lose my marbles like Mickey replacing his with jewels (GR) /
Watching y'all enslave the game, I'm forced to save the truth /
Break the chains quick as Sloth reaching for a Baby Ruth /
We got eighty proof and horse and Daisy Dukes
Extra lowell fat bitches do the truffle shuffle just to gettin' show (GR) /
Fuck what your record sold, respect the code and recognize /
The rebel tribe that my people kept alive will never die"

All my revolutionary soldiers better ride
My word is mathematics bitch, numbers never lie
So even if they tell you I'm dead, nigga I'm still alive
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die
Witness protection program, rappers better hide
I serve revenge out the freezer, niggas never slide
So if they tell you I'm gone and you safe, niggas lie
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die

- Why did you wear ski goggles?
"Look man, it is way past your bedtime, okay"
- How did you afford all that polo? I know you didn't pay for it
"Woooow aight man, who's been talkin' to you yo?.. Nevermind, go to sleep"
- I don't want to go to bed
"Well, it's late"
- I want another story
"You can't have another story"
- Tell me another story
(her løb mit spanske op)
- Now!
"Go to sleep!"
- What did you do with all the money?
"What money man?"
- Can I has some of the money?
"I spent it, okay"
- ?
"WHAT?! 'S what I thought"

Kom gerne med rettelser, hvis I er faldet over noget, hvor jeg har ramt forbi.
Det var alt for nu, pas på jer selv, I derude på den anden side af skærmen. Jeg vil gå ind og sætte The Goonies på.

- Jeppe Barslund

Murs - "Eazy-E" (Track Review)

2011-10-23T07:50:00.000-07:00

Cali-rapperen Murs har netop udgivet sit syvende album, Love & Rockets, volume 1: The Transformation, på Dame Dash'es forholdsvist nye pladeselskabselskab BluRoc.

Transformationen for Murs består i - ganske lig Busta Rhymes i 2006 - at han er blevet signet til et nyt selskab (førnævnte) samtidig med, at hans meter lange dreadlocks er røget i svinget.

BluRoc produceren Ski-Beatz har produceret hele pladen med ét nummer som undtagelse, og selvom det godt nok er lidt af en blandet landhandel, så er der nogle virkelig fede skæringer på albummet. Jeg tror ikke, at jeg vil skrive en egentlig anmeldelse af udgivelsen, men nummeret "Eazy-E" er jeg pt rigtig begejstret for, så den får lige "the track review treatment".

"When Eazy-E was playin' on the radio /

I knew exactly how my day would go"

N.W.A. -rapperen og westcoast hiphop-ikonet Eazy-E, er Murs' helt store helt, og bærer en stor del af skylden for, at Murs overhovedet begyndte at lave musik. Men "Eazy-E" er ikke kun en hyldest til rapperen selv, men til hele westcoast-gamet. Dette er vel nærmest Murs' takketale til alt og alle der har været med til at gøre ham til den rapper han er idag. Med Ski-Beatz'es fantastiske produktion, der er drevet af drømmende keys o

g en tyk basgang, er der unægteligt noget romantisk over Murs' portrættering af vestkystens hiphop, men det er der også kun god grund til. Der er én lille hage ved sangen, og egentlig ved Murs generelt synes jeg: selvom han umiddelbart lader til at rappe langsomt, klart og tydeligt, så er der flere steder, hvor jeg simpelthen ikke kan høre hvad han rapper. Steder hvor man simpelthen bliver hensat til det rene gærværk. Jeg har derfor ikke skrevet lyrics denne gang, for der var for mange steder, hvor jeg var i tvivl. Jeg må vel bare have trænet mit cali-slang så jeg kan følge bedre med! Anywho, here goes

- Jeppe Barslund

Sabzi - Parthenia

2011-10-20T01:23:00.000-07:00

Sabzi har altid sørget for at være en travl mand, og nu er han på banen igen, midt under Blue Scholars' omfattende Cinématropolis tour.
Parthenia er et instrumental projekt, og selvom det ikke er faktum, så skyder jeg på, at produktionerne herpå er rester fra indspildnings-perioden op til både Cinématropolis og Aporia: In These Streets (det seneste udspil fra ::MADE:IN:HEIGHTS::, - hans projekt med sangerinden Kelsey), som så er blevet gjort en smule mere instrumental-venlige. Kender man Sabzi og hans håndværk, så bør man føle sig hjemme iblandt de mange lag af melodiske detaljer, elektronisk synth, organiske trommer og eksperimenterende minimalisme.
Parthenia er ikke noget bragende storværk, men de lune og fængende produktioner - skabt med den vanlige gøren og kunnen i absolut topklasse - resulterer i nogle yderst gæstfri lydlandskaber, som kort beskrevet er rigtig lækre. De fungerer fortrinligt som baggrundsmusik til adskillige lejligheder, for Parthenia er både behagelig, men der er også godt gang i den på flere numre. Tag f.eks. "ur a hella flake, bro", hvor Sabzi igen har leget med sin vocoder over haiku trommer og diverse computer-lyde. Eller den noget nært mesterlige "Quimbara Wang", hvor Sabzi jonglere med talrige lynhurtige trommer, lyde, effekter og vokalsamples, som kun Sabzi kan. Produktionerne på f.eks. "Purbasha", "Larkeeee" og "Colossal Mass" er så finpudsede og udsøgte i deres væsen, at de egentlig bare mangler noget lyrik for at være plade-klar.

Det er sjældent at jeg for alvor imponeres over instrumental-udgivelser, og selvom der stadig er lang vej fra Parthenia til toppen, så har jeg godt nok været glad for Sabzi's lille lækkerbisken her. Man kan købe den digitalt over Sabzi's bandcamp, og selvom man bare skal "nævne en pris" - uden minimum - så vil jeg opfordre jer til ikke at være nærige! Den mand her fortjener sgu de skejser. K-ø-b her.

mellem 3.5 og 4 (det altid svært med instrumental-udgivelser) ud af 6

- Jeppe Barslund

Doomtree - "The Grand Experiment" (Track Review)

2011-10-16T10:39:00.001-07:00

Efter udgivelser som Dessa's A Badly Broken Code og Sims' Bad Time Zoo er jeg gået hen og blevet Doomtree-fan. Vi har her at gøre med et hold af kunstnere, der dyrker originalitet i sit mest komplette væsen, og samtidig kan deres håndværk måle sig med det bedste af det bedste. Doomtree må vel faktisk betegnes som en af nutidens mest helstøbte super-grupper. Og nu ved jeg godt, at den der "super-gruppe" -betegnelse lægger op til større diskussion, for hvad er egentlig definitionen af en sådan? - Men P.O.S., Cecil Otter, Dessa, Sims, Mike Mictlan, Lazerbeak og Papertiger udgør ganske simpelt bare så sublimt et kollektiv, at "super" vel er det mindste man kan kalde dem.

Gruppen er ved at være klar til at udgive deres tredje album, med titlen No Kings (what's up Ye and Jay?!) som skulle ramme gaden d. 22. november. Pre-orders er allerede oppe (her) - jeg er selv hoppet på super-deluxe pre-orderen.

Første track, "The Grand Experiment", fra deres nye album er ude, og det er altså good stuff kære venner, lyt og læs med her. Jeg glæder mig som en vanvittig!

Doomtree "The Grand Experiment" by doomtree. Uploaded with Scup

DESSA
It begins with a flash / I know they say it ends the same / bit of skill, bit of chance / now every player guess the game / we start with these planets waltzing through the darkness / tip the axis, that one’s ours / zoom the camera in, cue lights up, dim the stars / We shape the stone / paint our pictures on the wall / we hunt alone, plant in spring / learn to harvest in the fall / and we choose a king, mine the metals for his forges / to better wage our wars and all of Olympus is laughing / until we go and split the atom

SIMS
Push that metal on down the road, we built this city on coal and gold / Money that trickles out, fill up that cup and sip it down / from the salt in the sails on down the rails / Everything’s for sale is the golden rule / including…well, I’m no fool / They get in a rush in a haze but I get out of mind, out of body, out of pocket / I don’t mind putting on a bit of mileage, but I won’t auto pilot with my eyelids shut / I’m still gunning, but I learned what’s worth hunting / and I learned what’s worth nothing / saw it / read it / outdone it

STEF (hook)
There’s no escape / They always looking for that easy out / but there’s nowhere to go

CECIL
Now all the parts are running, sparks are spilling out the gears / Over some thousand faces waiting years to see this work / Aching cause they need it first / Patient, but they seem berserk / Craving for that feast of merch / Yo! Save a slice for me and her / Isn’t it marvelous…just darling (it’s the newest thing) / It’s totally harmless, but it’s charming (it’s the cutest thing) / But, it bites…not hard…just hard enough to break the skin / and your bone / and your back / and the bank / But wait, it comes with a warranty / for a week, and that’s respectable / It’s cheap and it’s ethical…well, it’s ethical…well, it’s magical really / See, you put the cash in the till, fill in the blanks and that’s it / For my next trick I’ll need your password and an exit / and then poof / cue the fog machine

(Hook)

MIKE
Modern man / out of hand / motor mind / off the line / automate the operator / Can you hear me clearly? / I’m gonna live forever / give me guerilla arms / sling shot me into outer space in hyper colored glitter bombs / We’ll make our mark huh? / They’ll put no stops to us / We’ll leave our footprints on foothills and dance the Megatropolis / pushing evolution faster / catching continental drifts / Desperately Seeking Solutions to problems we know we’ll never fix / In the belly of a robot / out the valley of a microchip / Dialysis in Wonderland/ Apple Z the viruses / I’ve never been myself, there is no human experience / you can’t Apple S yourself / this is The Grand Experiment

- Jeppe Barslund

Action Bronson - Dr. Lecter

2011-10-05T14:08:00.000-07:00

Der udgives ind imellem plader, der er så fede på en så simpel måde, at de ikke lægger op til at blive beskrevet og analyseret i lange, dybdegående, maleriske anmeldelser. Action Bronson's Dr. Lector er en af disse.
Den restaurent-ejende Queens-rapper entrerede hiphop gamet sidste år med mixtapet Bon Appetit.....Bitch!!!!!, og er meget hurtigt blevet en darling blandt de hardcore hiphop hoveder. Og man forstår det fuldt ud. I en tid hvor tøjet bliver strammere, rapperne mere good-looking og indholdet i deres rap tilsidesat, stormer Action Bronson frem, - en tonstung satan af en ugly motherfucker, hvis rap-skills er noget nær unmatched pt., og så viser han præcis hvor skabet skal stå.
Bronsons store passion er madlavning, hvilket der bliver rappet meget om undervejs, men det bemærkelsesværdige er, at han ikke har rappet i mere end tre år. Han har kokkereret på anerkendte restauranter det meste af sit liv, og så - ja han har jo boet i Queens - fulgt rap-scenen sideløbende. Hvad der fik ham til at springe ud som rapper vides ikke, men thank God for at han gjorde, for MCer af hans kaliber er virkelig en mangelvare lige nu.
For at beskrive hans stil kort, så er det simpelthen bare rap uden dikkedarer. Med et fænomenalt flow, en særegen evne til at ligge uhørt tæt over de tildelte beats og en stemme, der ikke tilfældigvis er blevet sammenlignet med Ghostface Killahs, så har han alle de rigtige kort på hånden, og nøjj hvor de dog bliver spillet rigtigt. Det handler lidt om hiphop, lidt om bitches, lidt om gadelivet, lidt om New York, lidt om mad, lidt om morbiditet, lidt om lidt af hvert, men Bronson bliver inden for undergrundens groft optegnede parametre, og man føler sig i virkelig godt selskab. Jeg er sikker på, at skulle man besøge Bronsons restaurant i Queens, så ville man føle sig behandlet som en kongelig. Sådan følte jeg mig i hvert fald med Dr. Lecter i højtalerne.

Til gengæld sidder jeg også med en forestilling om, at Dr. Lector er et album, der tiltaler forholdsvist få mennesker, men tilgengæld i sygeligt høj grad. Hvis nogen vil kritiserer pladen for at mangle nuance i produktioner og alsidighed i rappen, så kan jeg godt forstå hvad de mener, men for mig sidder Bronsons FÆ-NO-ME-NA-LE flow over de nedbarberede jazz-beats bare lige i skabet. Nej, Dr. Lector er ikke nyskabende, den skubber ikke til hiphoppens grænser, det er ikke en milepæl i kulturens historie, det er ganske simpelt bare en plaskvåd drøm af et hiphop album.
Den for mit vedkommende ukendte Tommy Mas har produceret samtlige beats, og fy for den hvor gør han det godt. Nedbarberede beats, der er drevet af jazz-rytmer og soul-samples, og en mageløs melodisk sans. Der er enkelte missere hvor beat'sne bliver for forudsigelige eller kedelige i udtrykket, og de få gæste-rappere der kigger forbi i ny og næ kunne efter min mening godt have været sparet væk til fordel for et one-man show med Bronson, men i det store hele er det her æddermanme godt. Som skrevet i starten kræver Dr. Lecter og Action Bronson ikke kilometer-lange beskrivelser, for det hele kan netop bare koges ned til; det her ER æddermanme godt. Lyt nogle numre igennem nedenfor og bli' overbevist! Køb skiven her.

5/6

"Beautiful Music"

"Madness"

"Shiraz"

"Brunch"

- Jeppe Barslund

Exile - 4TRK Mind

2011-10-05T00:45:00.001-07:00

Wow okay, lad os lige kigge lidt på det cover engang. Det første jeg tænker er "wtf..... men genialt!". Exile har opstøvet en af de snart uddøde professionelle analog-fotografer, der ikke anvender nogen form for efterbehandling på sine billeder overhovedet. Og indrømmet, coveret til Exiles 4TRK Mind ligner i højere grad et billede af en eller andens morfar, fra da han stilled op til MGP for 45 år siden, end et cover til et hiphop album. Men Exile er nu engang Exile, og han burde hedde "out of the box" til mellemnavn.
Men på trods af det lidt sære cover, så er intet overladt til tilfældighederne. Det analoge udtryk i det visuelle afspejler uhyre præcist det analoge udtryk i produktionerne. Exile har produceret hele pladen på en four-track recorder, hvilket har begrænset hans udfoldelser gevaldigt, men samtidig tvunget ham til at tænke ekstra kreativt. Lydsiden er derfor voldsomt simplificeret, men tydeligt Exile't. Four-track recorderen har yderligere sørget for, at der er blevet skruet gevaldigt ned for produktionsværdien. Det er åbenlyst det mindst ambitiøse projekt vi endnu har set fra Exile, og 4TRK Mind indeholder op til flere skæringer, der hører til blandt hans svageste. Numre som "Knight Rider", "2039", "Who Are You?" og de komplet overflødige "I Like You As You Are" og "Wanna Be" er mildest talt ringe. På "You And I" har Exile genbrugt beatet fra Fashawns "Bo Jackson"; et helt fantastisk beat, men seriously, genbrug?

4TRK Mind er naturligvis ikke uden fabelagtige højdepunkter. På "Klepto" går de opklippede vokal-samples op i en højere enhed med de herlige strygere og det stramme trommeloop. En munter blues-guitar danner fundament på "If You Know Like I Know", hvor der jævnligt scratches til den helt store guldmedalje. "When Nothing's Left" lyder med sine skævt sammensatte soul-samples som en let, blues'et udgave af "Samsonite Man", hvilket må siges at være en god ting. Allerbedst bliver det på "Younger Days", der er mesterlig i hvert aspekt. Det langsommelige og inderligt melodiske jazz-klaver ligger behageligt over den nedtonede tromme/bas sammensætning. Det er samtidig på "Younger Days" at Exile har sit bedste moment som rapper, da han beretter om sit lidt besværlige, men stærke forhold til sin far:

"I was thirteen when my dad started coming back /
He was fat, which means he stopped shooting crack /
He told me to jump tracks but I was a little brat /
'Cause he was never there and I hated him for that /
And plus he hated rap, he never heard me scratch /
And never asked /
Next thing my eightheenth passed /
He startet really wanting to hang out, couldn't figure out why /
He didn't tell his kid he knew that he would soon die /
Last time that I saw him he was there with my sis' /
And me on the beach and I was actin' like a bitch /
All sarcastic to everything he said /
Not knowing that next week, that he would be dead /
I know we'd make music if he lived /
But for some reason, I think we just did /
And that's why I love him, more than before /
'Cause he instill the will in me for what he lived for"

Ja, det er måske vigtigt at tilføje her, at Exile ikke bare er producer men også full-time rapper på 4TRK Mind. Det er ikke første gang. Han rappede ofte på Emanon udgivelserne, og har selv lagt nogle linjer over både Dirty Science, Below the Heavens og Boy Meets World pladerne. På de to sidstnævnte var det dog lidt som den fjollede joker. Han rappede rent nonsens på "I Am..." fra BtH, og "Bo Jackson" lå heller ikke just i den seriøse ende. Det ville ligeledes være synd at sige, at 4TRK Mind som helhed ligger i den seriøse ende hvad angår lyrikken. Ovenstående citatudrag fra "Younger Days" er et af de få eksempler på, at Exile kan skrive stærke tekster hvis han gider, men det lader det ikke til, at han gider særlig ofte.

"I'm back in this bitch like a puppy in a pitbulls belly"

- "It's me..... excuse me.. for being a... super mc" rapper han henslængt på åbningsnummeret, og fortsætter over i "The Man" med en ekstremt doven rap-stil, der får nummeret til at lyde som en sjusket og useriøs freestyle. Det samme kan siges om første del af "Klepto", der starter noget tvivlsomt ud, og på omkvædet springer Ex ud i sang, hvilket lyder decideret skidt. Men herpå er der mening med galskaben. Nummeret er et diss track til en wack hiphop kultur, og Ex understreger hiphoppens dårligdom ved selv at stå frem som en dårlig rapper. På andet vers skruer han dog på for seriøsiteten, og det, der før lød dårligt giver faktisk mening nu. Og budskabet med sangen er klart: "get that microphone outta ya fucking mouth!".
Exile jonglerer meget med de seriøse og dybt useriøse elementer, hvilket resulterer i lyriske passager, der strækker sig fra det komplet åndede til det geniale, fra det hysterisk morsomme til det straight up horrible, og så alt det, der har lidt af det hele, f.eks. linjer som:

"I'm extra tough and plus I'm extra nuts /
I got four balls, two dicks and three sluts /
One for the cunt, one for the butt /
One to juggle three balls, the one that's left /
You can suck!"

Sandheden er, at jo, Exiles rap-stil er da sjov nok og store dele af indholdet bør få lytteren til at smile bare en smule, men det er også en smule kedelig og undervældende at lægge øre til. Blu er da også sindssygt kærkommen med sit vers på "When Nothing's Left", og Alphabet Four gør det også godt på sex-oden "If You Know Like I Know", hvis omkvædet siger: "Oh shit I forgot my condoms, I forgot my condoms, I forgot my condoms!".

Når alt kommer til alt, så tror jeg slet ikke at 4TRK Mind er et projekt der skal tages alt for seriøst. Jeg oplevede i høj grad pladen som en eksperimenterende legeplads for Exile. Han eksperimenterede med radio-brudstykker og frekvenser på Radio -projektet, her eksperimentere han med kreative begrænsninger, og hans næste projekt består i, at han udelukkende skal sample sin fars gamle pop/rock musik, og transformere det til hiphop. Så alt imens han producerer mesterlige plader for yngre rappere som Fashawn og Blu, og snart Johaz (Dag Savage), så eksperimenterer han på sidelinjen med en masse spændende projekter. 4TRK Mind reflekterer altså ikke Exiles fuldkomne formåen pt, men blot lidt af det han er i stand til og har lyst til. Set i dét lys er skiven her ganske solid, men set i det store hele er det hele lidt for fjollet og useriøst til virkelig at slå igennem. Jeg vil dog stadig anbefale pladen, for der er en god håndfuld virkelig fede numre på.

et besynderligt sted imellem 3 og 3.5 ud af 6 (!)

"Klepto"

"Younger Days"

"When Nothing's Left" feat. Blu

- Jeppe Barslund

Evidence - Cats & Dogs

2011-09-30T09:57:00.000-07:00

"My first album had no famous guest appearaces /
So what's the outcome: I'm still an' underground lyricist /
And fame don't even capture what my interest is /
I'm halfway to famous, halfway away from infamous"

Evidence har leveret solid undergrunds-hiphop fra den solrige vestkyst i godt og vel femten år. Både som soloartist, som producer og som del af den ikoniske gruppe Dilated Peoples. Han har arbejdet med alt og alle, er yderst respekteret af fans såvel som kollegaer, og har aldrig ligget på den lade side hvad angår projekter, beats, features og udgivelser.
Der er derfor ganske mirakuløst, at hans på alle måder mest vedkommende, personlige, skarpeste og vigtigste album kommer nu, efter halvandet årti.

"I'm on another level, I mean another label /
Players don't die we try luck at other tabels /
And when I lose I learn, I'm still winning major /
I jump forward then back and do the missing stages"

Ordene her stammer fra nummeret "You", og de beskriver ganske præcist Evidence's nuværende person. Han er blevet signet til Rhymesayers Entertainment (hvilket i mine øjne er en stærkt træk fra begge parter) og træder på Cats & Dogs stærkere frem end nogensinde før. Kigger vi igen på ovenstående citat skal man tage ordene ganske seriøst; "when I lose I learn, I'm still winning major". - Han har lært af sine fejl og mangler, og har faktisk selv udtalt, at samarbejdet med nyere rappere som Fashawn, Blu, Elzhi og Jay Electronica har inspireret og motiveret ham til at blive en bedre rapper, og det er han blevet! Der var engang noget negativt over hans alias "Mr. Slow Flow", men det er ikke længere tilfældet. Det er meget muligt, at Evidence ikke er den rapper, der eksperimenter mest med tempo, men på Cats & Dogs ligger han stadig formidabelt tæt over adskillige produktioner.

Samtidig har Evidence skrevet nogle af sine bedste tekster hidtil. Tekster, der ganske hurtigt fik mig til at sætte Ev helt op blandt de øverste på listen over oprigtige rappere, der faktisk i højere grad rapper som et almindeligt menneske med genkendelige følelser, end en hardcore rapper med facader og påtagede attituder. Og jeg mener det virkelig! - Man behøver ikke lytte til mere end "I Don't Need Love", hvor Ev rapper om hans mors død - tiden op til og efter, og alle de følelser der prægede hans eksistens, - for at sidde med fornemmelsen af, at det er en bekendt man hører rappe. Evidence er helt nede på jorden, helt nede i øjenhøjde, og det giver simpelthen hans historier et gevaldigt boost at være så meget til at tage og føle på.
Selv femten år inde i sin karriere bliver han stadig overrasket over den respons han får fra sit publikum. Et nummer som "Falling Down" viser på bedste vis, hvor ydmyg og taknemmelig Ev stadig er, blandt andet med linjer som:

"I never woulda thought the words wrote on a page /
Would have me on the other side of earth on a stage /
I never woulda thought there was a stage on earth /
That made me feel more at home besides the place of my birth"

Hvis ikke det er "real talk", ja så ved jeg da ikke hvad er?! Og "real talk" er der i øvrigt masser af hele vejen igennem . Ev har blandt andet sagt, at han vil gøre op med det "superman image" som mange rappere besidder, hvilket for det meste er en lodret løgn hvis man spørger Ev. Han vil langt hellere fortælle en sand historie med nerve og personlighed end en fiktiv fortælling, hvor han gør sig til noget andet - og måske bedre- end han er. Nej, han scorer ikke 100 chicks til hver en koncert. Nej, han stabler ikke sine indtjente penge i meters høje bunker. Han er en hårdtarbejdende undergrunds-rapper, der i bund og grund ligger og roder med de nogen lunde samme problemer som os andre. "Well Runs Dry" er et fantastisk nummer, der virkelig hiver Evidence ned fra denne imaginære piedestal, og menneskeliggøre ham totalt:

"I pay morgage in the storage and it still keeps pourin' /
Can't afford it so I gotta keep tourin' /
Tryna make a record in between was never foreign /
But unfamiliar when theres no was to avoid it"

Som én på YouTube har skrevet: "I wash all the rappers these days would have half the passion that this guy has". Ikke at der ikke er andre med Ev's mindset, men det er nu engang rart at lægge ører til en rapper, hvis hjerte brænder så tydeligt for hiphop.
Det er dog ikke alt på Cats & Dogs, der er personligt og dybt, der bliver også dyrket rap i sin mere rå form, og vi slipper naturligvis heller ikke for ryger-sangen, her i form af "Strangers", der uden at sige for meget har en ganske komisk indgangsvinkel til ryger-rap genren.
Evidence har også allieret sig med en række prominente gæster, der ikke er valgt ud fra "hvem, som er hot lige nu og som kan booste mit salgstal, skal jeg have med på min plade" -faktoren, men ud fra hvem, der rent faktisk passer ind og som kan bidrage med noget til den specifikke sang, og det er der kommet nogle fantastiske kollaborationer ud af. På "Fame" rapper Roc Marciano og Prodigy med, med hver deres syn på det at blive kendt, eller stile efter at blive det. Raekwon og især Ras Kass leverer fortrinlige vers på "The Red Carpet", sidstnævnte med vanlig skarphed i sine legende punchlines: "Jesus diarrhea, I mean holy shit / Christ on a cracker, that's just how we spit". Ekstra grimey bliver det også på "Where You Come From?", hvor Termanology, Lil' Fame og Ev's Dilated Peoples makker Rakaa kigger forbi, på hvad der er endt som en seriøst mørk og tung banger.
Bedst bliver det på den intet mindre end episke "Late For the Sky", hvor Ev's nye Rhymesayers-kollega Slug bidrager med et vers sammen med Aesop Rock, der simpelthen er i abstrakt topform. Endda over Sid Roams vel nok bedste produktioner til dato, med sangeren Catero på omkvædet, der ganske simpelt får det hele til at gå op i en højere enhed.

"I know the feeling when you're dealing with accomplishments /
Wishing they would diss you, instead they give you compliments /
That's what made you who you are, not what you became /
Part of being a star is getting burned through flames"

Jeg vil ikke bruge så meget plads på det dårlige, men da det desværre er til stede skal det selvfølgelig adresseres. Pladens længde for det første, jøsses! Har man den forudbestilte deluxe version som mig, så sidder man altså med 20 numre, hvoraf en fjerdedel snildt kunne have været sorteret fra. Dertil er der en del produktioner, der bliver meget hiphop-typiske på sådan en halvkedelig måde. Åbneren "The Liner Notes" kedede mig ganske meget, "James Hendrix" og "Crash" kunne jeg også snildt have været foruden, og "To Be Continued...", "Falling Down", "Well Runs Dry" og "Sleep Deprivation" siger mig heller ikke det store. De er ikke decideret dårlige, der er bare lidt for meget standart over dem til at det for alvor rykker i banditten. Cats & Dogs indeholder dog talrige beats, som jeg lige skulle love for rykker i banditten! Lad mig f.eks. bare nævne "The Red Carpet", hvor Alchemist, med hjælp fra Congress Alley's "God Save America" skaber en af sine bedste beats overhovedet, med gungrende trommer og en basgang der er tykkere end tyk! På "It Wasn't Me" - der bestemt er en af mine personlige favoritter - sætter Rahki og Danny Keyz en af årets mest effektive trommeprogrammeringer sammen, der slår fuldvoksne mænd omkuld. DJ Premier har også været inde over med to beats; et til "You", en gudsbenådet bange, der i min bog er hans bedste siden Termanology's "So Amazing" fra '08, og et til "The Epilogue", der ikke har samme kant, men som stadig gør sit job. DJ Babu's "Same Folks" er også et yderst veldrejet beat, fyldt med soul. Og så må jeg lige igen nævne Sid Roam's "Late For the Sky", dét nummer sidder bare lige i skabet.

Så som konklusion; hvad er Cats & Dogs så for en plade? Det er en for lang plade, der burde have haft skåret hvalpefedtet fra, med tendens til at blive for metervare-agtig hvad angår produktion. Men det er også en plade, der bærer ufattelig stærk lyrik, rappet af en mand med mangt og meget på hjerte. Dertil er det også en plade, der på sine højdepunkter stråler klarere end det meste andet, der er udgivet i år, og flere numre herpå står frem som små mesterværker. Nogle numre vil blive kasseret inden længe, men flere numre vil med garenti bliver spillet igen og igen og igen det næste lange stykke tid.

Hip hop ain't dead - here's the evidence!

4.5/6

- 4 videoer fra Cats & Dogs -

- Jeppe Barslund

'5 STÆRKE FRA. . . . .' feat. 9th Wonder

2011-09-29T08:48:00.000-07:00

*PARENTES START*

- Se, i forhold til mit "Hvad ville I sige til at. . . . ." -indlæg, som jeg postede for ikke så længe siden, hvor jeg bad jer om at tage stilling til ideen om nye tiltag på bloggen her, - så er dette et eksempel på et indlæg eller en feature, som jeg muligvis kunne finde på at udvidde med.
Nu har jeg lige anmeldt 9th Wonders The Wonder Years, så i forlængelse af den anmeldelse synes jeg det kunne være fedt at give et bud - her mit bud - på fem stærke 9th Wonder beats fra kataloget. Min kammerat Jacques har (vist nok) en J-Live anmeldelse undervejs, og der kunne det på samme måde være fedt med en ekstra J-Live feature, med udvalgte J-Live numre.
Eller er det bare mig? Hvad synes I? Giv endelig jeres mening til kende i kommentarerne.

*PARENTES SLUT*

Dette er ikke nødvendigvis mine ultimative favoritter fra 9th Wonder, men bestemt fem produktioner, der ligger helt oppe i toppen. Værsgo' at nyd'.

Little Brother - "Lovin' It" feat. Joe Scudda

Fra gruppens The Mistrell Show (2005), der rummer adskille fantastiske beats fra 9th

Skyzoo - "Under Pressure"
Fra Brooklyn rapperens The Salvation (2009)

Strange Fruit Project - "Special" feat. Thesis
Fra deres The Healing (2006)

Median - "Collage"
Fra Medians uretfærdigt oversete Median's Relief (2007)

Murs & 9th Wonder - "Silly Girl" feat. Joe Scudda
Fra duoens andet album Murrays Revenge (2006)

- Jeppe Barslund

9th Wonder - The Wonder Years

2011-09-29T06:00:00.000-07:00

Den Kinesiske Mur, Petra, Christo Redentor, Machu Picchu, Chichen Itza, Colosseum, Taj Mahal, Jay-Z og Patrick Douthit.

- Selvom der er mange forskellige versioner og meninger om hvilke bygninger/konstruktioner/opførelser, der er de "rigtige" vidundere i verden, så er den bredest kendte og mest omtalte liste den ovenfor, muligvis uden de to sidstnævnte, der med en gedigen omgang 'ego' involveret har tilføjet sig selv til listen.

Jeg så engang et interview, hvor intervieweren spørger Patrick Douthit aka 9th Wonder: "there are seven wonders of the world, you call yourself "9th Wonder", - who's the eighth?", hvortil 9th køligt svarer: "that's Jay".
Det britiske pop/rock band Eighth Wonder var tilsyneladende glemt for længst da Jay-Z i 2001 introducerede sit monsterhit "Izzo (H.O.V.A.)" med ordene "welcome ladies and gentlemen to the eighth wonder of the world". Der er endda nogen der påstår, at det var Jay-Z, der i sin tid kaldte Douthit for "the 9th wonder", og der var derfra han tog navnet. Om det er sandt eller falskt skal jeg ikke kunne sige, men én ting der er tankevækkende er, at da Jay valgte beatet til "Threats" til hans Black Album i 2003, var 9th Wonder et ubeskrevet blad, en upcomin producer, der stort set ikke havde set sit præg på gamet overhovedet.

Jeg skimmede wikipedia hurtigt for at få det basale info på plads, og det chokerede mig faktisk en smule at erfare, at 9th Wonder ikke engang har været aktiv producer i et årti - altså sådan rundt regnet. Meget få produktioner er dateret til før årtusindeskiftet, men alt hans arbejde ligger rundt regnet på denne side, mere præcist fra omkring '02. Jeg har nok opbygget en idé om, at han er en af hiphoppens vigtigste producere, fordi jeg så ofte har set ham side om side med legender som DJ Premier og Pete Rock, og fordi at hans beat-katalog er større end de fleste andres, på trods af, at hans virke altså ikke strækker sig over mere end ti år. Manden laver jo vitterligt flere beats på et år end de fleste andre gør på fem. 9th Wonders nyeste skud på stammen, producer-albummet The Wonder Years, viser således på strålende vis hvad manden har opbygget igennem de sidste ti års tid.

9th Wonder åbner endda hele ballet med selv at rappe, da han på "Make It Beat" fortæller om sin udvikling fra "the freshest little nigga in 6th grade" til at producere for Jay, Mary J. Blige, Erykah Badu, Ludacris og Common, og altså at have "made it big". Nej, han er ikke en synderligt god rapper. Flowet er fladt og kedeligt og leveringen uden den store indlevelse. Men det er jo slet ikke pointen. The Wonder Years er tydeligvis 9th Wonder, der fejrer sin triumf som beatmager, og det hele virker som én stor festlighed, hvor alle hans tætteste samarbejdspartnere igennem årene har joinet for at fejre triumfen med ham, i selskab med nogle af hiphoppens nyere ansigter. Samtidig understreger The Wonder Years på mageløs vis noget, som 9th Wonder har været - og er - ekstremt dygtig til; nemlig at bygge bro imellem rå hiphop og soul/R&B hooks og storslåede vokalarrangementer. Det hele er at finde herpå, fra nogle af de sprødeste rap-linjer, der er blevet lagt i år, til poppede auto-tune omkvæd og muntert kvidrende sangfugle, der besmykker både omkvæd og hele sange. Som Murs rapper på "Enjoy": "I'm the proof that you can still make loot and keep your rhymes strong", - og dette gør sig på samme måde gældende med 9th's beats. Tag f.eks. et nummer som "One Night", der har lidt af et sukkersødt omkvæd, sunget af lidt af en smør-tenor iført auto-tune dragten, men omkvædet er utrolig lækkert, og med et solidt beat og Phonte på versene går det hele op i en højere enhed, og resultatet er fantastisk. En af mine personlige favorit skæringer, "Now I'm Being Cool", er faktisk udelukkende drevet af sang, idet Brooklyn sangerinden Mela Machinko folder sine sang-vinger ud og besmykker det fabelagtige klaver-loop til perfektion. Call me soft, men dét nummer har allerede over 40 plays i min iTunes, og jeg vil stadig brage det nummer ud af højtalerne til nytår!

Heldigvis - vil nogen nok sige - er der ikke sang, radio-venlighed og pop-elementer at finde på alle numrene. 9th Wonder er først og fremmest en hiphop-producer, og The Wonder Years byder på noget af det ypperste hiphop som 2011 endnu har set. Blu og Sundown slår hovederne sammen på den gyngende "Piranhas", der er drevet af 9th Wonders vel nok mest letgenkendelige tromme-loop stil, og det skuffer ikke. En anden fantastisk collaboration er at finde på "Hearing the Melody", hvor Skyzoo, Fashawn og King Mez brillerer over et suverænt beat, der er drevet af en "lyd"(?), - et instrument som jeg ikke kan identificere, men som ædderman'me har "the melody". Allerbedst bliver det på "Enjoy", der hands down er noget af det bedste jeg har hørt i år. Her forenes vestkystens 'past' (Warren G), 'present' (Murs) og 'future' (Kendrick Lamar) til en uvirkeligt sprød stjerne-banger, som jeg da lige måtte knibe mig i armen over, da jeg hørte den første gang! Det er i hvert fald sikkert og vist, at fremtiden ser lys ud med Kendrick Lamar som fanebærer. Hvis ikke Section.80 var bevis nok på dette, så bør hans vers her på gøre det klart.

Der er rigtig rigtig meget godt på The Wonder Years, og det allerbedste er altså dumt godt (!), men der er også mindre spændende momenter på pladen. Mac Miller er med på en sær kærlighedssang, men det er ifølge ham selv helt okay, "cause even gangsta motherfuckas fall in love", - jeg er ikke rigtig nede med den. "20 Feet Tall", der har Erykah Badu i førersædet gør heller intet for mig. Nummeret er langt og uden megen udvikling, og selvom hendes særegne vokal er all over the place virker nummeret bare kedeligt. Det lykkedes heller ikke rigtig for Marsha Ambrosious at hive sejren i land på "Peanut Butter & Jelly"; der går lidt for meget hystade i den, og man er kørt træt i nummeret allerede inden udgangen af første lytter.
Dertil er der et par numre, der befinder sig i grænselandet; "Loyalty" med Masta Killa, "Never Stop Loving You" med Talib Kweli og "No Pretending" med Raekwon og Big Remo er under ingen omstændigheder dårlige, men de står lidt i skyggen af pladens øvrige kraftpræstationer.

The Wonder Years kan opsummeres til at være en lidt rodet, men overvejende fremragende plade. Der er en lille håndfuld tracks til skraldespanden, en lille håndfuld udmærkede skæringer, en lille håndfuld sprøde cuts og en lille håndfuld ekstraordinært mesterlige numre, - og disse er i mine øjne så gode, at de løfter den samlede score højere op end de dårlige numre hiver den ned.
Gør jer selv den tjeneste at investér her, for 9th Wonders The Wonder Years er en hammerfed plade, punktum.

4.5/6

- Jeppe Barslund

DJ JS-1 - No One Cares

2011-09-25T22:47:00.000-07:00

2011 har set mange producer-albums. Altså virkelig mange! Tone Spliff, DJ Deadeye, DC the Midi Alien, DJ Doom, Headnodic, 9th Wonder, Blu, Statik Selektah, Ski Beatz og mange andre har smidt plader på gaden, og selvom det naturligvis er op til den enkelte at bedømme, vil jeg sætte mine penge på DJ JS-1's No One Cares som værende produceralbummet med bedste features. Det er som om, at fokus i højere grad ligger på gæsterne end på selve produktionerne i mange tilfælde, og der er en tendens til, at der skal presses så mange rappere som muligt ind på alle numre. Således har JS-1 fået plads til små 50 gæsteoptrædener på hans 22 numre lange No One Cares, og alle slags rappere er repræsenteret her, fra KRS-One, Kool G Rap, Jeru The Damaja, M.O.P., Ras Kass, Ill Bill og Ruste Juxx til Homeboy Sandman, Tanya Morgan, C Rayz Walz, Torae, Pack FM, Blacastan og Tonedeff. Man bliver nærmest helt forpustet af at skrive alle de navne op!
Som sagt en yderst imponerende liste. Hvad der desværre ikke er så imponerende, hvilket må siges at være en kende ærgerligt, er produktionernes kvalitet. JS-1 har stilet efter en nedbarberet, east-coast boom-bap lyd, og har som sådan ramt den ganske præcist, men på den kedeligst tænkelige måde. Formularen er den samme hele vejen igennem, med anonyme trommeloops, halvslatne basgange og enkelte andre elementer i form af keys, blæsere, guitarer og samples. Men for at være helt ærlig synes jeg ikke der er noget, der for alvor rykker. "Last To Know" med Tonedeff svinger ganske fortrinligt, men dette er nok i højere grad takket være Tonedeff's mesterlige flow end beatet, der forholdsvist hurtigt bliver repeterende og derved kedeligt, - hvilket forresten er tilfældet med alle de andre beats også.

Sagen er den, at når talen falder på et producer-album, så må det nødvendigvis være produktionerne der vægtes højest, og når det som med No One Cares er tilfældet at beats'ne er decideret kedelige over hele feltet, så er affæren allerede her en sørgelig en af slagsen. Og nej, det er ikke fordi det er decideret elendige, men helhedsbilledet skriger bare på variation, nuancer og noget "andet", noget spændende. Om de mange gæster gør det godt eller ej er næsten underordnet, for det er JS-1's album, og han imponerer som sagt ikke. Der er gode lyriske momenter iblandt, som Jeru the Damaja på "Science", Homeboy Sandman på "Goin' Out" og især Razzy Kazzy på "Compositionz". Men igen, når hovedpersonens egne bidrag lugter langt væk af venstrehåndsarbejde, så synes rappernes ihærdige forsøg på at gøre en god figur af sig noget nyttesløs.

Pladen åbnes med et skit hvor DJ Eclipse interviewer DJ JS-1, og hans svar til alle spørgsmålene er "no one really cares....", og selvom det er meningen at det skal have et komisk element, så er pladens titlen uhyre passende, for frankly my dear, to be honest, I really don't care....
Der er i hvert fald lang vej herfra til hans fantastiske Audio Technician album fra 2004, der blandt andet havde den her på tracklisten.

2/6

- No one cares who reviewed this

JustMe - One Man's Trash

2011-09-25T05:10:00.000-07:00

Da jeg sidste år hørte Tragedy & Dope, efter at have hørt om den via QN5, blev jeg mildest talt utroligt glad for at være blevet introduceret for JustMe.; en hamrende dygtig, komplet uprætentiøs rapper med begge fødder plantet solidt på jorden. Efter at Tragedy & Dope havde fået en god del rotationer måtte jeg tilbage i kataloget og have fat i JustMe’s ældre materiale, - og jeg må allerede her opfordre jer til at gøre det samme, for det er ganske vildt hvad manden har stået figur til.

JustMe udgør et af kernemedlemmerne af Scribbling Idiots, der må beskrives som værende en af nyere tids allerbedste undergrunds supergrupper. Side om side med rapperne Cas Metah, Theory Hazit, Wonder Brown, Mouth Warren, Kaboose, Elias, Ruffian og producerne MattmaN og Re:Flex udgav gruppen undergrundsklassikeren The Have Nots i 2008 (måske i 2007, det er mærkværdigt nok ikke helt tydeligt?!).
JustMe’s debutalbum One Man’s Trash blev udgivet et par år forinden, men klientellet er det nøjagtigt samme, og kvaliteten mindst lige så høj.

Justin Long, som er vor hovedpersons borgerlige navn, udgør en del af det hiphop segment jeg plejer at placere under ”substantiel og social-bevidst undergrunds hiphop uden dikkedarer med et glimt i øjet” (!). Det her er rap, rappet af et ganske almindeligt hverdags-menneske, der elsker at rappe, men som godt ved, at han nok aldrig kommer til at leve fedt af det, og det er altså befriende. – Altså at få serveret bundsolid hiphop af en, der på mange måder minder om én selv. Godt nok har JustMe oplevet og været en del af samfundets vrangside (lyt til hans ”The Prodigal”), men han er sluppet ud af det, og rapper på One Man’s Trash om alt fra hans fortid på gadehjørnet, til det mest basale everyday stuff, som alle bør kunne relatere til.
Og JustMe’s største force er netop at kunne give alle emner et enten interessant eller humoristisk twist, og det er sådan set lige meget hvad han rapper om, på One Man’s Trash gør han det strålende over hele feltet. Tag bare et nummer som ”Just Playin” hvor han rapper om alle de ting han negligere til fordel for at spille playstation. Hvis man kan slippe fra det med et grinende publikum, så besidder man en gave, og lad mig bare afsløre, at jeg da grinede undervejs.

Som det også er tilfældet med mange af de andre kunstnere, der opererer inde for Illect Recordings døre, så er der også et tydeligt snert af religiøs indflydelse. Theory Hazit’s Extra Credit var stort set én stor christian rap plade, - JustMe bruger det ikke helt så meget, men det er et emne, der går igen og igen. Ikke på den prædikende måde, men som værktøj for bedre at definere sin tilgang til rap-gamet og sit liv generelt. På ”Shallow Dreams” rapper han om hvorfor man bør stile efter betydningsfulde ting i livet frem for materielle goder og glitter og glamour. Et emne vi vist godt kan blive enige om, at vi har hørt før, men sjældent leveret med så overlegen snilde som JustMe, der virkelig folder sig ud, blandt andet med følgende linjer, hvis afsluttende rimstruktur er i en klasse for sig:

”All daya
You praya
To be a ballplaya
Rhymesaya
I’ll paya
To be a brick-laya
You saya
“Heck yeaya”
‘Cause that’s betta
Than havin’ no cheddar and /
Being a veteran /
Of the rapgame that’s lame /
At the same time you could never be quite sure of the fame /
I’m sayin’ /
Do yourself and not your occupasion /
You’re better defined by what you put your faith in”

Tag en lytter her:

JustMe har ikke som sådan noget fjendtligt forhold til kommercielle rappere, der laver music for pengenes skyld. Han har en meget tilbagelænet måde at ryste på hovedet af dem, og det er tydeligt at han tænker ”their loss”, i stedet for at råbe om omkring det. Han gør det endda med enorme mængder humor, der understreger den på-hoved-rystende effekt. På ”Favorite Rapper” lyder det eminente omkvæd:

”You are my favorite rapper /
And your arrogance doesn’t even matter /
‘Cause your meant to be way bigger and badder /
Than any other cat that grabbed the Mic /
….. (yeah right)”

På min personlige favorit skæring “Low Budget” fletter han et suverænt andet vers sammen, hvor han namedropper nogle af hans virkelige favorite rappers, genialt skjult i et væld af linjer med dobbelt-betydning. Nu skriver jeg ikke navnene sådan som de rigtigt staves, men se hvor mange i kan få øje på:

”I see low green, I see no money in sight /
Just another unsigned rhymesayer tryna’ get by /
All my bright ideas and abilities /
No pioneers in this atmosphere with me /
Minimal kinects on my deck means /
If your pioneers ain’t feelin’ me, ya ears ain’t hearin’ me /
But I’m here to breathe vast air /
Just gotta keep these cats past steerin’ at my once classic /
Jurassic five your old sack, fuck fascists /
Call me a common outcast /
Cause I’m such a cashless has-been /
That I haven’t spent fifty cent on a pack of M&M’s or lifesavers /
Since the 8th grade before I gave the lyrics born soul position”

(Ikke helt sikker på 'fascist'-linjen, men i forståer pointen)

Sagt kort og godt, så er One Man’s Trash en plade, der er fyldt med lyrisk guf. JustMe skifter imellem at rappe som den laid back joviale rapper, til den mere komplicerede tekniske MC, og det virker ærlig talt som om, at alt han gør bare lykkedes til fulde.

Pladen er ligeledes besmykket med et udsøgt producer-hold. Det er low-key jazz/blues møder nedtonet, sample-baseret hiphop. Der er ikke nogen tonstunge nakkebrækkerer herpå, ej heller overdramatiserede kompositioner med strygere og børnekor. Det er helt enkelt små perler af nedbarberede beats, der komplimenterer JustMe’s fortællinger. Den røde tråd er uhyre tydelig, og helhedsbilledet er uvant kohærent. Man kan godt høre, at de bidragende producere ikke er blandt branchens dyreste, men dette skal faktisk – måske lidt mærkeligt – forstås positivt! Det, at der ikke er anvendt million dollar equipment og dyre studiemusikere gør bare, at de beatmagere, der er at finde på One Man’s Trash, er nogle af de allerdygtigste, når det kommer til at få det ultimativt bedste ud af lav budgets elementerne. Rusty Crates, Re.Flex, MattmaN, Theory Hazit, Deacon the Villain og JustMe selv er krediteret, og de leverer alle top-klasse produktioner. Jeg mener det seriøst, intet er under fantastisk her. Lækre beats, der bare glider ind og ud af hinanden. Det er næsten formålsløst at fremhæve specifikke sange for deres produktioner, for det er en yderst fornøjelig tur fra start til slut og tilfredsstillelses-faktoren peaker så mange gange, at det ville være langt nemmere bare at købe skiven og opleve det på egen hånd.

I må og skal simpelthen høre JustMe’s debutalbum. Jeg æder min egen hat hvis I ikke kan lide den – I KNOW you will! - Sublim undergrunds hiphop i sin reneste form, og ligesom The Have Nots, som nævnt i starten, er dette på alle tænkelig måder en lille klassiker.

5/6

One Man's Trash kan købes via Amazon.com (til under 1$!!) eller på iTunes.
#gørdetgørdetgørdetgørdet

- Jeppe Barslund

Tone Spliff - Work Ethics

2011-09-18T08:13:00.000-07:00

Har i nogensinde hørt om et album, der er blevet kritiseret for at være for ”sjovt”? – Heller ikke mig, men det skete nu engang da jeg fandt Tone Spliff’s Work Ethics på UGHH.com, hvor en bruger simpelthen kritiserede pladen for at være ”too happy”. På daværende tidspunkt havde jeg allerede bestilt skiven, og glædede mig faktisk til at høre, hvordan en ”too happy” hiphop udgivelser lyder. Det viste sig, at vedkommende faktisk havde ret.

Tone Spliff er en producer fra New York, der startede ud som rapper, skiftede kort tid efter til tour dj for blandt andet Copywrite og Vast Aire, og endeligt er han sprunget ud som full time producer, først med Authentic fra 2009, og nu med Work Ethics.

Tone Spliff opererer i forholdsvist simple beats, der med forholdsvist ensartede trommer og basgange cirkulerer om nøje udvalgte samples, som er den klare hovedperson på Work Ethics. Det er så her, at vi igen må kigge på ”too funny” udtalelsen, for Tone Spliff’s beats har ganske simpelt noget humoristisk over sig. På mange af produktionerne har dette en herligt afvæbnende effekt, men på andre virker de lette indslag og til tider fjollede samples en smule undervældende. Tag et nummer som ”The Chosen”, der er drevet af et repeterende orgel-loop, der er så lalleglad i sit udtryk, at det er tæt på umuligt at tage de ellers fornemme gæsterappere alvorligt. Fresh Daily, Phil Da Agony og Torae må ligeledes se sig tilsidesat af det åndede samspil mellem klaver og horn på ”What We Do Best”. Det føles som om man ser en komedie med et håbløst manuskript, besat af fortrinlige skuespillere.

På andre numre er manuskriptet dog betydeligt bedre. Et forrygende, og dog stadig komisk bearbejdet vokalsample, - resulterer i en forrygende produktion på ”Most Recognized”, hvor Sean Price brillere forrest i feltet. ”Think About It” er ligeledes umuligt ikke at holde af, med sine kække fingerknips, flabede fløjter og elastiske trommer. Det suveræne match imellem strygere, xylofon og hurtigløbende trommer på ”Can’t Relate”, giver på samme vis Reks og hans medgæster en formidabel bund at rappe fra.
Sandheden med Work Ethics er, at størstedelen af pladen, trods mange letindtagelige elementer, fungerer yderst godt. Termanology og hans kumpaner lægger sig ud på den simple, men yderst groovy ”The After Party”. Blacastan, C Rayz Walz og A.G. (hvilken sammensætning!) står sammen om en af skivens absolutte perler på ”Hard Time”, der sampler nogle gamle, støvede strygere fra hvad der kunne være soundtracket fra Mad Men serien. Den sjoveste sammensætning må siges at være på den også lyrisk komiske ”Random Love”, hvor Mac Lethal og Esoteric slår hovederne sammen om en underholdende fortælling om uforpligtende ”kærlighed”.

Tone Spliff’s Work Ethic er en skør blanding af fjollede produktioner, der enten slår solidt igennem – som det heldigvis er tilfældet med flertallet, - eller falder til gulvet med et brag. De mange gæsterappere, der altså tæller nogle ganske fantastiske nogle af slagsen hele vejen igennem, bidrager med et højt lyrisk niveau, der fuldstændig uden at have en rød tråd pladen igennem, formår at kæde det hele sammen til at være en gedigen hiphop plade.
Da jeg hørte Work Ethics igennem første gang tænkte jeg, at det umiddelbart var super sprødt, men jeg tvivlede stærkt på holdbarheden. - Men nu, to måneder efter, hvor jeg stadig hører den en del, må jeg konstatere, at det føromtalte afvæbnende element altså gør sit job til punkt og prikke, for det er ganske simpelt en fed plade vi har med at gøre her.

4/6

Hør......

"Most Recognized"

"Think About It"

"Hard Time"

Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (CLASSIC ALBUM TBT REVIEW)

2011-09-10T08:12:00.000-07:00

Kan I huske dengang hvor hiphop var en helt ny ting i jeres verden? Dengang et-eller-andet havde åbnet jeres øjne for genren og forelskelsen var helt ny. Dengang døren ind til en verden af sprød musik netop var åbnet.
Min hiphop-forelskelse var ganske spæd da jeg blev introduceret for Visions of Gandhi. Mit hiphop kendskab var rundt regnet begrænset til Gang Starr's Moment of Truth, Jurassic 5's Power In Numbers og Eminem's Marshall Mathers LP, så da Vinnie Paz trådte ind i min verden med sin yet-to-be-matched aggressive tilgang til rap over Stoupe's yet-to-be-matched storladne, symfoniske dunder-bangers, var jeg solgt med det samme. Og set i bakspejlet er det egentlig sjovt, for der var - og er for den sags skyld - ikke så meget som ét gram relaterbart materiale at finde i Vinnie Paz's tekster, men når jeg rappede med på den umenneskeligt eksplicitte lyrik sammen med mine gymnasieklassekammerater Malte og Felix, som jeg opdagede Jedi Mind Tricks sammen med, havde jeg the time of my life. Vi kunne seriøst recitere "Blood In Blood Out" og "Nada Cambia" til perfektion!

Det er ved at være et årti siden jeg hørte Visions of Gandhi første gang, men albummet står stadig den dag i dag for mig, som et af de "største" hiphop værker, der er lavet. Om det netop er fordi, at udgivelsen gjorde indtryk på mig i en tid, hvor alt terræn var ubetrådt og alle indtryk var førstehånds skal jeg ikke kunne sige. Som det jo er tilfældet med de fleste "mesterværker", så spiller den enkelte lytters personlige forhold til den givne plade en kæmpe rolle. Efter at have læst, hørt og snakket om hvad der gør en udgivelse til en "classic" tror jeg konklusionen er, at det kun er dig selv, der kan afgøre om en plade er en klassiker eller ej. Personligt synes jeg f.eks. hverken Illmatic eller Only Build 4 Cuban Linx er klassikere, men i min bog er Visions of Gandhi en klassiker. Dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke anerkender de to milepæle for hvad de er, de har bare ikke haft synderligt stor betydning for mig personligt. Flere vil måske mene at jeg er tosset, men hey, det er jo det smukke ved personlige holdninger, ikke.

Hvorom alting er; lad os tage en track-by-track (TBT) gennemgang af pladen.

1. "Intro"

En på alle måder genial intro, der virkelig giver et godt indtryk af, hvordan pladen kommer til at lyde. En symfoni af fløjter, horn og strygere danner baggrund for bidder af dialog, hvor en mand fortæller om et "twistet fairytale" som han skal til at begive sig ud i. Det er mørkt og abstrakt, og introducerer også ganske fint den uhygge, der kommer til at præge store dele af Visions of Gandhi. Et effektivt minut må man sige!

2. "Tibetan Black Magicians"

Vinnie Paz er ikke en rapper, der koncentrerer sig om substantielle emner og betydningsfuldt indhold i hans tekster. Ganske modsat gør han en dyd ud af at fremstå primitiv og afstumpet i hans hadske og ofte fordummende lyrik. Det er nok ikke mange, der ville bryde sig om at have "afstumpethed" som kendetegn, men Vinnie Paz er den ukronede konge når det kommer til dette, og han gør hvad han kan for at beholde kronen på. Canibus gæster nummeret og opererer inden for samme parametre. Har man hørt hans Rip The Jacker ved man, at Canibus er en rapper der kan være ufatteligt skarp i sine tekster, men på "Tibetan Black Magician" går han i Vinnie Paz's fodspor og bliver ved linjer som: "Peel the top of your fucking face off like an orange and eat the carnage!". Det er voldsrap når det er bedst!
Stoupe, som for de uvidende også har 'The Enemy of Mankind' til sit navn (bedste navn i hiphop?) har sammensat et tungt beat, der er drevet af frenetiske strygere og noget, der kunne lyde som jagthorn. Beatet slår hårdt, og passer derved rappernes udpenslende hensigter som fod i hose.

3. "Blood In Blood Out"

Vel nok det mest kendte Jedi Mind Tricks nummer overhovedet - og ikke uden grund. Stoupe's beat er først og fremmest et af de bedst producerede i hiphoppens historie. Ja, jeg tager den gerne så langt. Han har lyttet en masse Østeuropæisk folkemusik igennem, og sampler "Piosenka o Sasiedzie" og "Kiesy Tha Tygeis" til nummeret. Hvem i alverden sampler dog sådan noget? Hvordan har han overhovedet fundet det?! Det er blandt andet dét, der gør Stoupe så enestående i sine produktioner. Han tager andre midler i brug end de fleste andre, og skaber det ene mirakuløse beat efter det andet ved hjælp af samples, som ikke er rørt af andre hiphop producere, hverken før eller siden. Det anbefales at finde de to nævnte numre på YouTube for at forstå, hvordan Stoupe har båret sig ad med at finde frem til det endelige resultat, der er "Blood In Blood Out".
Vinnie Paz er ligeledes i hopla herpå, og langer nogle af sin karrieres mest ubarmhjertige linjer over disken, f.eks. som den af tilhængere klassiske: "I'm being facetious, you should heed this / I'm the one who hammered the first nail in Jesus".

4. "The Rage of Angels"

På skivens fjerde skæring skruer Stoupe ned for de store instrumenteringer, og gør i stedet noget andet, som han også mestrer til perfektion: de underspillede, kolde beats, der frembringer ubehag hos lytteren. Han sampler Archive's "Nothing Else", der er ubehagelig nok i sig selv, men med lave, skramlende baggrundslyde og effekter på den samplede vokal rykker Stoupe ubehageligheds-niveauet et par takker op.
Sammen med Outerspace's Crypt the Warchild kigger Vinnie Paz tilbage på sin fortid, der ikke just har været en dans på roser. Det yderst stemningsfulde beat bakker de herrers mareridtsagtige historier op på bedst tænkelige vis. Stærkt nummer.

5. "Demonwomb Interlude"

Her bliver det provokerende! Stoupe elsker at gøre det her. Han sammensætter et fuldstændig fantastisk beat, men i stedet for at lade Paz rappe over det og gøre et reelt nummer ud af det, kalder han det et "interlude" og lader nummeret køre i sølle 40 sekunder. Der er masser af disse at finde på alle Jedi Mind Tricks udgivelser, og Stoupe har selv udtalt, at han elsker at pisse folk af ved at "misbruge" fabelagtige produktioner til små interludes, der ikke er meget andet end fyld. You win Stoupe, jeg gad fandme godt at have haft et helt nummer med dette beat!

6. "Animal Rap"

Endnu et af de bedst producerede beats i hiphoppens historie! Stoupe sampler her Dave Grusin's storladne symfoniske stykke "Coma", speeder samplet en smule op og omdirigerer endda dele af originalstykket, tilføjer dertil trommer så tunge så man skulle tro det var løgn, og giver mikrofonen til Vinnie Paz er guest of the hour Kool G Rap, der begge flår skidtet i stykker. En bombe af et nummer, der egentlig taler sin egen sag bedst:

7. "Nada Cambia"

"When shit pop, I greet beef with a smile / 'Cause I ain't punched a faggot in his teeth for a while"

Jeg ved godt, at det måske er ved at være trættende allerede, men det her er altså også et af de bedst producerede beats ever! Der er en masse uetisk og amoralsk ved denne sang, i og med at mand burde hade Vinnie Paz for alt hvad han rapper om. Han må gå for at være klodens største homofob, og sangen her læner sig op til decideret opfordring til hate-crime. På forhånd undskyld, men jeg elsker altså stadig sangen! Stoupe tænder op for en herlig omgang latin/salsa, med en smukt spillende guitar, pumpende trommer, en salig lyd af et 'franskbrød' (det var i hvert fald hvad min musiklærer kaldte det instrument?) og spansk-syngende kvinder på omkvædet. Ja, beatet er faktisk smukt, som i virkelig flot. Måske er nummeret netop så fedt, fordi Vinnie Paz tilføjer den ypperste form for grimhed til denne produktion. Tag f.eks. følgende linjer:

"That's established, I fucking hate you /
I hate your mother and father because they made you /
I hate the universe because it create you /
I hate everyone and anything that embrace you /
Who fucking raised you? You're a fucking disgrace /
And if you come around my way you get bucked in the face"

Noget siger mig, at man ikke ønsker Vinnie Paz som sin fjende! Heldigvis er han ikke så svær at løbe fra!

8. "A Storm of Swords"

Hvad tror I jeg har tænkt mig at sige om dette beat? Jep, you guessed it. Samplingen af 101 Strings' "La Cumpasita" er intet mindre end genial. Igen må jeg opfordre til at høre originalnummeret på YouTube, for Stoupe's genialitet vokser en del, når man først forstår hvad han har haft at arbejde med som start. De inkorpererede elementer af klassisk musik på "A Storm of Swords" resulterer i et nærmest ubegribeligt voluminøst beat, hvor den anden halvdel af Outerspace, Planetary, veksler linjer med Paz. Især deres zigzaggende rap i tredje vers tager kegler - det er vist hvad man kalder teamwork!

9. "Boondock Saints Interlude"

Der er ikke så meget at sige her. Ligesom det forrige interlude bruger Stoupe et sprødt beat som fundament for lidt filmdialog fra filmen Boondock Saints. "In nomine Patri Et Fili. Spiritus Sancti".

10. "The Wolf"

Non Phixion's Ill Bill og Sabac Red kigger forbi her, til en mørk og dyster skæring, hvis tekstindhold synes noget abstrakt og sporadisk. Nummeret "Byzantine Power Game" fra det første Max Payne spil er samplet, og lægger et hamrende fedt fundament for de tre rapperes fortællinger, der på trods af at være lidt løst narrativt, bringer en masse billeder frem på nethinden. "Eat, shit, suck, fuck, kill and die honest!", - Ill Bill said it!

11. "Walk With Me"

Her er et sjovt beat. Mange mener, at de såkaldte "chipmunk" -stemmer, altså stemmer, der er pitchet så meget op, at de bliver tegneserieagtige, var Kanye Wests varemærke, men Stoupe bruger dem mindst lige så flittigt. Ikke mindst her, hvor denne effekt er brugt som et rent ud sagt komisk element. De elastiske trommer og de ligeledes morsomme fløjter resulterer i et sublimt beat, der ligger i den mere nedtonede ende af Stoupe-skalaen. Den dybe tallerken bliver ikke ligefrem opfundet på nærværende skæring, men fordummende braggadocio rap er der masser af!

12. "Rise of the Machines"

Nummeret indledes af en lille bid dialog af Mike Tyson, der lige inden en kamp imod Evander Holyfield siger, at han vil æde hans børn. Needless to say er Tyson en af Vinnie Paz's helt store idoler, og vel nok en af de eneste, der kan matche hans IQ-tal.
Lidt ligesom "Nada Cambia" er dette nummer virkelig flot produceret. Det er igen en salsa-guitar der taget spotlyset, og Ras Kass gæster nummeret med sit fænomenale flow, hvor han blandt andet langer ud efter Tom Cruise. Ja, rimelig tough er han. Sprødt nummer. Ikke så meget andet at sige.

13. "Pity of War Interlyde"

Tredje interlude på pladen, og tredje "spildte" pragt-produktion. Stoupe altså....

14. "Kublai Khan"

Den arrige ondskab oser ud af dette nummer. De truende strygere, der hænger tungt i luften, lyder som noget fra en krigsfilm, og med skrig i baggrunden får man netop fornemmelsen af død og ødelæggelse (Kublai Khan var trods alt også militær leder). Et tema som Vinnie Paz og gæsterne Goretex (Non Phixion) og Tragedy Khadafi glædeligt bringer videre i deres rap, der nok engang er kendetegnet med shit-talk og dødbringende varm-luft.

15. "What's Really Good"

Rocky Raez er et fedt tiltag på gæstelisten, og hans vers herpå har en kækhed over sig, der giver et frisk pust til emnet om vold, kriminalitet og overlevelse i gaderne. Beatet har ligeledes en herlig kækhed over sig med sine strygere og blæsere, der danner et perfekt par. Omkvædet på dette nummer er tilmed et af de dummest skrevne i hiphoppens historie, og man kan vitterligt ikke andet end at elske det! Man kan nærmest mærke hjernecellerne flyde ud af øret p én når de to tosser råber "Ayo what's really good / Cuz' I got it on lock / we hustle what we could / you niggaz ain't stop!". Funklende stupiditet.

16. "The Heart of Darkness Interlude"

Pladens sidste og bestemt fedeste interlude. Beatet er som de andre fabelagtigt skruet sammen, og så er der anvendt dialog fra David Lynch's kult TV-serie Twin Peaks, der tilfældigvis er min favorit. Enhver der har set den serie vil med garanti kunne værdsætte gensynet med den en-armede mands legendariske sætning: "Through the darkness of future past, the magician longs to see. One chance out between two worlds.... fire, walk with me...".
Hvis I ikke har set Twin Peaks, så luk ned for denne anmeldelse, luk ned for alle web-browsere, ja luk ned for jeres computer. Løb ned i din nærmeste Twin Peaks -forhandler og køb guld boks-sættet, drøn derefter hjem igen, sæt den på, blev komplet fanget af serien, se den igennem (det tager nok nogle dage), og først derefter vend tilbage til denne anmeldelse. Seriøst, gør det!

17. "Raw Is War 2003"

Nummeret her er over et kvarter langt, og består af fire individuelle numre. Det første nummer står for mig som det bedste. Beatet er fantastisk, og Vinnie Paz oser af had, helt som vi kan lide det, især med linjer som: "You wanna see the last kid I battled before / Then check his fucking brains where it splattered the wall!". Why so angry Vinnie?
Det efterfølgende nummer er faktisk "I Against I" fra Violent By Design pladen. Et helt igennem sublimt nummer, som altid kan høres igen, men en egentlig forklaring på, hvorfor det også er at finde herpå, følger ikke med.
Tredje nummer er et remix af "Animal Rap", hvor beatet er en del mindre voldsomt i udtrykket. Jeg favoriserer originalen over dette remix, men det er stadig et sprødt nummer.
Afsluttende har vi endnu et muntert salsa-inspireret beat, hvor livlige fløjter, guitarer og trommer danner fundament for Vinnie Paz, King Syze og Esoteric, der udøver flow-gymnastik på et ganske højt plan.
Heldigvis er det det første nummer der er fedest, by far, så de andre tre fungerer fint som bonus-numre.

In conclusion....

Man kan sige meget om Visions of Gandhi, - én ting er, at det måske er heldigt, at jeg blev introduceret for den på netop dét tidspunkt. Hvis jeg hørte pladen for første gang i dag tror jeg, at jeg havde jublet over produktionerne, men rynket på næsen over lyrikken. Vinnie Paz er - og jeg tror ikke at dette står til diskussion - et virkelig afstumpet og dumt individ. Hans tekster kredser om noget så snævert som udpenslet, uberettiget, meningsløs had og vold. "Problemet" er bare, at netop dén tilgang til rap gjorde så stort indtryk på mig i sin tid, at lyrikken på denne plade for evigt vil være indprintet i min hukommelse, og selvom de første 642 rappere er "bedre" end Vinnie Paz i min bog, så vil Visions of Gandhi ganske simpelt altid have en plads i mit hjerte.
I dag foretrækker jeg rappere som f.eks. Blu, Pharoahe Monch, Macklemore, Geo og Shad; altså rappere, der kan berige min intellekt og ikke frarøve mig selv samme. Men set i bakspejlet var mit første gymnasieår, der hvor jeg lærte pladen her at kende, præget af megen ungdommelig dumhed, så Visions of Gandhi fungerede nok bedre som soundtrack for dén tid, end noget andet. Senere faldt Non Phixion's The Future Is Now og Immortal Technique's Revolutionary Vol. 2 til, plader man ligeledes kan gjalde med på. Nøj hvor vi kunne rappe med på "Obnoxious" dengang!
Kort og godt, sort på hvidt: der er en helvedes masse ting, der taler imod, at jeg burde syntes om Jedi Mind Tricks' Visions of Gandhi, men for mig er det en klassiker af de helt store, og mindre end den perfekte karakter kan derfor ikke gøre det.

6/6
Husk også at skaffe Suspekts nye Elektra - den er skide go'!
Læs min anmeldelse af pladen på wots.dk HER

- Jeppe Barslund

Apathy - Honkey Kong

2011-09-09T01:58:00.001-07:00

"Bring out the apes, the gorillas, the monkeys, the junkies /
Half money half bummy, half genious half dummy"

En af hardcore underground-scenens helt store helte igennem de sidste mange år, Connecticut rapperen Apathy, er ude med sit tredje album, som bestemt af hans "største" værk til dato.
Samtidig er det en mærkelig plade, der synes usædvanligt ufokurseret og derfor svær at placere på en karakterskala. Det er tydeligt, at Apathy gerne vil nå en hel helvedes masse forskellige ting på ene og sammen plade, så udover at pladen er alt for lang (jeg har bonus-tracks versionen) og har alt for mange features, så svinger den i kvalitet og kohærens som havde den en promille på fem.

Apathy var første gang at finde på Jedi Mind Tricks' debutalbum The Psycho-Social..... fra '97, og man må sige at der er sket meget på det halvandet årti han har været aktiv. Fra samarbejde med Celph Titled, Demi Godz, Get Busy Committee og Army of the Pharoahs, til mixtapes og to studioplader forinden denne. Honkey Kong fungerer således som "samlepunkt" for Apathy's karriere indtil nu. De fleste af hans samarbejdspartnere igennem årene er at finde på denne skive, samt en ordenlig håndfuld nye ansigter, der understreger hvor langt Apathy er nået. Det mærkelige er dog, at der er så meget på Honkey Kong der halter seriøst bagud. - Vi har numre som "Holy Ghost" og "Albino Gorillas", der ikke bare er dårlige men nærmest forfærdelige. "Death To the Culture Vultures", "No Rapper", "Smoke Weed Everyday", "East Coast Rapist" og "The Recipe" (der endda er gæstet af Xzibit) hører alle under kategorien 'gabende standard'. Selv den DJ Premier producerede "Stop What Ya Doin'" er ganske ringe. Allerede her er vi oppe på forholdsvist mange ligegyldige skæringer.

Til gengæld er der numre som den fænomenale "The Villain", som Apathy selv har produceret, hvor han slår hovederne sammen med Ill Bill for at fortælle om de mange ondskabsfuldheder, der regerer vores verden. På den Evidence producerede "Check To Check" fortæller Apathy om hvordan det er at være bund-fattig og altid på røven. Leveret med oprigtighed og hans ærlige touch, disker han op med fremragende passager, som når han rapper:

"It's funny how it makes you feel like you ain't man /
Trying to justify why you making payment plans /
I never made it 'cause I never tried to make you dance /
I'm making ends meet while Diddy's making bands"

Derudover er der også en herligt masse straight up dope hiphop, som den tonstunge, DJ Mugs producerede "Fear Itself", "Never Say Never", "Squeeze" med en utrolig Blacastan i hopla, og så selvfølgelig pladens kronjuvel, den Beatminerz producerede "Peace Connecticut", der ganske simpelt er et af de bedste numre fra i år overhovedet.

Selvom Apathy hører de tunge drenge til, så er han bestemt ikke bleg for at tone sine produktioner og armbevægelser en smule ned. "All I Think About" med Action Bronson er således et soul'et og helt igennem cool nummer. På "Make Alotta Money" er Joni Mitchell's "River" samplet til perfektion, og resulterer i et letflydende, virkelig effektivt track. "1.52 A.M." bæres op af en tyk basgang og kække fingerkneps, og fortællingen herpå er simpelthen mageløs.

Som skrevet i starten er Honkey Kong en besynderlig plade. Der er vitterligt numre herpå til at fylde hele 1-til-10 skalaen ud. Fabelagtig hiphop er der masser af, - jammerlige ligegyldigheder ligeledes. Det, der i sidste ende redder pladen fra at være overvejende "god", er Apathy selv, som simpelthen er en fantastisk rapper. Jeg havde måske forventet lidt mere flow akrobatik á lá hans vers på "Swashbuckling" fra Celph Titled's Nineteen Ninety Now, men han holder sig til de mere ligetil leveringer, for at lægge vægt på indholdet. Et kompromis jeg bestemt ikke har noget imod.
Til trods for de talrige numre, der repræsenterer hiphop når den er typisk - og derved kedelig - så er Honkey Kong bestemt værd at investere i. 23 numre for 64 kroner (iTunes) - det kan man ikke tillade sig at brokke sig over. Og så får man altså - for lige at gentage mig selv - et af årets top-skæringer i "Peace Connecticut" med i købet.

4/6

D'Artcore - "Still Good" (Track Review)

2011-08-30T08:49:00.000-07:00

Fik i nogensinde hørt den her....?

Det er en bitter realitet, men efteråret er ved at gøre sin entré i det danske land. Nu er jeg dog ikke én, der bliver deprimeret af kulde, regn og sne, for der er altid hjælpemidler og redskaber lige ved hånden, der kan hjælpe på humøret. D'artcore's "Still Good" er et sådan.

D'Artcore er en dansk hiphop duo, der består af produceren Exampler og rapperen Dialecs, der leverer sine linjer igennem det engelske sprog. De er vanvittigt dygtige, og deres andet album, The Mixture of Mutinous Ingredients, står for mig som et af de bedst producerede danske rap-albums nogensinde. Det er electronic, det er soul, det er boom-bap, det er alt muligt, men vigtigst af alt er det ovenud mageløst. Jeg husker tydeligt den dag jeg fik tilsendt udgivelsen for to år siden; jeg havde ingen idé om hvem de var, men efter én gennemlytning var jeg fan. Jeg anmeldte den for rap-game, det gamle wots, og noget af det sidste jeg skriver i anmeldelsen, om nummeret "Still Good", var: "Afslutningsnummeret "Still Good" har med rekordfart sneget sig op på andenpladsen ved "flest antal afspilninger" i mit iTunes". Nu, to år efter, ligger den stadig top 3. Og grunden til dette er såre enkel: det er et fantastisk lækkert nummer, der gør én glad i låget med det vuns! Man kan ikke andet end at smile og rykke med nakken når det nummer flyder ud af højtalerne. Så lad os ikke spilde tiden, let's go!

"
Alright
On behalf of D'Artcore, that is Exampler and myself
We'd like to thank ya'll for tunin' in to The Mixture of Mutinous Ingredients

So good, oh it's really good!

All my freedom fighters let me see you fight
We need your lighters up to help y'all see the light
Okay, one two, one two check it
Dialecs and Exampler 'bout to reck it with this D'Artcore record
(Yup, you said it)
I've said it before and I'll say it again
The method is core the art is tellin' a friend
What you meant, what you mean, what to expect and where to begin
You need to do like we do and start like and love
Just chill out have a brew and lighten up
Start a million dollar coorperation like Microsoft
But who'm I kiddin'?
I'm just naughty by nature 'cause it's written in my kiddin'
And this goes out to all you critics I hope you sit and listen
Yo, I hope you sit at home and motherfucking listen!

All the pimps
All the players
All the haters
The producers
Freestyling rappers
And all my motherfucking MC's
All the ladies
All the honey's
Let's not forget the women
Graffiti writers
Bicycle riders
And all the motherfucking poets
"

Se - hjalp det ikke på humøret?
Hvis du er nede med det her nummer, som jeg går stærkt ud fra at du er - så køb resten, for det er virkelig et suverænt album. Læs evt. også wots-anmeldelsen HER.

Hent via Run For Cover

- Jeppe Barslund

BK-One - Tema Do Canibal EP

2011-08-30T07:01:00.000-07:00

Minneapolis dj/producer BK-One, der er tour-dj for Brother Ali, udgav i 2009 sit debut produceralbum, det kriminelt oversete Rádio Do Canibal, som jeg stadig hører ofte. På pladen var nummeret "Tema Do Canibal" at finde; et herligt up-tempo instrumentalt stykke, der emmer af brasilianske feel good rytmer og varme Coppacobana toner. Har man været til koncert med Brother Ali for nyligt, vil man med garanti have oplevet dette nummer live, med en ovenud glad Brother Ali dansende imens. Nummeret gik hen og blev en publikumsfavorit, og BK-One fik derfor den idé at sende nummeret til en række forskellige musikere, som han inviterede til at lave et remix af nummeret, med deres helt eget personlige touch. Det er der kommet Tema Do Canibal EP'en ud af.

EP'en lægger ud med det originale "Tema Do Canibal" nummer tilført en masse scratch. "Sådan som det lyder i mine ører til koncerter" som BK-One siger.
São Paulo dj'en DJ Nuts tilføjer flere horn-elementer og en masse små elektroniske effekter, men toner også beatet ned på et tidspunkt til et minimalt men yderst effektivt tromme-beat, hvor man fornemmer olietrommerne og blikdåserne.
BK-One's Minneapolis dj-kollega Mike 2600 tilføjer ikke meget til hans "Journey Into Sound Remix", og hans version af sangen synes mere mangelfuld fra originalen end alternativ. Tom Noble's "Disco Ginga Remix" virker heller ikke rasende anderledes end det oprindelige nummer, og selvom man godt kan høre hvad han har lavet om og ændret på, så løfter det på ingen måde nummeret, og remixet ender en smule tamt.
Langt bedre bliver det på "Tema Do Canibal II", hvor den legendariske brasilianske multi-instrumentalist og komponist Arthur Verocai samler et helt orkester, fuldendt med violiner, violaer, celloer, elektrisk bas, klaver, klavinet og så selvfølgelig hans egen, gennemført udsøgte guitar. En stille, rolig, ikke-hiphoppet og helt igennem lækkert version af originalen.

EP'ens største moment kommer selvfølgelig når Exile tager fat, og laver så meget om i instrumentationen, at det på ingen måde lyder som originalen, på trods af at man sagtens kan høre de forskellige elementer, hver især. Dét her er simpelthen Exile som man kender ham bedst; vanvittigt skæve trommer, der ikke synes at følge noget logisk loop overhovedet, en næsten ubehageligt tung bas, en masse scratch, op-klippede instrumenter og effekter ind over, og så ikke om MF Doom tilmed rapper ind over!

Mere er der faktisk ikke på EP'en. Seks numre, hvoraf to af de nye er fremragende, tre af dem en smule ligegyldige i mine ører, og så er der originalen, som vel nærmest ikke tæller. Det er altså ikke et mesterværk vi har med at gøre her. Langt fra. Men det er heller ikke at forvente af en "remix EP". Det her er bare en cool samling alternative indtryk af BK-One's "Tema Do Canibal", og jeg er ret sikker på, at der er noget til enhver smag herpå.
EP'en fås udelukkende i vinyl format, og bestiller man et eksemplar får man Prof's King Gampo gratis med i købet. En ikke synderligt imponerende udgivelse, der dog indeholder den suveræne "Whiskey", der er produceret af Ant, som lægger et typisk Brother Ali blues-guitar riff over nogle seriøst groovy trommer. Som sagt bare en bonus.
En anden bonus - som jeg tror vinyl-hovederne vil synes godt om - er at vinylen er trykt i gennemsigtig grøn. Det er ikke hver dag man ser en sådan.

3/6

Sidder du nu og er helt konfus og tænker "Rádio Do Canibal? Den har jeg da aldrig hørt om?! Hvad er det for no'et?", - så må jeg på det groveste opfordrer dig til at checke den ud - det er et lille mesterværk! Jeg anmeldte den til 5/6 i sin tid, og hvis du kræver en lille smagsprøve, så led ikke længere end Haiku D'Etat bangeren "Mega":

- Jeppe Barslund

Sims - Bad Time Zoo

2011-08-16T09:28:00.000-07:00

Efter stærke udgivelser som P.O.S.'s Never Better, Paper Tiger's Made Like Us, og ikke mindst Dessa's kronjuvel fra sidste år, A Badly Broken Code, har det været decideret ulogisk ikke at holde et skarpt øje med Doomtree familien, og da Sims smed Bad Time Zoo på gaden tilbage i februar, ja så var jeg der med det samme.

Ligesom Never Better er Bad Time Zoo ikke en hip hop plade som man indtager med lethed første gang. Heller ikke anden gang. Nok heller ikke tredje. Muligvis fjerde. Det tog mig en del gennemlytninger at finde den vinkel, skiven skulle angribes fra. Jeg har endda haft den lagt på hylden, kun for at hive den ud igen, da der var "et eller andet" over den. Jeg sad med en plade i hånden, som jeg ikke vidste hvad jeg skulle synes om, men som jeg samtidig vidste, at jeg ikke bare måtte give op på. Vi er nu i august, et halvt år efter udgivelse, og nu står det pludselig soleklart for mig, at Bad Time Zoo nok er en smårodet og stil-forvirret udgivelse, men samtidig ovenud mirakuløs på sin egen unikke måde.

Bad Time Zoo hører under kategorien af plader, som man som lytter "skal gide". Hvis man vil have det fulde resultat ud af Sims og hans univers, så skal man gide at bruge den nødvendige tid på det. Det lyder måske lidt højtravende, og da der er numre på pladen, der fungerer fortrinligt første gang, skal udsagnet tages med et gran salt, - men det er altså på bunden af skattekisten, at det ægte guld ligger.

Men inden vi kommer ind på Sims og hans skriverier, så synes jeg lige, at vi skal kaste et blik på pladens lydside. Det er Doomtree's ene faste producer Lazerbeak, der har stået for hele herligheden, - et navn, der ikke vil forekomme én ukendt hvis man har kendskab til de førnævnte udgivelser. Lazerbeak er kort og godt beskrevet en umådeligt dygtig beatsmed. Jeg sidder faktisk lidt med fornemmelsen af, at han har så godt styr på "the basics", at han med vilje kaster sig ud i nogle skæve, udsyrede ideer og alternative tilgange til hans beats, bare for at afprøve og udfordrer sig selv. Som om, at han faktisk har det bedst, når han er derude hvor han ikke kan bunde.

Lazerbeak indleder hele pladen med det mest hiphoppede beat i "Future Shock", der dog gør brug af mindre hiphoppede elementer, som talrige afrikanske kor og tilhørende bongotrommer, der løber langs et tungt og stramt trommeloop. Ikke særlig sigende for resten af pladen, men komplet forrygende start. Herfra går det i alle retninger. Fra psykedeliske guitar-riffs på "In My Sleep", saxofon og el-orgels -kaos på "Too Much", marcherende krigstrommer på "One Dimensional Man", pop-symfoniske kor og strygere på "Hey You", og et mageløst, distortet klaverspil på "When It Rolls In", hvor man både kan høre det inderste, super fine klaver, men i høj grad også de skrattende, rustne effekter der er lagt over. Det kunne såmen have været brugt som soundtrack til en Terminator film.
På andre numre bliver det en kende for mærkeligt. På "Burn It Down", der endda er endt som førstesingle, går sangens tempo ikke særlig godt hånd-i-hånd med overforbruget af instrumenter, ført án af en frenetisk blæse-instrument. På "Radio Opaque" sker der ligeledes lidt for meget, og de mange instrumenter, der synes mixet ganske højt, kan let tage pusten fra én.
Der praktiseres også organisk pop/rock på flere skæringer, og numre som "Bad Time Zoo" og "The Veldt" lyder fuldstændigt som noget Ant kunne have produceret på de nyere Atmosphere udgivelser.
Der sker med andre ord meget. Der er visse missere, men i det store hele fungerer de mange forskellige indtryk og stilarter ganske fortrinligt, og trods den store difference i lydbilledet samles det hele under fælles fane, takket være Lazerbeak's stilsikre og letgenkendelige touch.

Lyrisk og substantielt set er Bad Time Zoo en halv-tung krabat at give sig i kast med. Rent teknisk er Sims en uhyre let og ligetil rapper. Der bliver ikke gået så meget op i om leveringen er kompleks, om brugen af ord er snørklet eller om tempoet skifter konstant. Alle kan følge med når Sims rapper. Til gengæld er indholdet i hans tekster ikke for alle, og det fremgår meget hurtigt meget tydeligt, at den lette rap-form har været en nødvendighed, da de historier der bliver fortalt kræver lytterens fulde opmærksomhed. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg forstod alt hvad der bliver rappet om på Bad Time Zoo, men selve opdagelsesrejsen er spændende i sig selv.

Det handler meget om samfundet og om mennesker generelt, og Sims evner til at skildre karakterer og begivenheder er ganske mageløs. Dertil er hans tekster overvejende digteriske, og han lyder bestemt ikke "bare" som en rapper. Han tager virkemidler i brug som en garvet forfatter, og på denne måde kan han sige virkelig mange ting, med meget få ord. Et godt eksempel er når han fortæller om en samtale han har med en veninde, og han rapper:

"She sighed for herself, "another day in the veldt" /
Pulled the dagger from her hip and turned in it /
Scratched another notch in the cracked leather on her belt /
She took a pull of whiskey and said "I'll play the hand I'm dealt"
And I'm going to get there you know /
Even if I have to put the feathers on myself"

- Der skal ikke mange ord til at fortælle os virkelig meget om denne kvinde, og med brugen af bælte-metaforen forståes langt mere end bare at hun er fattig eller dårligt stillet. Og det er dét Sims kan. Når han ligeledes fortæller, at han lever ud fra "live on your knees or die on your feet" princippet, så fortæller det ligeledes én utroligt meget om hvilken slags rapper man har med at gøre.
Bad Time Zoo handler overvejende om mange af de ting, der er galt i vores verden; både set fra Sims' egne øjne, men også generaliserende for os alle. Stemningen er altså gennemgående rimelig mørk, men det holder ikke Sims fra pludselig at kaste den næsten poppede kærlighedssang "LMG" (Love My Girl) ind i mixet. - Nummeret er ganske vidst ikke blandt de bedste på pladen, men det er vigtigt for Sims at understrege, at der er glæde at finde blandt al den dårligdom, der dominerer manges - og i særdeleshed hans egen - hverdag. På den næsten urealistisk flot producerede "Hey You" (der gemmer et ovenud forbløffende"hidden track"), opfordrer Sims til at "get it, go get it, it's all there for you no kidding", og på den yderst motiverende og opløftende "When It Rolls In", viser Sims - igen - hvilken formidabel lyriker han er. Tyg f.eks. lige på følgende linjer:

"It's not "if" but "how" it will break you down /
And how attached you are to that shaky ground /
Will you let it take you to where it wants you to be? /
When the wings are too heavy to fly /
And there's no refuge in sight /
The ones who will survive will be brave enough to stare it back in the eye"

Bad Time Zoo er som skrevet i starten en både mærkelig udgivelse, der giver sig i kast med utallige udtryk rent musikalsk, men samtidig også en sublim oplevelse, da Sims skaber en stemning og atmosfære med sine fortællinger og knivskarpe iagttagelser, der på trods af få ringe momenter her og der, går denne udgivelse til en uforglemmelig en af slagsen.
Jeg har endda - ganske bevidst - undladt at fortælle jer om et hvis nummer på pladen, der er så rasende og helt igennem mesterligt sublimt, i håb om, at i investerer i pladen for at finde det selv. Jeg siger det bare; det nummer jeg refererer til her er simpelthen top 5, hvis ikke top 3, for bedste tracks i år. Så gør jer selv den tjeneste at hop ind på Doomtree's online butik og køb udgivelsen.
Som ekstra bonus. hvis man køber et fysisk eksemplar, får man en plakat med, med udklippelige bad time animals, som man selv kan klippe/klistre og lave sin egen zoo. Jeg mener seriøst, hvem gør dog det?! Det er jo genialt! Jeg tror jeg brugte 2-3 timer sammenlagt på at samle de dyr her. Og ja, jeg syntes faktisk det er oprigtig fedt! - Man har vel arbejdet som pædagogmedhjælper!

- Klippet, klistret, samlet og fotograferet af undertegnede -

5/6

- Jeppe Barslund

Shad & Dallas - Two Songs

2011-08-14T03:20:00.000-07:00

Tillykke til Shad, der helt fortjent - men måske noget uventet for nogen - snuppede Juno Award'en for bedste Hip Hop udgivelse for næsen af Drake. Med udgivelsen af hans fænomenale TSOL lykkedes det endelig Shad for alvor at prikke hul på den byld, der har gjort ham til en kendt og respekteret skikkelse på den Canadiske musik scene, samtidig med at han leverer hiphop i sin reneste og dejligste form.

Shad fejrede blandt andet sin sejr ved at udgive et spritnyt nummer som tak, - det opløftende "Give You All You Can".
Men det er ikke det eneste den gudsbenådede rapper har givet os i år. Jeg tvivler på, at vi får en hel plade fra ham, men sammen med en anden canadisk, juno-award vindende musiker, folk/rock singer/song-writeren Dallas Green fra City And Colour, har Shad udgivet et projekt med titlen Two Songs, der meget sigende indeholder to sange; "Live Forever" og "Listen (Remix)".
Udgivelsen er en 12'' vinyl EP, og den er kun trykt i et begrænset oplag. Overskuddet går til Skate 4 Cancer, og da de to numre, der er at finde på pladen er ganske vidunderlige, tøvede jeg ikke mange sekunder med at investere.

Dallas holder sig til omkvædene, og han leverer varen på suveræn vis, med sin utroligt sikre og fine, men langt fra overvældende vokal. Jeg tror ikke at Dallas nogensinde bliver en "stor" sanger, men han synger perfekt til formålet. Især hans omkvæd på "Live Forever" er komplet magisk. Og helt som man er vant til, leverer Shad ligeledes magisk rap. At han kan blive ved med at skrive så forbløffende tekster er svært at forstå, men gang på gang imponerer han stort med sin lyriske kunnen. Tag bare hans afsluttende, tredje vers:

"I can't sweat trying to make the coolest impression /
Trying to get power is a foolish obsession /
Why use talent as a tool for opression? /
A real king ain't gotta rule with a weapon, dawg /
What if we went to school for possession instead of jail? /
They say to stop the crazy talk, Shad we never will /
I guess I still believe love can never fail /
Cross eyes on heaven looking crazy as hell /
Maybe I dwell to much on legacy, destiny /
Like I could ever read what's on the headstone ahead of me /
But in my head I see we're carving the letters /
Everyday that thought make me work hard for the better /
The truth comes out but it starts at the center /
The heart of the matter is the matter of the heart /
The heart's made of matter you can't measure /
That matters beyond measure like light when it travels in the dark"

Sig ikke til mig, at det ikke er superbt skrevet. Endnu et eksempel på, hvorfor Shad til hver en tid vil være at finde på min liste over bedste rappere nogensinde. Nummeret er produceret af Shad's faste producer Terrence Lo, der også var manden bag f.eks. "Rose Garden". "Live Forever" hører til blandt hans mere nedtonede beats, men for dælen da han er stadig en blændende producer.

Remixet af "Listen" lyder fuldkommen som originalen, som var at finde på TSOL. Eneste forskel er de afsluttende linjer der er blevet skrevet om, og så Dallas på omkvædet. Jeg vil faktisk mene, at remixet gør originalen fuldkommen, for der hvor omkvædet er på remixet var der bare et tomt hul på det oprindelige nummer, der faktisk virkede en smule ufærdigt. Fantastisk justering, og så kan man ikke få nok at Shad's vise ord omkring musik:

"Music is a great way to heal
And a safe place to feel
Trapped in this fake world
A gateway to real"

Spot on!
Meget mere er der vel egentlig ikke at sige om Two Songs. Det er en lækker vinyl som indeholder, tja, to suveræne skæringer. Kort og godt.
Jo, som det sidste skal der også lige lyde en advarsel. Der er netop udgivet en 4-numres EP med titlen Live Forever Remixes, hvor fire forskellige producer-klovne har givet deres jammerlige besyv med. Den EP er simpelthen så grel, at jeg vil opfordrer jer til aldrig aldrig nogensinde at høre det. Lav ikke den samme fejl som mig!

Men Two Songs; den må og skal I høre! Det er svært at give en karakter til sådan et projekt, for sangene er mageløse, men der er ikke så mange af dem! Tag derfor ikke karakteren så tungt. Og lov mig at I faktisk køber skiven. Ikke det der med at downloade ulovligt eller være fedtet og lytte via YouTube. Host op! Det er Shad vi taler om. Den findes på iTunes.

4.5/6

- Jeppe Barslunc

Shabazz Palaces - Black Up

2011-08-13T08:44:00.000-07:00

Skrevet af Jacob D. Graversen

Har du mod på noget eksperimental hip hop? Så gør dine høretelefoner eller dit anlæg klar, for Shabazz Palaces leverer mildest talt et lettere specielt album.

Skulle man på forhånd ikke vide hvad man helt præcis går ind til, så behøver man nærmest bare tage et kig på tracklisten for at finde ud af, at det ikke er et helt traditionelt hip hop album man har med at gøre. Med titler som ”A treatease dedicated to The Avian Airess from North East Nubis (1000 questions, 1 answer)” og “Swerve... the Reaping of All that is Worthwhile (Noir Non Withstanding)” er der allerede her lagt op til den særartede tangegang, der er blevet til albummet Black Up.

Allerede inden udgivelsen af Black Up var der en del undergrunds-buzz omkring gruppen, idet Shabazz Palaces er den første rapgruppe hos Sub Pop Records; et efterhånden legendarisk pladeselskab. Hypen blev ikke mindre da Pitchfork kastede en ganske flot karakter (8.8/10) efter albummet, samtidig med, at andre på internettet delte deres begejstring.

“Clear some space out, so we can space out”

Palaceer Lazaro, eller Ishmael "Butterfly" Butler fra Digable Planets som han nok er bedre kendt som, er manden bag Black Up, - et album som jeg allerede nu kan afsløre er et af de mest velproducerede i år. Produktionen må anses som pladens absolut stærkeste kort, ikke fordi Butler er en dårlig rapper, ej heller fordi han ikke har nogle interessante ting på hjerte, men produktionsstilen er så særpræget, så langt ude og så underligt forfriskende, at selve rapdelen let bliver overskygget. Størstedelen af pladens excentriske produktion er så unik, at jeg vil vove at påstå, at intet andet vi har hørt i år lyder tilnærmelsesvis som Black Up, og jeg tvivler på, at vi får et sådan at se.
Det skal dog siges, at pladen indeholder et par sange, hvor produktionsstilen er mere traditionel. ”Are you, can you, were you (Felt)” samt ”Recollections of the Wrath” er lette at fordøje og kunne sagtens have været med på f.eks. et Odd Future album. Det mest lettilgængelige nummer, ved første gennemlyt, var for mig nummeret ”Swerve...”. - Selvom beatet er ganske komplekst er det alligevel catchy som bare fanden, muligvis det mest catchy beat jeg har hørt i år. En klassisk, nærmest skummende 808-lyd samt et ganske karakteristisk keyboard danner rammerne for tracket, der desuden indeholder en af mine personlige favorittekster på albummet, samt de eneste gæstevokaler, da THEESatisfaction lægger et vers og sang til.

”The moonlight and donnin' cloud glistenin' glazed, that we giftin /
Every sound, we trying to mash and attention /
We bung the latest feelings, they just re-rap through the givens.”

Selvom Black Up kun indeholder ti sange, virker det ofte som om der er langt flere. Dette skyldes den måde sangene er konstrueret på, - det er sjældent at de slutter på samme måde som de starter. Størstedelen af sangene indeholder nemlig pauser på de mest mærkværdige steder, hvor beatet skifter personlighed, og kun efterlader lytteren med få tegn på, at det faktisk er den samme sang man hørte for 30 sekunder siden. I princippet burde det ikke fungere, men det gør det altså! På samme vis har Palaceer’s stemme til tider også fået en overhaling, og hans nasale stemme passer perfekt til uigenkendelig manipulation. Eksempelvis som på ”The King’s new clothes...”, hvor man i starten får indtrykket af, at han rapper under vandet. - Stemmen er sløret, og ordene kommer ud som var de i luftbobler. Sekunder senere bliver der rappet i, hvad der lyder som et ekkofyldt rum, hvor hans stemme er fuldstændig klar, og ordene hænger i luften i lang nok tid til, at man lige akkurat kan ane ekkoet - genialt! Jeg tror aldrig jeg har hørt et hiphopalbum, der har blandet så mange forskellige lyde og effekter sammen, og på eminent vis har fået det hele strikket sammen til et sammenhængende album. Dét i sig selv er en imponerende bedrift.

Lyrisk indeholder albummet mange gode momenter. Butler har tydeligvis fokuseret det meste energi på at skabe en stemning, frem for teknisk svære rim-mønstre og metaforer, hvilket faktisk passer godt til produktionen. En kende ærgerligt er det måske, at beat'sne til tider har det med at overskygge og overdøve teksterne. Første halvdel af "Youlogy" er et glimrende eksempel herpå, da produktionen visker dele af vokalen ud, og det gør det ikke ligefrem bedre, at rim-tempoet er skruet godt op på dette nummer sammenlignet med resten af albummet. Heldigvis bliver der midt i sangen stoppet op og sagt ”How fast do you want it”, hvorefter beatet ændre karakter, der bliver skruet ned for farten og spaced out genialitet efterfølger.

”The nights are getting stronger, and the days are getting longer /
The building's getting bigger, outside is getting smaller /
The lies are getting truer, and the truth is getting brighter /
Things are looking blacker, but black is looking whiter”

Shabazz Palaces har lavet et uhyre alternativt, men ufattelig velproduceret album, der ikke bare skubber til grænserne for hvordan man kan forvente at hiphop kan/skal lyde, men som også sætter baren for eksperimental musik et tak højere. Sandheden om Black Up er, at det er utroligt svært at beskrive; det er så specielt, så anderledes og så spektakulært, at det skal lyttes til, forstås og opleves på egen hånd. At det ikke er et album for alle er vist et understatement. Det tog mig personligt en god håndfuld gennemlytninger før jeg begyndte at forstå hvor godt det her egentligt er. Ved hvert gennemlyt dukker der nye, små finurlige detaljer op i hvert enkelt beat, som giver pladen en formidabel replay value.
Black Up er et album, der kræver lytterens fulde opmærksomhed. Hvis skiven her skal værdsættes fuldt ud, er det ikke noget med at kokkerere, tørre støv af, læse, lave lektioner eller andet hurlumhej imens det kører i baggrunden, og dårlige højtalere er strafbart med Black Up på anlægget, - det direkte kræver sublim lyd.
Giver man til gengæld albummet den tid det retmæssigt behøver - og kan man vel og mærke lide stilen - så kan man roligt forberede sig på en noget anderledes, men fantastisk rejse ind i Shabazz Palaces’ krøllede lydunivers.

5/6

- Jacob D. Graversen

Kendrick Lamar - Section.80

2011-08-11T06:13:00.000-07:00

Er det for offensivt at indlede en anmeldelse med at udnævne den aktuelle plade til at være årets stærkeste solodebut?
Uanset hvad er det hermed gjort, for jeg tvivler stærkt på, at Kendrick Lamar's storslåede debut vil blive overgået i år.

Det er ganske simpelt bare som om, at alt er "rigtigt" på Section.80. Det er friskt som bare fanden, det er ungt på den skarpest tænkelige måde, det er musikalsk set måbende ambitiøst (hvis man tænker på, hvor "lille" et projekt det her trods alt er) og så er Kendrick Lamar en yderst spændende rapper, der siger alle de rigtige ting, på det helt rigtige tidspunkt.

Kendick Lamar er en 23-årig knægt fra Compton. - Dette kan ikke høres! Han lyder ung, men adresserer emner man sjældent høre fra jævnaldrende kunstnere, og så praktiserer han ingenlunde samme west-coast mindede gangsta-rap som man ellers er vandt til, der strømmer ud af Compton.
Kendick Lamar er sin helt egen, samtidig med, at han på mange måder tilhører kategorien af nye, fanden-i-voldske unge rappere, der med en langfinger i vejret stormer frem. Hans "I don't give a fuck" attitude minder meget om Odd Future Wolf Gang Kill Them All's, men hvor OF for længst er blevet tegneseriefigurer på grund af deres nærmest kitchede overdrev af bandeord og påtaget "vi gør hvad der passer os" stil, serverer Kendrick Lamar samme rebelske ungdommelighed på et fad af integritet, alvor og intelligens. Section.80 lyder på mange måder som det album Tyler, The Creator ville ønske han kunne have lavet, for Kendrick Lamar kan nemlig også både være fjollet, grov i munden og gøre lige hvad der passer ham, men der ligger altid mere bag end lysten til at bare at være "syg at høre på".

Men lad os starte ved starten, for sandheden er, at størstedelen af Section.80 hviler på den intelligente undertekst og er drevet af en sulten rapper med meget på hjerte, - og sammenligningen med Tyler, The Creator og OFWGKTA skal kun forstås overfladigt.

"F*uck Your Ethnicity" hedder ballets åbner. Det er ikke ofte man ser en sådan sangtitel på plade-åbnere, men det passer fortrinligt med pladens gennemgående stil. Kendrick Lamar ligger ud med at vise, at han er imødekommende over for alle baggrunde, hudfarver og religioner, og udmelder, at han vil forsøge at begrave racisme. Samtidig bliver vi i sangens lejrbåls-intro præsenteret for to piger, Keisha og Tammy, som senere skal vise sig at spille en større rolle i historien om Section.80. Keisha viser sig først på pladens vel nok mest lige til nummer, "No Make-Up (Her Voice)", der bærer et fantastisk omkvæd fra Collin Munroe. Her rapper Kendrick Lamar om, at han synes kvinder med make-up er smukke, men at det er deres naturlige udseende, der er smukkest. Sangens andet vers tager en uventet drejning; man hører historien fra kvindens (Keisha) synsvinkel, og det viser sig, at hun bruger make-up for at dække et blåt øje. Sangen ender ganske brat med at Kendrick Lamar siger, at sangen fortsætter på sang nummer 11, som er "Keisha's Song (Her Pain)". Her fortæller han den rørende historie om en prostitueret, der lever et usselt liv, og som ender med at blive stukket ihjel af en utilfreds kunde. Kendrick Lamar udviser her særdeles flotte fortælleevner, og over en smuk produktion, der bærer et sample á lá Zion I's "Birds Eye View", rammer han virkelig et emotionelt punkt, som bør ramme de fleste.

Denne historie viser virkelig, i hvor høj grad Kendrick Lamar er inspireret af Tupac Shakur. Han har selv udtalt, at det var en slags vision eller drøm om 2Pac, der efter sigende skulle have sagt til Kendrick, at han ikke må lade hans (2Pac) musik dø, der motiverede Lamar til at skrive store dele af Section.80.
Og meget li Tupac, så fortæller Kendrick Lamar ret beset om hvordan det er at vokse op under 80'erne (the Ronald Regan era), i et udsat miljø som Compton. Vold, våben, kriminalitet, penge, stoffer, religion; med andre ord alt det, der er repræsenteret på pladens cover. Via dette får Kendrick Lamar aflad til at fortælle en række historier, der både er præget af seriøsitet og social bevidsthed - som det var tilfældet med de førnævnte sange, - men bestemt også humor, det abstrakte og en raffineret form for battlerap.
- På den jazzede, utroligt lækre "Hol' Up" fantaserer han om at have sex med en stewardesse foran de andre passagerer, samtidig med at han får vristet en serie geniale linjer fra sig:

"As a kid I killed two adults, I'm too advanced /
I lived my 20's at two years old, the wiser man /
Truth be told, I'm like '87 /
Wicked as 80 reverends in a pool of fire with devils holding hands /
From the distance, don't know which one is a Christian, damn"

På "Poe Mans Dreams (His Song)" rapper han om hans personlige mål i livet, at kunne "smoke good, eat good, live good", og også her, på en sang med et forholdsvist simpelt budskab, udviser han udsøgte skriveevner:

"There's nothing you can tell me, my killings are not remorseful /
The city got my back, and for that I give it my torso /
You think about it, and don't call me lyrical /
'Cause really I'm just a nigga that's evil and spiritual /
I know some rappers using big words to make their similes curve /
My simplest shit be more pivotal /
I penetrate the heart of good kids and criminals"

På den efterfølgende "The Spiteful Chant", der må siges at være pladens største fuck-finger, lyder omkvædet køligt: "I'm going big - suck my dick!". Og man er ikke i tvivl om, at han mener det. Endnu en fuck-finger kommer på en af mine personlige favorit skæringer i "Blow My High (Members Only)", hvor han mindst lige så køligt crooner

"Pussy ass ho niggas - I can't fuck with y'all /
Bitches all up in my business - I can't fuck with y'all /
Industry of counterfeits - I can't fuck with y'all"

Han får tilmed inkorporeret dele af Pimp C og Aaliyah på mageløs vis i samme sang.

Vi har ikke snakket så meget om Kendrick Lamar's flow endnu. Det kan hurtigt opsumeres til, at han er et bæst - når han vil. Det er faktisk rimelig flabet, - Kendrick Lamar kan flowe bedre end de fleste hvis han vil, men det synes sjældent at være en nødvendighed for ham. For det meste rapper han på en lidt sløv facon med sin halv-nasale stemme, men ind imellem skifter han pludselig til halsbrækkende fart og tungevridende sætningskonstruktioner. Det er lidt ligesom at se Master Yoda i Star Wars: han tager det fuldstændig stille og roligt det meste af tiden, men når det virkelig gælder er han den mest vanvittige jedi ridder af dem alle. Okay, mærkelig sammenligning, men jeg håber i forstår pointen.
Hør bare Lamars ene lille vers på "Chapter Ten", eller tag et nummer som "Rigamortus", der teknisk set er en af 2011's flotteste præstationer. Han rapper hurtigere og hurtigere igennem hele nummeret, i uvant lang tid af gangen, og på det afsluttende vers går det til sidst så hurtigt, at hans stemme bliver lysere og lysere fordi han er ved at løbe tør for luft. Mesterligt.

Produktionerne på Section.80 er gennemgående fantastiske. En lang række forskellige producere er krediteret, men de har alle kreeret beats inden for samme stil, hvor jazz kombineres med atmosfæriske symfonier, tætte trommeprogrammeringer og boblende electroniske elementer. A Tribe Called Quest møder Outkast møder Kanye West. Ubegribeligt suveræn lyd. Der er ikke et dårligt beat at finde på Section.80! Det er næsten utroligt, at så meget musikalsk mesterlighed er blevet lagt i et projekt som Section.80, der udgives uden megen hype, og som da heller ikke solgte mere end 5000 eksemplarer første uge. Dette må vel bare tages som endnu et bevis på, at undergrunds/independent hiphop er vejen frem.

Section.80 er en hæsblæsende tur hele vejen igennem, og man har vitterligt ikke lyst til at skippe et eneste nummer undervejs. Tværtimod kan det kun gå for langsomt med at trykke "afspil" igen når pladen har spillet igennem. Kvaliteten er i top, og de historier der fortælles, og budskaber der langes over disken, giver lytteren en ting og to at tænke over. Top 10 2011, easily, og Kendrick Lamar stryger ligeledes ind på listen over vigtigste rappere pt. Som en YouTube bruger så rigtigt skriver:

"somewhere in heaven Tupac is smiling down"

5.5/6

- Jeppe Barslund

Jay-Z & Kanye West - Watch The Throne

2011-08-08T09:42:00.000-07:00

Da det omkring årsskiftet, i kølvandet på My Beautiful Dark Twisted Fantasy's rasende succes, - brød ud, at de herrer West og Carter arbejdede på EP'en Watch The Throne, var det til manges glæde. Det det senere kom ud, at de havde valgt at skrotte EP-projektet og opdatere deres ambitioner til en hel plade, blev glæden større. Da første udspil, i form af den utilgiveligt grelt producerede "H*A*M" ramte gaden, faldt glæden en smule igen.
Personligt har jeg ikke tænkt synderligt meget over udgivelsen af denne plade siden "H*A*M", som I nok kan forstå har forkrøblet mine forventninger til denne samarbejds-udgivelsen. Og det er nok i virkeligheden en god ting, for havde mine forhåbninger været for høje, så havde denne dag været en sørgmodig en af slagsen.

Lad det med det samme være sagt: Watch The Throne er på ingen måde MBDTF 2, ikke tilnærmelsesvis. Der skal godt nok heller ikke meget mere end titlen til at vise, at dét da heller ikke har været missionen. Når Kanye West er alene er han ikke bange for at gå all in og sætte alt på højkant, men i selskab med Jay-Z vælger han den sikre vej, som ikke kan slå fejl, set med $-tegns øjne.
Når Jay og Ye siger, at de vil 'watch the throne', så er det hverken rap eller hiphop tronen de vil sætte sig på, det er den trone, hvor de mest ekstravagante, excentriske, høj-budgetterede, flashy og sofistikerede ignoranter har sin plads. Som Kanye rapper på "Otis":

"I made "Jesus Walks" I'm never going to hell /
Couture level flow, it's never going on sale /
Luxury rap, the Hermes of verses /
Sophisticated ignorance, write my curses in cursive"

Det handler i bund og grund om status. Hvem er bedst. Hvem har flest penge. Hvem kører i de dyreste biler. Hvem drikker den dyreste champagne. Hvem har den længste penis. You get the picture. Med enkelte numre som undtagelse, kan Watch The Throne groft sagt rundes op til én stor omgang varm-lufts rap. Og nej, det klæder hverken Kanye eller Jay, men det er voldsomt tydeligt, at de er ret ligeglade. Tronen skal sikres, og selvom der ikke nævnes nogen navne undervejs tør jeg godt sætte mine penge på, at det er venner/konkurrenter som Drake, Rick Ross, Lil Wayne og Young Jeezy den skal "forsvares" imod.

Lykkedes det så de to at "forsvare" tronen? Jeg er ikke overbevist. Der er alt for meget der ikke virker på denne plade.
Showet starter med den jævnt kedelige "Nu Church In The Wild", der synes frisk ved første lyt, men meget hurtigt taber luft grundet sangens repetitive beat og mildt undervældende omkvæd fra Frank Ocean. Efterfølgende har vi "Lift Off", der med sine kitchede 80'er synth-lyde virker som en utroligt vandet udgave af "All of The Lights". Beyoncés vokalpræstation herpå er decideret enerverende i mine ører. "Ni**as In Paris" følger trop, og alt her er slår fejl. Det lyriske indhold er på sit laveste, og beatet og så elendigt, at det kan være svært at tro på, at det er at finde på et plade med disse herrer. Beatet skifter komplet i sangens afsluttende stadie, til et skrattende, kor-belagt beat, som faktisk er udmærket, men som kun får lov at løbe et kort øjeblik.

Ja, det gør sgu næsten ondt at skulle sige det, men de tre indledende numre repræsenterer faktisk størstedelen af skiven ganske godt. "Kedeligt" og "undervældende" lader til at være nøgleordene for mange af pladens skæringer. Den Neptunes producerede "Gotta Have It" vil ingen steder hen, "That's My Bitch" er ganske flabet, men trommeprogrammeringen bliver hurtigt for meget. Den Swizz Beatz producerede "Welcome To The Jungle" rammer for mit vedkommende helt forbi. Værre bliver det på den efterfølgende "Who Gon Stop Me", hvor Kanye prøver kræfter med Dubstep-genren ved at sample Flux Pavillion's "I Can't Stop", som han dog i højere grad skamferer end bruger kreativt.
Deluxe udgaven indeholder yderligere fire numre, hvoraf tre af dem, "Illest Motherf**ker Alive", "H*A*M" og "Primetime" fremstår fuldstændig uanseelige, og det sidste, den Pete Rock producerede "The Joy" er et sandt vidunder. "The Joy" kunne dog høres helt tilbage da Kanye kørte hans G.O.O.D. Fridays serie, så den vil jeg egentlig ikke give dem point for. Mesterligt nummer ellers.

Watch The Throne rummer en håndfuld gode numre, - ganske bogstaveligt fem skæringer, der funkler i blandt de andre ligegyldigheder. Jeg går ud fra, at de fleste har hørt "Otis" på nuværende tidspunkt, - et nummer som jeg ganske simpelt synes er hamrende fedt, primært på grund af beatet, men også den måde Jay og Ye rapper ind og ud af hinanden. Bestemt et nummer hvis lyriske indholder hører under kategorien "varm luft", men det synes bare en kende skarpere her.
Den Kanye West og RZA -producerede "New Day" er en af pladens absolutte højdepunkter. Nina Simone's udødelige klassiker "Feeling Good" er samplet og endda auto-tunet (bare rolig, det lyder fantastisk!), og de to hovedpersoner kaster sig ud i et andet emnevalg end materialisme, hvilket giver et fandens dejligt pusterum i midten af alt braggadocio-rappen. Det er en hypotetisk sang om, hvordan de vil opdrage deres sønner, og hvilken slags fader de vil være. Især Kanye's del er glimrende, blandt andet fordi han selvfølgelig lige får klemt en lille spydig kommentar ind imellem linjerne:

"And I'll never let my son have an ego /
He'll be nice to everyone, whereever we go /
I mean, I might even make 'em be Republican /
So everybody know he love white people"

Pladens center-piece "Murder To Excellence" er ligeledes et mesterværk. Sangen er delt op i to, "Murder", som Swizz Beatz har produceret, og "Excellence" som S1 står bag. Begge er blændende produceret, med ekstra cadeau til S1. Nummeret er en slags coming of age fortælling, fra deres unge gadeliv med kriminalitet, vold, stoffer og mord som en del af dagligdagen, til nu, hvor de er on top of the world. Det er faktisk sjovt, for når man hører dette nummer forstår man godt, hvorfor de rapper så meget om penge og status. Jay-Z siger det meget præcist med linjen: "...they say 21 I was suppose to die, so I'm out here celebrating my post demise".
"Made In America", der kommer efter, følger samme spor. Frank Ocean er igen på omkvædet, hvor han name-dropper blandt andet Martin Luther King og Malcolm X; historiske personligheder, der kæmpede for, at sorte skulle leve på lige fod med hvide. Men jeg kan ikke lade være med at se på sangen som værende en smule respektløs. Det virker som om, at Jay-Z og Kanye West siger "tak Martin og Malcolm; på grund af jeres ofringer kan jeg nu køre en Maybach og drikke Cristal i selskab med 10 model bitches". Måske jeg tolker det forkert? Nummeret er heldigvis super flot skruet sammen, så det er en stor nydelse under alle omstændigheder.
På det ovenud fænomenale, psykedeliske hip-pop banger "I Love You So", giver Mr. Hudson den fuld smadder på omkvædet. Ganske simpelt et nummer, der rykker for vildt. Cassius'es nummer af samme navn "samples" lige så intakt som Flux Pavillion's nummer før, men denne gang boostes originalen til nye højder. Den næste store single skyder jeg på - energisk, melodisk, frækt og fedt. Nummeret er Jay-Z's solo bidrag, og uden sidestykke det, der bedst showcaser hans flow, der stadig er glødende hot når det er bedst.

Nu lyder spørgsmålet så, om fem gode numre ud af 16 er i orden. Nej, det er det ikke. Watch The Throne er i mine øjne en plade, hvor man kan hive udvalgte numre ud til nydelse, og så glemme resten usandsynlig hurtigt. Men når man så i dag kan læse i Urban, at pladen gik nummer 1 på iTunes-listen i 19 lande, på én dag, så må man bare erkende, at West og Carter har vundet deres kamp og fuldført deres mission. At de så gør det med en årets vel nok mest lunkne mainstream udgivelse er en skam. That's just me.

Hvad synes I om det? Godt, skidt, midt imellem?

3/6

- Jeppe Barslund

Blu & Exile - Below The Heavens (CLASSIC ALBUM RE:REVIEW)

2011-07-13T13:59:00.000-07:00

Tilbage i sensommeren/efteråret 2007, modtag jeg en mail fra en læser af bloggen, hvori jeg blev opfordret til at checke "det her nye album" Below the Heavens ud, som skulle være ret så fedt. Jeg havde ikke synderligt meget tid, så i første omgang blev det ikke til mere end et par smuglyt inde på iTunes music store, som ikke rigtig var nok til at vække min interesse. Men i løbet af de efterfølgende uger var det som om, at titlen Below The Heavens blev ved med at dukke op, og Blu & Exile lod til at være nogen, som der blev snakket meget om. Jeg valgte derfor at købe pladen over iTunes, og der gik ikke lang tid før, at jeg forstod hvad det var, folk snakkede om. Ja, jeg blev faktisk så vild med musikken, at jeg næsten synes det var pinligt, at jeg havde forbi passeret pladen første gang jeg fik den anbefalet. Jeg skyndte mig derfor at skrive en anmeldelse af den, så det så ud som om, at jeg var en af dem, der havde været hurtigt ude og med på beatet. Dette har jeg dog fortrudt noget så gudsjammerligt, - altså at skrive en forhastet anmeldelse af pladen. Below The Heavens er i dag min numero uno favorit hiphop plade, og når jeg i dag tænker på hvor meget der er at sige om pladen, så gør det decideret ondt i mit hiphop hjerte at se, hvor lidt plads den fik dengang. Der er ingen citater eller uddrag fra Blu's mesterlige tekster, ingen konkrete eksemplar på Exile's formidable beats, ja ikke rigtig noget af noget. Det er en af de korteste anmeldelser jeg har skrevet her på bloggen overhovedet. Tro mig, lige siden tirsdag d. 30. oktober 2007, har jeg haft lyst til at skrive en bedre anmeldelse, men jeg har ikke rigtig kunne finde en grund eller undskyldning til at gøre det.

Det kan jeg til gengæld nu.

Below The Heavens blev i sin tid udgivet i et begrænset oplag, da det var det lille Los Angeles baserede pladeselskab Sound In Color, der stod for udgivelsen. Pladerne blev revet væk, men Sound In Color gik fallit, og inden de nåede at trykke flere plader, havde de drejet nøglen om. Below the Heavens blev erklæret permanent ude af produktion, hvilket mange var ærgerlige over, mig selv inklusiv. - At være ude at stand til at holde ens favorit plade i hånden, fordi den er udgået fra produktion: ikke sjovt.
For nyligt annoncerede undergroundhiphop.com så, at der var blevet givet grønt lys til en genoptrykning på et par tusinde cd'er, og jeg skal satan'ædeme love jer for, at undertegnede var hurtigt ude! Har I set den Lotto-reklame, hvor en pige finder ud af, at hun har vundet, og derfor, i total slowmotion, hopper op i luften, med cornflakes flyvende til alle sider, af bar glæde? Det var præcist hvad der skete, da det gik op for mig, at Below the Heavens var blevet re-released.

Og med gen-udgivelsen af en af nyere tids største, bedste og vigtigste hiphop udgivelser, har jeg endelig en god grund til at gen-anmelde den, og rette op på den fejl jeg begik, da jeg i sin tid sjuskede med anmeldelsen (på trods af at karakteren holdt). Og måden jeg vil rette op på denne bommert på, er ved at skrive en ubehageligt lang anmeldelse! Det vil komme til at tage jer timer at komme igennem. Den bliver så lang, at I slet ikke har lyst til at høre pladen bagefter!
All jokes aside, - det her er min favorit plade, er der er vitterligt så meget at skrive om den, at jeg vil ty til en anmelder-form, som jeg ellers aldrig plejer at anvende; en "track-by-track" anmeldelse, hvor jeg gennemgår hvert eneste nummer, for at være sikker på at få det hele med. Normalt synes jeg dette er en fesen måde at anmelde på - man oplever det også kun sjældent - for der findes ikke mange plader, hvor der faktisk er noget spændende at fortælle om hvert eneste nummer. Men det er i så høj grad tilfældet her, at jeg bare vil kaste mig ud i det. Den bliver nok ikke The Cool -lang eller Oneirology -lang, men den bliver.... lang. Så' det sagt. Let's go.

(Af ukendte årsager har flere af numrene forskellige titler, alt efter om man har cd-udgaven eller iTunes-udgaven. Jeg går efter iTunes udgavens titler)

1. "My World Is..."

Blu & Exile skyder festen i gang, sådan som det forventes: med en sprængfarlig introduktion, hvor man lynhurtigt tilfangetages af Blu's mageløse og sultne flow; hans ubesværede og overvældende tekniske snilde, samt Exile's beat, der både slår hårdt med tunge trommer og en fed basgang, men som også introducerer os for Exile's indre legebarn. Han har samplet The Dell's "Love Is Blue (I Can Sing A Rainbow)", hvor der synges "my world is blue", hvilket jo er helt genialt til Blu, som da også bruger dét brudstykke fortrinligt.

"And they still spell my name fucked up on they flyers /
It's B-L-U and if you see the E drop 'em /
It's like they dropped E from the beats E is droppin' /
Got you peeps eavesdroppin' and the world keeps watching"

Voldsomt stærkt første nummer.

2. "The Narrow Path"

Med det samme bliver der skruet ned for den buldrende energi, der prægede åbningsnummeret. Exile har sammensæt et smooth beat, hvor det er 90'er-inspirerede trommer (som han er vild med, og bruger konstant) og sparsomme keys, der driver værker. Over den rolige produktion glider Blu væk fra det forgående nummers braggadocio-stil, og dykker ned til en mere malende indgangsvinkel. Dét som Blu blandt andet mestrer, er at skrive så flotte tekster, at de snildt kan indtages uden ledsagende musik. Lad mig sige det sådan her; hvis han udgav sine tekster i bogform, så ville jeg ikke tøve et sekund med at investere, for hans poesi og udsøgte sans for ord er en nydelse af de aller største overhovedet. Tag f.eks. følgende uddrag fra første vers:

"The game is just a way to escape /
And our pain is just a way we can relate to folks cryin' /
Findin' ways I can make a difference /
But fuck wishing on a star /
'Cause the percentage of gettin' what you envisioned is small /
And the stars barely shine in the city /
So we're blinded by the man-made bright lights, makin' my eyes shifty /
Feel me out, hear me now cryin' children of the ghetto /
Lettin' go a beautiful sound, it's kinda falsetto /
Hello hell, welcome to LA, where devils that dwell play /
They meddle with metal and lettin' every shell spray /
Until day dawns, I make songs for the long road travelers /
And lost souls after us /
Spittin' lyrics vicious like I'm mad as fuck /
Packin' up my bags, hoppin' back on the narrow path that's planned for us"

Simpelthen blændende. Og så synger han tilmed omkvædet, som han - uden at besidde en synderligt stor vokal - gør yderst godt.

2. "So(ul) Amazin'"

Exile fortsætter den nedtonede stil med et luftigt beat, bestående af en mesterlig trommeprogrammering, der både er langtrukken og nærmest larmende, og så nogle spinkle keys, der flyder rundt imellem trommeslagene som sommerfugle. Blu giver den hele armen med tre vers, hvor de lyriske guldkorn står i kø for at blive fremhævet. Jeg hiver et tilfældigt frem:

"Sacred living, sinning like you can't forgive him /
Suspending time with my time spent rhyming about nonsense,
Like sacing religion /
Drink sippin', letting my mind spin /
Thinkin' 'bout my mom and pops, how they designed this here nigga /
Mix of Al Green an' Pac /
Rock the soul tracks rapping about surviving on the block /
Black top, asphalt talk, walking through the fire like a /
Soul provider, poppa made a dope rhymer"

Pladens potentielt bedste track. Den helt perfekte, tilhørende musikvideo, fungerer fornemt som bro imellem oldschool og newschool hiphoppen, med stemningsfulde billeder fra LA, rap fra gadehjørnet og bare flotte visuals i al almindelighed. Læg mærke til, hvordan kameraet glider imod højre i hvert billede.

4. "Juice n' Dranks"

Her bliver Exile en smule mere kringlet. Skæve indslag af fløjter, gyngende basgange, sporadiske guitarer og computerlyde á lá Space Invaders resulterer i et mysti-fystisk beat, som de fleste andre rappere nok slet ikke ville vide, hvad de skulle stille op med. Men Blu og hans C.R.A.C. Knuckles makker Ta'Raach ved lige præcis hvordan kagen skal skæres, og det her er simpelthen overlegen flow-blær af øverste skuffe. Når det kommer til leg med ord, så er Blu's første vers lige så imponerende som R.A. The Rugged Man's vers på "Chains", - og det skulle gerne sige en del. Et lyrisk højdepunkt som MÅ opleves;

"You left out, now I'm ridin' it right /
An' every rhyme that I write /
Is like you right in the rhyme /
Feelin' my lines like life /
Rising as high as my high without lighting the lies"

5. "In Remembrance"

Som titlen antyder, så bliver der her kigget tilbage i tiden, til dengang Blu ikke var "abused by time", og hvor hurtigt tiden er gået. Her viser Blu sin sublime sans for detalje i lyrikken, dén detaljerigdom, der bjergtager lytteren og henfører én til et stadie, hvor man bare sidder og labber historierne i sig med største velbehag. Exile jonglerer med samplede vokalarrangementer og scratch-brudstykker over et minimalistisk beat, der tjener sit formål til fulde.

"One minute you're a baby /
And the next you're sexin' without protection an' now you're holdin' a baby /
Like, damn I was just in your shoes /
Now you're the pop who's adjusting they shoes /
Teach them to walk straight,
'Cause honestly, they got a long way to go /
And what you tell 'em now is all that they know /
See, I remember when my folks said; "you'll know what I mean when you get older" /
I was only a teen, thinkin' I was grown up, please /
I had so much to see /
Thinking the little that I saw was all the world had to offer me"

En af grundende til, at Blu & Exile er blandt de bedste hiphop-duoer nogensinde - i min bog - er, at det fremgår så tydeligt, at Below the Heavens er en plade, der er skabt i tæt samarbejde. Det er ikke noget med, at Exile har produceret en bunke beats, som Blu så har rappet over. Det hele er udarbejdet uhyre nøje, og alt fra samples til instrumentering er kreeret ud fra et narrativ, som Blu har præsenteret, så alt hænger sammen, og intet er overladt til tilfældighederne. Dette suveræne samarbejde er "In Remembrance" et glimrende testamente til.

6. "Blu Collar Worker"

Efter at have været en tur ned ad memory lane og funderet over fortiden, er det blevet tid til at have det sjovt, og "Blu Collar Worker" er en forrygende skæring, der både bærer et opløftende og lækkert beat, og en halvfrustreret Blu, der rapper om hvor svært det kan være at date piger, når man er en hårdtarbejdende undergrundsrapper, der også har et 9-to-5 ved siden af. Det er ovenud underholdende, og Blu's joviale præsentation af disse frustrationer er det rene guld:

"See I'm underground so now I gotta find cheese /
Just to take her out to dinner, just to eat and get a kiss upon the cheek /
And for me it's even harder, 'cause I ain't got a car to pick 'em up in /
So chicks already think they put enough in /
Plus I'm kinda cute so it's hard for them to trust him /
Asking what I'm doing every night /
Like I be screwing every night /
The truth is I'm bruising every mic that I come across /
And every now and then - drop a hundred off /
Just so you can fucking floss, but that's not enough for you /
So I take another loss, wondering why I fucked with you"

En af pladens absolut bedste skæringer.

7. "Dancin' In The Rain"

"Dancing In The Rain" ligner faktisk "Blu Collar Worker" en smule i temaet, for igen handler det om at balancere sit arbejde, sin passion for musik og sin date på samme tid, og hvor svært det kan være. Fortælleformen er dog noget anderledes, da Blu her er ude i en mere lineær fortælling. Jeg må igen fremhæve Blu's uovertrufne evne til at fortælle en historie, læs bare sangens afsluttende linjer:

"Got a phone and called my partner Jack and asked him: /
"Remind me why I'm rappin'?" /
And right before he answered I remembered my passion in the past /
When I was scribblin' in my tablet /
To box out my mom and dad's scrappin' /
To help me when my grandmother passed /
Plus the many times I was homeless /
And the times where I was broke /
And this music made a way when I was hopeless /
He told me to remember the rain, it'll diminish the pain /
And he told me not to ask him again, 'cause I know"

Produktionen her er drevet af et fuldstændig labert bluesguitar riff, tilført nogle slæbende trommer, der nærmest er indbegrebet af lyden af at slentre igennem den silende regn. Et regulært mesterværk, og muligvis pladens bedste cut.

8. "First Things First"

Tilbage til piger og dating. - Her funderer Blu over hvordan man bedst kommer i kontakt med det modsatte køn og fører en samtale, noget han må konkludere ikke er helt nemt. Igen er humoren i højsædet, som når han rapper: "you probalby seen me sharing drinks with my dj / so frontin' like I got chips is out the question / And actin' like my Benz is in the shop is outdated". Og senere i det efterfølgende vers lider han endnu et tab:

"I wanna get buzzed, get drunk and get crunk /
Get a chick to kick it with when I'm feelin' fucked up /
But women be mentioning ya whips and your chains /
So I flip it like slaves come with whips and chains, we gotta liberate /
But before I could mention my name /
They be talkin' to the nigga with the key to the range"

Exile tyer igen til det minimale, med sørgmodige guitarstrenge som primus motor og et soul'et omkvæd. Et ydetst solidt track.

9. "Greater Love"

Fra dating, tøser og sjov til ægte kærlighed. Blu kan både slå sig løs i byen og more sig på bedste, uforpligtende vis, men han kender tydeligvis også til følelsen af ægte kærlighed. "Love is by far the most dangerous subject to touch yet / You be actin' like it's lust - yeah right / Would lust have you up at 5 writing a text? Trying to get a thought up off of your chest?". - Således beskriver Blu kærligheden væsen, som noget farligt og noget der er svært at forstå, men også som den smukkeste ting i verden. Han strøer tankevækkende tanker omkring sig, og kommer på samme sang ind omkring kærlighed til kærester, medmennesker, hans liv og hiphop.
Exile's produktioner er intet mindre end fabelagtig herpå, på den skævest tænkelig måde. Exile har mange kendetegn og varemærker, og en af dem er hans måde at skære hans vokalsamples i stykker på. De fleste ville beskrive det som værende komplet ulogisk - hvilket det så sandelig også er, men Exile formår at give det hele mening. På "Greater Love" har han blandt andet samplet Smokey Robinson & The Miracle's temasang fra "Love Story", hvor Claudette langtrukkent og sælsomt synger "There is no greater love". - Dette specifikke stykke har Exile så taget og klippet og skåret i, på en rablende vanvittig måde. Jeg har siddet i tyve minutter og forsøgt at formulere en sætning, der beskriver hvordan det lyder, men det er jeg simpelthen ude af stand til - det skal høres. "Greater Love" alene er god grund til at elske Exile for hans totalt unikke producer stil.

10. "Good Life"

Vokalsamplet, som her synger "Show me the good life", tilhører Roberta Flack, og stammer fra hendes sang "I Wanted It Too". Hvad der er bemærkelsesværdigt her er, at det samplede stykke kun optræder én enkelt gang på originalsangen, i ca. 1½ sekund. Det er da hvad man kan kalde et godt fund af Exile, og jeg elsker, at han kan høre en så på mange måder uanseelig lille bid af en sang, og så gøre det til grundsøjlen i en helt ny produktion. En umådeligt flot produktion that is. Exile er simpelthen en tryllekunstner, for det her, det er ren magi.
Den lyriske del af "Good Life" er ligeledes magi. De tekster som Blu og gæsterapper Aloe Blacc disker op med her, er noget nært så godt, som rap kan blive. Den slags lyrik, der i sidste ende sikrer en MC en plads blandt alle tiders vigtigste. De rapper om, hvad der for dem er "good life" kontra hvad der i vores dage anses som værende "good life". Ikke overraskende er de enige om, at kærlighed i dens mange former er "good life", og ikke materielle goder, som mange forbinder med succes og glæder. Som Blu rapper: "Fuck jewels, I think my soul glows bright enough / And fuck whips, I learn more when I ride the bus / And fuck gold, it's bad enough that we fight for bucks / And fuck hoes, 'cause in the end I need a wife to love".
Det lyriske højdepunkt er dog første vers - ja, hele første vers - hvor Blu rapper om at blive far, hvilket han ikke er. Men bare hans forestilling om at blive det, er bedre beskrevet og mere rammende end rap fra MC'er, der faktisk har børn. Igen har vi at gøre med lyrik, der kan nydes i oplæsningsform, så i får hele første vers:

"I got a call from my girl last week /
She tellin' me about that time of the month and how it may not come /
Dropped the phone right before she said I might have a son /
And I started asking God how come /
I got dreams I ain't reached yet, ends that ain't meet yet /
When it comes to being a man, shit I'm barely getting my feet wet /
Trying to hit reset, knee deep in debt /
Trying ti figure out how to feed a mouth that ain't got teeth yet /
How the hell am I gonna show a child how to be a man /
When I'm 22 without a clue on how to take a stand /
Against this system when it's just us, wanna show 'em justice /
But last year I was just in cuffs /
What the fuck am I supposed to do when he's telling me "dad I need some food"? /
I'm looking down at my stomach and mine is rumbling too /
What can I tell him when he's 22 /
And asking me what the fuck I was thinking when mommy's tummy grew? /
Was I scared, was I getting prepared? /
Or did I even think of leaving her without a father's care? /
Should I tell him that it's hell here and life ain't fair? /
Or should I try to make a change when he's pulling on my leg /
And he keeps on telling me to (show me the good life)"

Det er et vers som dette, der gør, at Blu en dag vil blive husket som en af de vigtigste rappere i hiphoppens historie. "Good Life" er endnu et godt bud på pladens stærkeste nummer.

11. "Simply Amazing"

"Good Life" slutter med en lille outro, hvor Blu står i båsen og skal til at indspille et vers, og bliver tilsyneladende en smule irriteret på Exile over et-eller-andet, og siger derfor følgende: "for the record, I don't like Exile. I like his beats. His beats like me but he doesn't like me, so, that's out relationship". Som modsvar til dette, starter "Simply Amazing" med, at Exile scratcher *to all you talkin' all that bullshit*, dedikeret til Blu. Dette viser igen deres kemi, og hvordan Exile's beats groft sagt snakker deres egen sag.
Igen har Exile totalt-smadret et sample, - denne gang har han både lånt strygere og vokal fra Dells' "Always Together", og sample-klipningen er simpelthen genial, på den uoverskueligt rodede måde. Beatet ruller heftigt derudaf, og Blu tager battle-MC kasketten på, og flower ustyrligt igennem tre vers, der i bund og grund handler om, at han er den bedste (hvilket holder) og at alle andre falske MC'er bør gå ind til siden. Et forholdsvist simpelt nummer, men det passer perfekt på dette tidspunkt på pladen, for de to foregående numre var ganske dybe, og de efterfølgende to er vitterligt også nogle tunge sager. Man kan altså sige, at "Simply Amazing" fungerer som et lille puste rum. Det er dog stadig et brillant nummer, og antallet af knivskarpe punchlines er mange, som når Blu rapper: "I got my mojo mastered / The game's full of homo's backwards, mo' ho's than rappers". Sprødt track.

12. "Cold Hearted"

"Cold Hearted" er hands down nok det rap-nummer jeg har hørt, der bedst ære p'et i 'rap'. Det her er ren poesi. Både i form, struktur, fortællestil, levering og udvikling i historie. Alt er så fandens knivskarpt på dette nummer, at det er til at få tårer i øjnene af, hvilket det ikke skulle undre mig, om jeg har fået en gang eller to. Læg mærke til, at Blu ikke en eneste gang rimer på linjernes sidste ord. Måbende flot skrevet.
Exile sampler her Detroit Emerald's "I'll Never Sail The Sea Again" (som jeg igennem Exile's sampling er kommet til at holde virkelig meget af), og denne gang har han ladet kniv og saks ligge, og lader originalsangen danne fundament for en soul'et og utrolig smuk produktionen, der med en vidunderligt syngende Miguel Jontel i slutdelen, er et sandt unikum. Vel nok pladens bedste nummer. I får hele teksten serveret nedenfor, for det er på alle måder as good as it gets.

"Check it out
I was cold hearted and young, a dumb kid with a gun /
'Cause fun days don't last, the last nigga to laugh /
So rap fell on my tongue, numb feelings remain /
And pain comes and it goes /
But my wounds shows the room where my pops beat my moms /
Mom's screamin' for help, myself hot as a sun /
Cold hearted and young, a dumb kid with a gun /
That I got from my pops top drawer /
When he left my momma twice in a week /
My momma lifeless and weak, spendin' her nights in the sheets /
With seed killer number one /
Seed killer number two /
Seed killer number three /
Got heat from the newborn scorn brother /
Blu black hearted and young /
Rap fell of his tongue /
Numb feelings remain /
The pain comes and it goes /
But my wounds show the tomb that now shelters my boy /
My boy needed my help, myself not in the game /
The game heartless and young /
Dumb niggas with guns, 'cause fun days don't last /
The last nigga that blast got shots all in his back /
Wrath fell on his soul, but in my soul he remains /
Pain comes and it goes /
But my wounds show the moon shining off of his blood /
His blood ran through his moms /
His moms ran outside /
Five niggas with guns /
Seed killer number one /
Seed killer number two /
Seed killer number three /
Pulled the heat and he was through /
Threw dirt on his casket, his mom wore a mask and /
Still couldn't hide tears, years pass her son /
Numb feelings remain /
Pain comes and it goes /
But my wounds show the groom that still married my mom /
My mom still had a son /
Dumb kid with a gun, that I got from my pops /
Top drawer when he left /
My momma fightin' for years /
My momma fightin' her tears /
Now she gotta explain the game of he life to her son /
But the sun still shines /
Nine children and a newborn scorn brother too /
Blu, life isn't young /
Dumb kid with a tongue, that I got from hip hop /
But she left me for you, so imma give her to you /
Cold hearted and young"

Hold da op. Bare det at skrive hele teksten ned - nej hvor er det godt det her. Milepæl. Og tør jeg skrive det; muligvis mit favorit hip hop nummer af alle.

13. "The World Is (Below The Heavens)"

Der ligger naturligvis et respektfuldt nik i NaS' retning i titlen til dette nummer, hvor Blu reflekterer over livet og døden, himlen og helvede, og alt der imellem. Dette lyder en smule klichépræget, men atter engang sætter Blu så udsøgte ord på sine tanker, at jeg næsten hellere vil dele hans tanker om dette emne, end danne mine egne! Overdrivelse fremmer selvfølgelig forståelsen, men jeg ser det virkelig som en gave, at kunne skrive tekster om noget så personligt som dette, og stadig få andre til at nikke genkendende til det, og dele en undren til de spørgsmål, der bliver stillet undervejs. Ligesom ovenstående nummer kunne hele "The World Is (Below The Heavens)" snildt citeres i fuld længde, men lad mig i stedet fremhæve to højdepunkter fra andet vers. Han lægger ud med linjerne:

"Somebody once told me that I'm already in hell /
Freedom's a state of mind /
And just the heart of me's in hell /
I free my slave mind so a part of me's in hell /
And when it's hard to breathe, a part of me inhales /
So pardon me, you gotta try hard to be yourself /
'Cause you can't get to heaven being anybody else /
And I was raised by a reverend yet the lessons didn't help /
I had to get 'em for myself /
I was told hell is hot, but had to feel it for myself"

Længere nede i verset, der absolut er blandt pladens flotteste, fortsætter han:

"I got a question: /
If a man can make his own heaven /
Can he make his path to get to it to? /
I only spit through a truth /
And I spit it for the listener, so I'm spittin' to you /
You say it's hell, I say it's bullshit we gettin' through /
Just think about it: Every man has his own heaven /
But shit, you gotta go through hell to be a man first /
And understand first /
Hell is what you choose to call the present /
That's why you're going through it /
I just choose to call it stressing /
To tell you fools the truth, I don't feel that's why I'm destined /
So you can call it hell, but bro' /
I just say I'm below the heavens"

Flottere kan det vel nærmest ikke skrives?
Exile har kreeret et af pladens ypperste beats til dette nummer. Det passer meget godt til sangens tema, for beatet kan kun beskrives som værende "episk", og selv dét synes som en underdrivelse. Et ufatteligt tæt trommeloop, storladne, samplede (og tilklippede) blæsere, og adskillige kor, resulterer i en mastodont af en produktion. Uden tvivl en af pladens allerbedste skæringer. Afslutningsvis falder The Koochie Monstas (som jeg egentlig ikke rigtig ved hvem er?) ind med deres aldeles opløftende korsang og håndklap. Uvirkeligt fedt nummer.

14. "You Are Now Chilling In The Clouds (With The Koochie Monstas)"

The Koochie Monstas' korsang og klap, som lukkede forrige nummer, glider ind i dette alt for lækre numre, der på mange måder minder om en over-lykkelig, livsbekræftende omgang gospel glæde. Nummeret er et såkaldt "shout-out" nummer, så udover Blu, der i respekt råber et par navne op, er nummeret instrumentalt, og beatet og det fantastisk flotte vokalarrangement kunne for min skyld være 5-6 timer lang, det lyder formidabelt. Igen-igen-igen må man tage hatten af for Exile.

15. "I Am..."

Pladens afsluttende nummer "I Am..." er en klassiker i sig selv, en ren genistreg. Efter et helt album, der er fyldt til renden med forskellige følelser, indtryk, sjov og ballade, snak om kærlighed, livets store spørgsmål, at få børn, at score piger, at være den bedste rapper, og meget meget mere, så kan det være svært at finde det rette nummer at lukke sit album med, men jeg synes at Blu & Exile har truffet det helt rigtige valg i "I Am...". Her kommer Blu både ind på hans barndom, hans skoletid, hans start som MC, hans inspirationskilder, og så får han opremset en masse små facts om sig selv; højde, vægt, antal søskende og meget mere, og det lykkedes ham at gøre det på en top-underholdende måde. Det er faktisk lige før at nummeret kan kategoriseres som "humor". Exile har samplet karakteren Grover fra Sesame Street, der med en Louis Armstrong dyb stemme crooner "I Am Bluuuuueeeee" på en hamrende akavet måde, der ender med at være hysterisk morsom, og Blu bruger samplet som del af sin tekst, hvilket resulterer i nogle fantastiske passager. F.eks. når han rapper:

"An arrogant fuck that never shared with his lunch /
But brave enough to sock anyone you'd dare me to punch /
Now I'm (Bluuueeeeeee) /
From all the bruises I got /
'Cause most times I lost fights to the fools that I socked /
And most dudes that i clocked, ended up working for lawfirms /
And bitches I jocked, kept teasing me till' my balls turned
(Bluuueeeeeee)"

Simpelthen hylende morsomt. Derudover er der presset bittesmå "skits" ind imellem hvert vers i stedet for omkvæd, og disse er ligeledes hamrende morsomme. Jeg har bogstavelig talt grinet højlydt over dem flere gange. Dem kan man ikke rigtig forklare her, de skal bare høres. Mit favorit er andet skit, hvor Blu står på gadehjørnet og spiller mad niggarish med sit Karl smart hood-talk, og i virkeligheden er den mest fake gangsta overhovedet. Gyldent.
Exile's beat på "I Am..." er eminent. En af de fedeste basgange jeg mindes at have hørt på et hiphopbeat, samt et fremragende klaverloop. En af pladens potentielle storfavoritter.

Konklusion og sidste ord

Som I sikkert har bidt mærke i undervejs, så er der rigtig mange "potentielt bedste numre" på Below The Heavens, og det er simpelthen fordi, at de alle er så uforskammet fabelagtige, at hvert nummer faktisk kunne være "det bedste". Jeg håber, at jeg igennem de mange citatuddrag har fået overbevist jer om, at Blu er en af de absolut vigtigste MC'er idag, hvis ikke dén vigtigste. Og ligeledes, at Exile er en af de dygtigste producere på årtusinde-hiphopscenen. For mig er der i hvert fald ikke noget at være i tvivl om: når det kommer til gennemgående kvalitet, kohæsion, mesterlige beats og tekster, udførelse, kemi, energi, flow, stof til eftertanke, fokus, og antal gange man bliver oprigtigt imponeret eller følelsesmæssigt ramt, så er der ingen plader, der kan måle sig med Below The Heavens.

Det føles godt nok godt, endelig at få det hele ud. Pyha.

6/6

- Jeppe Barslund

Random Axe - s.t.

2011-07-12T13:52:00.000-07:00

"Yo, you can't mess with the bomb shit /
Me, Guilty and Black is agressive content /
No love-letter rhymes and raps about chicks /
Just a whole lotta druggin' and thuggin' - that's it! /
You can call me one dimensional /
But ain't too much talkin' when the slug get into you"

Således introducere Sean Price sig selv og projektet Random Axe på "Random Call", og således må dagsordenen siges at være sat!

Random Axe er en hiphop trio bestående af Sean Price; en af de hårdeste New York rappere til dato, samt den hædrede Detroit-rapper Guilty Simpson og den forholdsvist nye producer/rapper Black Milk. Disse herrer har et par ting til fældes, blandt andet en forkærlighed for hårdtslående, rå hiphop, og at alle deres forrige udgivelser var ganske slatne. Black Milk's Album of the Year fra sidste år var virkelig langt fra album of the year, Guilty Simpson's O.J. Simpson, som han lavede med Madlib, var decideret ringe, og Sean Price's Kimbo Price mixtape fra 2009 var også en kedelig omgang. Men nu er de samlet under fælles fane, og resultatet er en sprudlende hiphop plade, hvor der bliver slået tænder ud med hårdkogt punchline rap over knytnæve-tunge beats, der samlet set er den bedste kollektion fra Black Milk hidtil.

Jeg synes faktisk vi skal snakke ligt om produktionerne først, for Black Milk har som sagt flækket nogle beats sammen herpå, som virkelig vil frem i verden. Det vi har med at gøre her, er intet mindre end et studie i trommeprogrammeringer. Det forholder sig ofte således når talen falder på hiphop, men hos Random Axe er det om noget trommerne, der driver værket. Det er faktisk lidt sjovt, for ved første øjekast, så synes beat'sne utroligt voluminøse og "store" i udtrykket, men sandheden er, at Black Milk kun har taget få virkemidler i brug. Han formår at få sygeligt meget lyd af ganske få instrumenter. Trommerne er overvejende organiske, hvilket sikkert er et resultat af, at han har spillet meget med liveband på det seneste, og sammen med et sparsomt arsenal af elektroniske elementer - enkelte steder krydret med samples - kreerer han et enkelt, men uhyre effektivt og umådeligt banging fundament for de to rappere, der tydeligvis hygger sig med de saftige produktioner.

De kedelige momenter er virkelig i fåtal, og med en 15-numres plade på 40 minutter, er rutsjebaneturen nok hurtigt overstået, men det er fedt hele vejen igennem.
"Random Call" blæser pladen i gang med et opløftende beat, hvor et velsamplet vokalstykke synger duet med et herligt piano-loop, over en trommeprogrammering, hvor der virkelig bliver banket igennem. Dernæst følger "Black Ops", der er en af undertegnedes absolutte favoritter, grundet det nedbarberede mellemgulvs-tampende beat. Af andre favoritter bør "Understand This" bestemt nævnes, hvis beat faktisk ikke består af andet end trommerne, og så en lille mudret computereffekt, der rumsterer i baggrunden. "Jahphy Joe" MÅ også nævnes, med sit 36 Chambers -lydende trommeloop, en velklingende Melanie Rutherford på omkvædet og en umanerlig sulten Danny Brown på gæstelisten.
Listen af herligheder er lang, og jeg kunne snildt fremhæve gode ting ved de fleste numre, men det bliver både repeterende og svært at skrive noget nyt om de forskellige trommer. Det er nok noget, der bare bør opleves first hand.

Hvad angår Sean Price og Guilty Simpson, så er Random Axe ligeledes en storslået fornøjelse. Som Sean Price siger på "Random Call" - jævnfør citatet fra starten af anmeldelsen - så er de to MC'er ikke kommet for at opfinde den dybe tallerken, - de er her for at have det sjovt, og sjovt bliver det. De er begge veteraner, og deres flow og levering alene er en sand nydelse, men når det hele krydres med agressiv, in-your-face, fråde-om-munden rap, hvor skydevåben, street mentality, weed og fald-på-halen humor er i højsædet, så er det nu engang svært ikke at holde af. Som når Sean Price rapper "I shank ya / sharpened toothbrush in the gut of a wanksta", eller når Guilty rapper "I'm blowing smoke signals at an indian broad / I told her I'm unemployed, please give me a job". - Det er dumt, men på en afvæbnende og yderst underholdende måde. På "The Karate Kid", Sean P's solobidrag, går der lidt mere storytelling i den, men egentlig kun for at forklare, hvorfor alt det andet handler om druggin' an' thuggin'. Som han rapper:

"Cowards begin rap with the wackest lines /
Smack powerfull impact when I black that eye /
Rap agressor, the God spit agressive content /
Due to my jail time and crack sold on the park bench"

Guilty har også et par solobidrag i "Never Back Down" og "4 In The Box", men han formår ikke at stå lige så standhaftigt frem som Sean P. I mine øjne er det New York'eren der tager flest kegler, men når det kommer til stykket, så bliver de fleste rappere en halv meter kortere når Sean P står ved siden af dem. Heldigvis komplimenterer de to hinanden fortrinligt, og der dyrkes meget mere tag-teaming end egentlig konkurrence, så når alt kommer til alt, så er alle vindere i Random Axe. Dette opleves især på det konceptuelle nummer "Everybody Nobody Somebody", hvor Black Milk joiner de to andre i en storm af forrygende rap.

Meget mere er der vel ikke at sige. Black Milk, Guilty Simpson og Sean Price har skabt et monster af en plade med Random Axe, som på trods af ikke at synes synderligt ambitiøs, ganske simpelt er en møgfed skive. Jeg var ikke helt overbevist i starten, men selv de numre, der til at begynde med kun fik 3 og 4 stjerner i iTunes biblioteket, har sneget sig op på den femte, og med mere end to dusin gennemlytninger og en stadigt stigende glæde ved pladen, så vil jeg bestemt mene, at en fem'er er på sin plads

5/6

- Jeppe Barslund

Scribes - What Was Lost

2011-07-08T09:06:00.000-07:00

Kære venner, jeg håber i slap igennem lørdagens intense nedbør uden alt for omfattende skader. Selv slap jeg ganske billigt, hvis vi lige ser bort fra en arbejdsplads, hvis kælderetage blev oversvømmet med kloakvand - dén uddyber vi ikke yderligere!
Her en lille uge efter er jeg dog oversvømmet med noget helt andet: plader, der venter på at blive anmeldt. Bunken har vokset sig seriøst stor, og det er lige før, at den kigger ned på mig. Og hvor er der dog meget guf at tage fat i; Random Axe, Mr. J. Medeiros, DJ JS-1, JustMe, Tone Spliff og meget, meget mere. Men selvom nogle plader "burde" prioriteres højere end andre, så er der altså lige ham har, som overhaler alle de andre. Jeg bliver simpelthen nødt til at dele det her med jer.

Henry Kleaveland er navnet på den 22-årige knægt fra Seattle, der går under MC navnet Scribes. Han debuterede i 2007 med Sleepwalk, som jeg anmeldte og gav 5/6. - En forrygende debut, der i sin golden era -æstetik stadig kun er overgået af Celph Titled & Buckwilds Nineteen Ninety Now fra sidste år. Jeg håber naturligvis at det forholder sig helt omvendt, men jeg gætter på, at der rundt regnet ikke er nogen af jer der har hørt Sleepwalk. En skam. Flere af skæringerne på pladen spilles stadigt hyppigt herhjemme hos undertegnede, og flere af disse numre - som "Catch A Drift", "Sweetheart" og vigtigst "Soully" - har for længst rundet de 200 iTunes plays, and still counting. Måske det kunne vække jeres interesse yderligere hvis jeg lige nævnte, at det er Macklemore, der igangsatte Sleepwalk -projektet, og han er selv at finde på pladens afsluttende nummer.

Gør for hulen da lige jer selv den tjeneste at checke albummet ud. I vil ikke fortryde det, jeg sværger (læs min anmeldelse af pladen her).

Scribes - Sleepwalk (iTunes)

I 2009 udgav Scribes EP'en Summertime Sampler 2009, og nu har han så udgivet sit andet fuldlængdes album, What Was Lost, hvorpå to af numrene også var at finde på Ep'en.
En del er sket siden debuten i 2007. Scribes' tre kammerater D Mello, Sound Dialect og Nick Rapp, som leverede de støvbelagte boom-bap beats til debuten, har ikke haft noget med What Was Lost at gøre, der er præget af en noget mere mainstream'et lyd. Dette må dog ikke forstås som en skidt ting, for Scribes er virkelig en gudsbenådet kunstner, der har så rigeligt at byde på hvad angår historier, imponerende flows og ikke mindst super sprød, soul'et crooner-sang, at det ikke gør den store forskel om produktionerne er inspirerede af 90'erne, årtusinde-hiphop eller radio-rap, for Scribes har så meget karisma og personlighed, at han med et enkelt vink med sin rap eller vokal gør musikken til hans helt egen.
For lige at få fact'sne på det rene, så er det Bean One fra Seattle hiphop-trioen Dyme Def, der har stået for produktionerne. Umådelig solidt håndværk. Skal man sammenligne vil jeg sige, at lyden læner sig op ad f.eks. Novel's Future Black President EP. Lyttevenlige hiphop-beats for store og små, der er ikke til for at få lytteren til at falde ned af stolen i ekstase - selvom dette dog sker et par gange undervejs, - de fungerer nærmest hele vejen igennem som tilbageholden, komplimenterende backup til Scribes' udfoldelser, der til gengæld får én til at falde ned af stolen talrige gange.

At Scribes kører sit helt eget show er ganske vist. Han gør lige hvad der passer ham. På "Pass Me By", "The Boogie" og "Monster", der er gæstet af Greyskull's JFK, bliver det meget hiphop'et, med flow og levering i fokus over gyngende beats. Ja okay, hiphop er det jo hele vejen igennem, men Scribes er god til at skelne imellem de forskellige afgrene af rap. Førnævnte numre passer i kassen med mere teknisk, råt rap. På "Movin' On" og "I'll Be Gone (Only For the Lonesome)" er det arbejdet meget med Scribes' vokal, og de ufatteligt velklingende R&B hooks fungerer fortræffeligt. Det fede er, at selvom Scribes besidder en suveræn sangvokal, så bliver det aldrig pop'et eller overgjort. Tag et nummer som "Roll My Way", hvor han synger en helt vidunderlig bridge, som dog først gør sin entré efter 3½ minut. Jeg tager det lidt som en fuck-finger til de traditionelle sangopbygninger. Havde Scribes været en sell-out artist havde han skubbet sang-delen ind 3-4 gange i løbet af sangen som omkvæd, men vælger at gemme det, til det sidste. Jeg elsker det! Og han gør det igen på "Heat Wave". Her rapper han ikke engang, - han snakker i to minutter om hvor mange ulemper der er ved at skrive tekster om piger, eftersom han tilsyneladende har haft en del womens rights foreninger på nakken. Det er første efter de to minutter han bryder ud i en skønsang, man snildt kunne have haft i ørerne i timevis i træk.

"While they down this dedication, as I write through tears /
For all the peers who've been by me through the last few years /
I traded life for the wax, under one bright flame /
In exchange I recieved the gift to write real pain"

Da Scribes debuterede med Sleepwalk - som 17-årig - havde han vanvittigt mange historier og beretninger at dele ud af, meget uvant en 17-årig. Nu er han 21, og er stadig langt mere klog på livet i forhold til mange af sine jævnaldrende rap-kollegaer. Der bliver både rappet lidt om samfunde og politik, lidt om weed og piger, meget om hvordan hans verden og menneskerne i den har ændrer sig sideløbende med hans stigende succes, og så de obligatoriske syn på hiphoppen og kulturen.
Jeg vil dog også sige, at de mange sungne omkvæd og den generelt set mere letfordøjelige lyd i produktionerne, har krævet et offer i den fænomenale levering, der prydede Sleepwalk. Scribes flyder fortrinligt igennem hele What Was Lost, men han kan ganske simpelt ikke måle sig med den nerve og intensitet han besad i så høj grad på debuten. Om man kan leve med dette og så nyde hans sprøde vokal i stedet, eller om man hellere havde set ham angribe musikken med den samme sultne aggressivitet som "gamle" Scribes er op til den enkelte lytter. Personligt ville jeg ønske, at der fandtes en gylden midtervej. Flow, indlevelse og beats som Sleepwalk, og sang samt den der umiddelbare lethed i produktionerne på What Was Lost.

Men ikke så meget brok nu! What Was Lost ligger pt. til gratis download på Scribes' egen hjemmeside, og det ville være en lodret dumhed ikke at hente skidtet, for selvom der er et par lidt ligegyldige numre på, og enkelte ting her og der bestemt kunne have været bedre, så er der altså også pure guld at finde derpå. Som f.eks.:

et sted imellem 4 og 4.5 ud af 6 (!)
Hent What Was Lost gratis her

- Jeppe Barslund

Big Sean - Finally Famous

2011-07-05T08:49:00.000-07:00

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er sygeligt stor Kanye West fan, så hvis han er krediteret som eksekutiv producer på en plade, der udgives via hans selskab, så er jeg per princep solgt, og så er det komplet ligegyldigt hvilket forhold jeg har til den udgivende kunstner.
Mit forhold og kendskab til Big Sean er mildest talt begrænset. Jeg er ikke rigtig til mixtapes, så det eneste jeg har hørt med ham er hans bidrag til Kanye's 'G.O.O.D. Fridays' serie, der kørte sidste år op til udgivelsen af MBDTF. Der havde Big Sean et rimelig ligegyldigt vers på "Good Friday" og et nogenlunde okay vers på "Don't Look Down".
Da jeg hørte Finally Famous igennem første gang var jeg altså langt fra imponeret over Big Sean, men i og med, at Kanye er eksekutiv producer og pladen udgives via G.O.O.D. Music, ja så skulle den per princip bare checkes.

Et princip, hvis eksistens ophørte i det sekund Big Sean's debutplade var spillet færdig. Ja, tillad mig at tale lige ud af posen; Finally Famous er en vederstyggeligt elendig plade. Intet mindre.

Jeg burde egentlig have set det komme. Alene det, at en 23-årig pladedebutant tildeler sit album titlen Finally Famous siger virkelig meget. At blive kendt har simpelthen været hans mål med livet. - Og nu, endelig (!!), er det mål nået. Igennem hele pladen rapper han meget om, hvor ofte han har drømt om at være kendt og rig, og hvor hårdt han har arbejdet for at komme dertil. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han jo for dælen kun er 23 år. Uanset hvor hårdt han faktisk har arbejdet, så virker det en smule arrogant som 23-årig at sige, at man ENDELIG er blevet kendt. Dertil er dét musik, som Big Sean repræsentere, et usædvanligt knebent grundlag at være blevet kendt på, for det er mildest talt jammerligt.

Vores egen Troo.L.S. siger det faktisk uhyre præcist i sit vers på "Uden Om Systemet" fra Marwans Mennesker, hvor han rapper: "Det' altid lettere at drømme end at ville / Men nogen gange er det som om at selve drømmen er meget federe end det at nå dertil, så jeg skubber målet væk lidt endnu".
- Jeg tror dette er en virkelig sund ideologi at indrette sine drømme og mål efter, for hvis man som Big Sean allerede har opnået sit allerhøjeste ønske som 23-årig, helt uden ambitioner om at nå højere luftlag, så kunne de efterfølgende 70 år godt gå hen og blive kedelige.
Det lader ikke engang til, at han stiler efter at blive bedre til at rappe eller skrive tekster. Finally Famous handler kort opsummeret om penge, bling, bitches, ho'es, fester, dyre biler, dyr champagne, og om hvor dope han og hans "niggas" er. Og man kan ikke andet end at grine af det, for Big Sean er virkelig ikke en god rapper. Det er han virkelig ikke. Jeg håber inderligt ikke, at der sidder nogen derude, som synes han er god, for det er han simpelthen ikke.
- Nogle af numrene på Finally Famous indeholder noget af det dårligst skrevne rap, undertegnedes ører nogensinde har måttet stå model til. Tag f.eks. hans vers på "Marvin Gaye & Chardonnay", der er så ringe, at man må tage sig til hovedet. Dét vers overgås kun af nummeret der følger efter, "Dance (A$$)", hvor det ikke bare er et enkelt vers, men hele nummeret, der er tåkrummende rædselsfuldt. Da Internz's forsøg på at sample MC Hammers "Can't Stop This" til beatet er ligeledes gruopvækkende dårligt.
Jeg kender nogle, der, når de ser Klovn, syntes det til tider bliver så pinligt, at de må forlade stedet i gru. Sådan har jeg det med et nummer som "Dance (A$$)". - Jeg bliver ganske simpelt nødt til at trykke "next" for at slippe for den ulidelige pinlighed.

Desværre er "Dance (A$$)" på ingen måde alenestående i sin dårligdom. Uopfindsomheden blomstrer i fuld flor! På "I Do It" rapper Big Sean:

"The one and only in this motherfucker /
Niggas starring like we the only ones in this motherfucker /
How could you not know we in this motherfucker /
I got my haters looking lonely in this motherfucker"

Simpelthen mindblowing'ly dårlig rap! Men vent nu lidt, på "My Last", der følger efter, rapper han:

"See I just walked in fresher then the shirts off in this motherfucker /
Imma need a bad broad to twink off in this motherfucker /
Imma go hard 'till it hurts off in this motherfucker /
Imma ball so you gotta work off in this motherfucker"

Jeg sidder med følelsen af at være blevet godt og grundigt "troll'ed", som det vist hedder på moderne internet-sprog. På det afsluttende nummer "So Much More" rapper Big Sean godtroende; "you tell me that wasn't verse of the year". Øhh, okay, det gør jeg da gerne: that WASN'T verse of the year!

Det hele ser ellers så godt ud på papiret. Co-sign fra Kanye, No I.D. på de fleste beats, gæstespots fra Pharrell, John Legend, Kanye, Lupe Fiasco og Dwele (hvis man skaffer sig bonus numrene). Men der er ikke meget, der fungerer i praksis.
No I.D. er en forrygende producer, og de fleste positive ting, der er at sige om pladen her, skyldes ham. "My Last" bærer et solidt stadium-beat, og Chris Brown, som jeg ellers ikke er meget for, leverer et glimrende omkvæd. "Don't Tell Me You Love Me" er drevet af en fed trommeprogrammering og nogle velklingende strygere, der ligeledes resulterer i en flot produktion. No I.D. er også hjerne bag "Memories Part 2", der er et af pladens absolutte højdepunkter. John Legend på omkvædet kan næsten ikke gå galt, og så spytter Big Sean nogle linjer, der helt modsat pladens standart faktisk er rigtig rigtig gode:

"Remember the first time I was rhyming for 'Kan /
Almost as nervous as the first time I rhymed for my mom /
Sold out the theater downtown, she said it was perfect /
But I already dreamed it, so it felt like I rehearsed it"

Har man sat sig for at investere i Finally Famous, kan det anbefales at skaffe den version, der har bonusnumrene med, da den utroligt lækre "Celebrity" med Dwele er blandt de skarpeste tracks overhovedet.
Men selv No I.D. fejler også fælt undervejs. "I Do It" og "Like This Life" passer bedre i skraldespanden end i dit iTunes bibliotek. Numre som "High" og den Neptunes producerede "Get It (DT)" gør hverken det ene eller andet for mig.

Til gengæld kære læser, har jeg gemt det bedste til sidst, for der er - tro det eller ej - et nummer på Finally Famous, der ikke bare er "okay", "fint", "godt", "fantastisk" eller "super fedt", men intet mindre end mesterligt. Det er vores allesammens bedste ven Exile, der debuterer som producer for kommerciel hiphop her, med et beat, der lyder som Exile, når Exile er bedst.
Exile sampler 60'er klassikeren "It's Too Late" med Wilson Pickett, og det soul'ede nummer er blevet skåret over, savet igennem og klippet totalt i stykker, og derefter tapet og limet sammen på en måde, som kun Exile kan gøre det. Det er totalt skævt! Vokalstykkerne er blevet hevet, strukket og choppet ud over beatet, der bæres af nogle komplet herlige keys, der har en melodi, som man ikke kan andet end at elske.
På trods af, at "Wait For Me" er pladens funklende kronjuvel, og faktisk en af årets bedste skæringer, så har jeg stadig et lidt ambivalent forhold til det. Exile har bestemt fortjent det bedste, og det glæder mig at se, at han endelig kan tjene en ærlig mønt for sine geniale kreationer, men samtidig håber jeg ikke, at han ofte vil "donere" så fabelagtige beats som dette til rappere, der ikke er gode nok til at anvende det til fulde, som jeg trods alt ikke synes, at Big Sean er. Lupe Fiasco, der er gæst på nummeret, yder mere retfærdighed til produktionen, men ultimativt set burde Blu har fået lov til at lege med det. Good God hvor det dog ville have været godt.

"Ride with Mr. Right on time or stay Miss another chance, man /
Re-direct it at the girls /
Not an ultimatum just an option in this world /
But things come and go when the clocks never stop /
Be on time for nothing or a little late for a lot"
- Lupe Fiasco

Et par gode momenter og et stjerne-øjeblik er dog ikke nok til at redde Finally Famous, der generelt set er præget af dårlig rap og ækle radiohiphop-elementer det meste af vejen.
Jeg vil anbefale enkelte skæringer, naturligvis "Wait For Me" som nummer et, men albummet som helhed kan absolut ikke anbefales. Fy føj der er meget grums på. Jeg håber virkelig at Big Sean genovervejer sine mål og drømme, og finder noget bedre at sigte efter, end blot at være kendt. Som f.eks. at udvikle sine evner når det kommer til flow og tekster, der er en fatal mangelvare på hans debut.

2.5/6

- Jeppe Barslund